En læser fortæller: "Min mand gjorde forskel på vores børn"
Jeg var glad for Morten, og derfor også glad for, at han var så opsat på, at vi skulle skabe en familie sammen. Desværre fandt jeg snart ud af, at Mortens idé om den perfekte familie ikke indbefattede min søn fra et tidligere forhold. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet.
Jeg kunne mærke på min mand, Morten, at han var irriteret, men først hen under aften kom han ud med det, der gik ham på:
"Er det nu også nødvendigt for Lucas at gå til fodbold?"
Min mave snørede sig sammen ved spørgsmålet. Vores konflikter handlede altid om det samme, nemlig om min store søn, Lucas på 13 år, som jeg havde haft med ind i ægteskabet. Ikke at Lucas var en vanskelig dreng, men for Morten var der altid ét problem, nemlig at der var udgifter forbundet med at have et barn.
Det burde ellers ikke være så stor en overraskelse for ham, for vi havde selv fået to børn sammen, Anna og Bertram på fem og otte år.
Jeg forklarede Morten, at Lucas rigtig gerne ville gå til fodbold for at være sammen med sine venner, men jeg kunne mærke, hvor det bar hen. Morten syntes, at det var for mange penge at bruge på en ’useriøs sportsaktivitet’. Lucas kom jo nok ikke på landsholdet, som han sarkastisk formulerede det.
Jeg mente ikke, at det var pointen, men jeg vidste, at det blev svært at rokke Morten. Samtidig kunne jeg ikke holde ud, hvis jeg skulle skuffe Lucas. Det sled på mit moderhjerte, at jeg altid skulle sige nej til mit ældste barn i situationer, hvor jeg ikke behøvede skuffe mine to yngste børn.
Morten havde nemlig ikke samme stramme økonomiske syn på sine to biologiske børn. Da Anna og Bertram fik sprit nye cykler, stod det i skarp kontrast til, at jeg kort tid forinden havde måtte forklare Lucas, at vi skulle finde en billig brugt cykel til ham, fordi vi ikke havde råd til at købe en ny til ham.
Året før havde Morten også købt billetter til en lang weekend i London. Her havde han sørget for at planlægge rejsen til en weekend, hvor Lucas for en sjælden gangs skyld skulle se sin far.
Hver gang følte Lucas sig udenfor. I hverdagen skete det også ofte, at Morten ikke ville lade Lucas tage to stykker kød på sin tallerken til aftensmaden, fordi kød var dyrt, eller han blev forarget, hvis Lucas havde brug for nyt tøj, om det så blot drejede sig om et par nye strømper. Han gjorde med andre ord, hvad han kunne for at Lucas skulle føle, at han var uønsket og til besvær.
Dengang jeg mødte Morten, virkede han ellers opsat på, at vi skulle skabe en familie sammen. Der var dog allerede der tegn på, at han havde et blindt punkt, når det kom til Lucas.
Vi havde ikke fællesøkonomi på det tidspunkt, og når Morten kom med en negativ kommentar om, at jeg gav Lucas en gave eller en Tivolitur, tænkte jeg i min forelskelse, at han blot skulle have tid til at vænne sig til at være en del af en familie med alt, hvad der hørte til af ansvar og forpligtelser. Hans attitude ville ændre sig, når han selv fik børn, bildte jeg mig ind.
Det sidste skete langt før, vi havde planlagt det. Allerede et halvt år efter, at vi havde lært hinanden at kende, blev jeg nemlig gravid med Bertram. Jeg glædede mig usigeligt til, at Lucas skulle have en lillebror, og til at vi nu skulle være en ”rigtig” familie. Jeg havde aldrig haft et stabilt forhold til Lucas’ far, der havde vist sig at være psykisk syg, og som jeg derfor ikke kunne regne med, hverken økonomisk, praktisk eller følelsesmæssigt.
Morten var umiddelbart den diametrale modsætning til Lucas’ far. Han havde et godt, stabilt job, fast bolig, bil og pensionsopsparing ligesom jeg selv. Jeg fandt hans ordentlighed tiltrækkende, og jeg havde tillid til ham, da han foreslog, at vi skulle have fællesøkonomi, og at han skulle stå for at have det økonomiske overblik.
Jeg så i det hele taget frem til, at alt skulle være anderledes i denne omgang, og min optimisme gjorde mig blind for de udfordringer, der kunne være i mit samliv med Morten.
Lille Anna kom hurtigt til efter Bertram, og pludselig fandt jeg mig selv i den situation, jeg stod i nu: Jeg levede i to familier. Den ene var en kernefamilie med Morten, Bertram og Anna, den familie fungerede rimelig godt. Den anden var en sammenbragt familie, hvor jeg var mor til Lucas, og den fungerede ikke. For her måtte jeg konstant kæmpe for, at min søn følte sig inkluderet i familien.
Lucas var rigtig glad for sine to små søskende, men hans relation til Morten var ikke god, og jeg mærkede, at min egen relation til Lucas også begyndte at skrante, fordi han ikke følte, at jeg passede på ham.
Lucas var helt tydeligt begyndt at tage afstand fra mig. Han tilbragte så meget tid som muligt udenfor hjemmet, og når han var hjemme, undgik han mig. Noget af hans opførsel skyldtes selvfølgelig, at han var blevet 13 år, men jeg mærkede også, at han stolede mindre på mig. Det kom ud i små kommentarer fra hans side om, at jeg altid sørgede for de to yngste børn, men aldrig for ham.
Jeg havde også nogle enkelte gange oplevet, at han direkte sagde til Anna og Bertram, at de var forkælede. Det værste var, at han havde ret. Det gjorde ondt på mig, at der var den disharmoni i vores familie.
Mortens og min diskussion den aften endte også der, hvor jeg frygtede, den ville ende. Morten stod nemlig fast på at det var spild af penge at melde Lucas til fodbold. Da jeg sagde, at Anna jo gik til rytmik og Bertram til svømning, slog han det hen.
Jeg var helt ulykkelig og følte mig følelsesmæssigt mørbanket, da vi endelig opgav skænderiet uden at være kommet til hverken en løsning eller forsoning. Morten nægtede simpelthen at bruge penge på Lucas, hvilket han mere eller mindre lige ud sagde.
Jeg var rystet og ulykkelig. Jeg vidste godt, at jeg alt for længe havde undgået at forholde mig til konflikten mellem Morten og mit ældste barn, men hvad skulle jeg gøre?
Hvis jeg gik fra Morten ville Anna og Bertram blive ulykkelige, og det kunne jeg ikke gøre overfor dem. Hvis jeg blev i ægteskabet, skulle jeg endnu engang acceptere forskelsbehandlingen af Lucas og den måde Morten tromlede mig med sine økonomiske argumenter.
Jeg udskød at fortælle Lucas, at der ikke var råd til hans fodbold, og prøvede i stedet aftenen efter at gå til Morten med et nyt argument. Jeg foreslog, at vi skulle stoppe med at have fællesøkonomi. Kunne vi ikke i stedet have en konto, vi begge betalte ind til, hvor vores fælles regninger blev betalt fra, og så selv råde over de penge, vi hver især havde til overs?
På den måde kunne jeg selv betale for de udgifter, der var i forbindelse med Lucas. Morten blev helt bleg, da jeg foreslog det. Det syntes han, var en utrolig dårlig idé, og vi havde et kæmpe skænderi. Det var første gang, jeg ikke bare føjede ham, men i stedet prøvede at finde en løsning.
Jeg havde så længe været fokuseret på at få vores familieliv til at fungere fra dag til dag, at jeg ikke havde kunnet se det større billede. Bastian og Anna havde indtil for nylig krævet meget af mig, fordi de var så små, men det var som om, jeg var i stand til at se klarere nu.
Jeg mærkede tydeligt, at jeg ikke kunne gå tilbage til Lucas endnu engang og skuffe ham. Mit dilemma var, at Bertram og Anna havde det godt, men jo mere, jeg tænkte over vores situation, des mere gik det op for mig, at vores hverdag kun gled så godt, som den gjorde, fordi jeg gled af på konflikterne og dermed lod Lucas i stikken.
I længden var Bertram og Anna heller ikke tjent med en mor, der ikke stod op for sine meninger, og som ikke holdt med sine børn. Jeg prøvede gang på gang at forklare Morten, hvordan jeg havde det, men han blev ved med at svare, at jeg var for pylret og i øvrigt ikke havde forstand på økonomi, hvis jeg ”bare ville kaste penge efter min ældste søn på den måde”.
Han gentog sine argumenter så mange gange og med så stor styrke, at jeg på et tidspunkt begyndte at tvivle på min egen virkelighedsopfattelse.
Der var dog én ting, jeg som mor ikke var i tvivl om, og det var, at Lucas ikke trivedes. Han blev mere og mere tavs og mut overfor mig, og en dag spurgte han mig direkte, hvorfor jeg egentlig var sammen med Morten.
Jeg kunne ikke svare, for jeg havde faktisk mistet al respekt for Morten på daværende tidspunkt, og mit manglende svar blev startskuddet på min skilsmisse. Det blev på ingen måde en nem separation, men jeg sørgede for at få en god advokat, for jeg forudså, at Morten og jeg skulle slås om bodelingen og børnene.
I dag er der heldigvis faldet ro over mit liv igen. Jeg har fået kontrollen tilbage, og jeg kan behandle mine børn ens. Først nu, hvor jeg er ude på den anden side, kan jeg se, hvor usund Mortens opførsel var, og hvor stort et pres, jeg levede under.
Lucas genvandt respekten for mig, da jeg gik fra Morten, og Bertram og Anna har taget forandringen forbavsende godt, selvom Morten og jeg kun har minimal kontakt. Jeg forstår ikke selv i dag, at det tog mig så lang tid at træffe den rigtige beslutning. Havde jeg ikke gjort det, tror jeg, at jeg ville have mistet Lucas.
Jeg har til gengæld fået respekt for, hvor nemt man kan blive spundet ind i andre menneskers manipulationer og miste orienteringen i sit liv. Jeg skal aldrig igen dele økonomi med et andet menneske, og jeg vil aldrig igen acceptere, at der bliver gjort forskel på mine børn.