Er jeg blevet min mor?

Læserne fortæller: Er det mig eller min mor, der snakker?

Rigtig mange af os kender til at komme til at sige noget, som vores egne forældre altid sagde. Vores Børns læsere afslører hvornår.

Ikke på den hvide væg

Som barn irriterede det mig voldsomt, at min mor blev sur, hvis man satte hånden på væggen, og hun himlede op om ‘fedtfingre, som altid ville kunne ses’. Nu skal jeg virkelig holde mig selv i nakken for ikke at gøre det samme, når nogen rører væggene.

Caroline Sode Thyssen

Fordi jeg er din mor

Når min datter spørger, hvorfor jeg bestemmer, svarer jeg ‘fordi jeg er din mor’. Forresten noget min mor stadig fortæller mig i en alder af 35 år, og det får mig til at føle, at jeg er fem år igen.

Lisbeth Lodberg Sari Jensen

Unge dame!

I aftes havde jeg en episode med den ældste på tre år, og det ender med, at hun bliver sendt på værelset med ordene ‘og du smækker ikke med den dør, unge dame’. Den sætning har jeg selv hørt alt for tit fra min egen mor i min barndom. Og alligevel smækkede man jo døren – det samme skete her.

Heidisofie Staal Pedersen

Kælenavne

Har altid hadet at blive kaldt ‘skattepige’ eller ‘puttehøne’, og nu bruger jeg det selv til mine børn.

Alice Granger Johansen

Tomme løfter?

Når vi skal noget særligt, fx fejre fødselsdag, så er min søn på fem år ofte så spændt, at han har svært ved at falde i søvn aftenen før. Så hører jeg mig selv sige sætningen ‘jo hurtigere du falder i søvn, desto hurtigere bliver det morgen’. Yeah right!

Louise Wetendorff Seehusen

Bab-bab-bab!

Når min søn er i gang med noget, han ikke må, kommer jeg tit til at sige ‘bab-bab-bab-bab-bab’, ligesom min far, da jeg var lille. Nu udbryder min søn på halvandet selv ‘BAB!’, når han er ved at gøre noget, han ikke må.

Mette Christensen

Fjollede udtryk

Jeg fanger oftere mig selv i at lyde som min far – fx med de der megafjollede ting, man siger til sine børn. Såsom ‘nu kommer ørenæsespiseren og spiser dig’.

Nadine Bährentz

Du kan godt røre ved den

Min mor sagde altid ‘der er ikke lort på stikkontakten’. Hun plejede at blive sur, hvis man glemte at slukke lyset… Nu har jeg det selv sådan.

Amanda Glad