En læser fortæller: ”Jeg tog min datter som gidsel”
Jeg var fuldstændig knust, da Peter gik fra mig, fordi han havde mødt en anden. I min desperation tog jeg vores fælles datter som gidsel og brugte hende som et våben imod ham. Det kom jeg i den grad til at fortryde.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Peter og jeg havde mødt hinanden til et bryllup, da jeg lige var fyldt 30. Alt føltes bare så rigtig, og der gik ikke længe, før vi flyttede sammen. Vi tilbragte de næste 12 år sammen, og i den tid blev vi gift og forældre til vores elskede datter Hanna.
Men så begyndte vores forhold at gå skævt. Vi skiftevis skændtes eller kedede os i hinandens selskab, og da Peter en aften var ude med nogle kollegaer, kom han ikke hjem før næste dag. Han benægtede det først, men måtte så gå til bekendelse. Han havde mødt en anden kvinde i byen og været mig utro.
Jeg troede aldrig, at jeg ville ende i den situationen. Svigtet knuste mig, og vi kunne slet ikke finde hinanden bagefter. Selvom vi i starten forsøgte, så var jeg stadigvæk vred over hans sidespring, og Peter begyndte at trække sig mere og mere. Jeg var frustreret og fortvivlet, og vi gled bare længere og længere fra hinanden. Efter seks måneder sagde Peter så, at han havde noget, han blev nødt til at fortælle mig.
"Jeg kan ikke blive ved sådan her. Jeg har mødt en anden, sagde han. Det viste sig, at han var blevet forelsket i kvinden, som han havde været mig utro med. Jeg var rasende og knust. Det var meget svært at håndtere det svigt."
Da det skete, var Hanna blot otte år gammel, og hun så og hørte alt for meget. Peter og jeg havde så travlt med, hvad der foregik i vores forhold, at vi ikke var klar over, hvor meget Hanna blev udsat for.
Set i bagklogskabens klare lys er jeg ikke så meget skuffet over, at kærligheden sluttede, men mest af alt skuffet over, at vi ikke formåede at være bedre voksne for Hannas skyld. Vi skændtes og råbte og skreg af hinanden, der var store følelser på spil, men det er ingen undskyldning, og vi burde have vidst bedre.
Vi blev skilt, og jeg og Hanna blev boende i lejligheden, mens Peter flyttede over til en ven, indtil han fandt sit eget. Hver anden weekend tilbragte han og Hanna sammen hos hans forældre, og det fungerede godt.
Så snart Peter flyttede ud, forandrede han sig. Han virkede pludselig glad og lettet, og det var smertefuldt at se, hvor hurtigt han kom videre, mens jeg selv gik og var så ulykkelig. Jeg så ham flere gange med den nye kvinde, og det var forfærdeligt. Jeg ville ikke møde andre, men fantaserede om at gøre Peter jaloux. Jeg skiftevis græd og var vred for så at fantasere om, at Peter ville indse, hvilken fejl, han havde begået, og så komme tilbage.
Det skete dog ikke, for efter et par måneder fortalte Peter, at han skulle flytte sammen med Ingrid, den nye kvinde. Han ville have delt forældremyndighed og ønskede, at Hanna skulle bo hos dem hver anden uge. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud. Jeg gik helt i stykker og brugte Hanna som våben for at sætte min vilje igennem. Jeg kunne ikke acceptere, at Ingrid ville blive en del af Hannas liv.
Når jeg talte med Hanna, gav hun da også udtryk for, at hun helst ville bo hos mig, hvilket kun bekræftede mig i, at jeg gjorde det rigtige. Til Peter sagde jeg, at Hanna ikke ville møde Ingrid. Det havde hun egentlig ikke sagt, men jeg syntes selv, at jeg blot pyntede lidt på sandheden for at få budskabet gjort klart. Jeg overtalte også mine svigerforældre til at tage mit parti og fik dem til at opfordre Peter til at tage det roligt for Hannas skyld.
Men efter et par måneder indhentede min ihærdighed mig. For ikke at presse Hanna, var Peter gået med til, at hun indtil videre kun skulle bo hos ham hver anden weekend. Han og Ingrid havde også udskudt planerne om at flytte sammen. Men nu havde Peter talt med Hanna, og hun havde sagt, at hun gerne ville bo hos ham og møde Ingrid.
Annonse
"Men det har hun ikke turdet sige til dig," fortalte han.
Hanna ville nemlig ikke gøre mig mere ked af det, end jeg var det i forvejen.
Den barske besked blev en brat opvågning. For jeg havde haft så travlt med mine egne følelser, at jeg ikke kunne se, hvordan mit følelsesmæssige kaos påvirkede Hanna. Jeg skulle jo have været den, der tog ansvar for min lille datters velbefindende, i stedet var hun endt med at tage ansvar for mit.
Den kendsgerning kurerede mig på meget kort tid for den jalousi, der havde styret mit liv alt for længe.
I stedet for fortsat at være jaloux over Peters nye tilværelse, fokuserede jeg derfor nu på at rette op på mit eget liv. Det, først og fremmest for Hannas skyld, men jeg indså også, at jeg selv fik det meget bedre, når jeg koncentrerede mig om mit nuværende liv i stedet for at hænge fast i fortiden.
Siden da har Peter og jeg delt forældremyndigheden over Hanna, og det fungerer godt. Da Ingrid flyttede ind hos ham, blev det heller ikke det store problem. I dag har de to fået et barn sammen, og Hanna er lige så tryg og glad hos dem, som hun er det herhjemme med mig og den dejlige kæreste, som jeg siden har mødt.
