Skal vi lege? ”Derfor betragtes Barbie ikke som ’den gode leg’”

Da Marie Holm Thøgersen var barn, havde hun en hemmelig verden. Når hun forsvandt ind i den, turde hun alt, hun kunne blive lige, hvad hun ville og ikke mindst; hun var voksen.

Hendes forestillingsverden udspillede sig bag lukkede døre, alene på børneværelset eller med selskab af en veninde, der som en medsammensvoren hviskede replikker og fandt på nye veje, som handlingen kunne dreje ned ad. Der var ingen faste regler, ingen rammer, kun én ting var det samme hver eneste gang, nemlig redskabet, som hun brugte til at skabe sin fantasiverden: Barbie-dukken.

En gang omkring 1990, da hendes interesse for de langlemmede plastikpiger var på sit højeste, stillede hun alle sine dukker op til en slags klassefoto. Hun havde omkring 60. Hvilket var ret mange dengang, hvor nyt legetøj stadig var forbeholdt jul og fødselsdage. Der var disco-Barbie, Hawaii-Barbie, rulleskøjte-Barbie, gravid-Barbie, bedsteforældredukker, lillesøsterdukker og Ken i diverse udgaver. Og så var der udstyret, den pink Corvette, det lyserøde kontor, plastikplanter til at indrette stuen.

Det var i den tid, hvor Barbie var den ukronede dronning af legetøjshylderne, for der fandtes ikke rigtig alternativer til de børn, der gennem dukkernes verden ville udforske, hvad det ville sige at være teenager og voksen. At legeuniverset jævnligt blev beskyldt for at hylde forbrugerkultur, urealistiske kropsproportioner og at være lige så hvidt som et amerikansk forstadskvarter i et svundet årti, var ikke noget, Marie Holm Thøgersen skænkede en tanke dengang på børneværelset – hun vidste bare, at hun elskede sine dukker.

“Barbie var mit all time favorit-legetøj og dér, hvor jeg havde de allerbedste lege. Jeg tror, det var fordi, jeg så dukkerne som små mennesker, og for mig var de det tætteste, jeg kunne komme på noget, der var virkeligt. Når jeg legede med dem, følte jeg, at barbiedukkerne var levende, for de var det eneste legetøj, jeg havde, som havde menneskeform. Bamser kunne man jo ikke lege de samme lege med,” forklarer Marie Holm Thøgersen.

Barbie-film på vej

I dag er Marie Holm Thøgersen voksen, pædagog og mor til tre, heriblandt en pige, som ligesom sin mor har fattet interesse for dukker.

Meget har ændret sig siden 90’erne, men én ting er det samme: Barbie provokerer stadig. Få stykker legetøj har været så meget under den køns-, race- og identitetspolitiske lup som dukken, der i manges øjne stadig står med tåspidserne solidt plantet i 50’ernes kvindesyn.

Firmaet bag den verdensomspændende legetøjssucces, Mattel, har ellers gjort en del for at følge med tidsånden, hvilket vi kommer tilbage til, og senest er det blevet offentliggjort, at en ny spillefilm i Barbie-universet er under opsejling, med forventet premiere i sommeren 2023.

Ligesom med alt, der hægter sig på det lyserøde plastikunivers, er det sandsynligt, at den kommende Hollywoodfilm, som ud fra de første sneak peaks af hovedrolleindehaverne, Margot Robbie med bølgende, blondt hår og tandpastasmil, siddende i signaturbilen (selvsamme lyserøde Corvette fra Marie Holm Thøgersens legetøjssamling) og Ryan Gosling som perfekt poleret levende Ken-dukke, vil kaste en rask debat af sig.

Så vi kan lige så godt tage hul på den nu: Har Barbie en plads på børneværelserne i en tid, hvor vi hylder mangfoldighed, diversitet, klimabevidsthed og ligestilling og forsøger at lægge afstand til patriarkatet, kvinden som sexsymbol og bevidstløst forbrug?

“Barbie er jo super-stereotypt på den måde, at det er lavet til at appellere til piger ud fra en lidt gammeldags forestilling om, hvad piger kan lide. Alligevel har jeg en drøm om, at min datter, Carla, skal lege med Barbie, ligesom jeg selv har gjort. Jeg håber, at hun vil få lige så mange fede, hemmelige lege med dem. Lege, man ikke fortæller nogen om, og det dér hemmelige univers, som er så fedt at udforske, når man er barn,” siger Marie Holm Thøgersen.

En legetøjets evergreen

Marie Holm Thøgersen er ikke alene om den drøm. I hvert fald er danske forældre ikke stoppet med at købe Barbie-dukker til deres børn. Som indehaver af internet-legetøjsbutikken Lirumlarumleg har Anja Lytzen fulgt trends og tendenser på legetøjsmarkedet tæt de seneste 15 år.

Hun oplever, at Barbie efter en nedgangsperiode har fået en revival. Da hun for 15 år siden gik i luften med sin butik med nøje udvalgt legetøj til de mindste, var Barbie ikke en del af sortimentet. Men det ændrede sig.

“Jeg elskede selv at lege med Barbie som barn, men da jeg startede op, havde Barbie et lidt dårligt ry. Det var outdatet og mainstream, og der var nogle andre dukker på markedet, Bratz og Monster High, som havde taget over. Men de var mere døgnfluer, hvor Barbie er et klassisk produkt, og efter nogle år uden at have fundet noget, der kunne det samme som Barbie, tog jeg det ind,” siger Anja Lytzen, som peger på, at dukkerne helt lavpraktisk har en høj legeværdi i og med, at de er nemme at klæde af og på.

Hun vurderer, at det er en del af årsagen til, at dukkerne forbliver en slags evergreen inden for legetøj. Efter at have været en del af Lirumlarumlegs univers i omkring 12 år ligger Barbie i dag i top 20 af butikkens bedst sælgende brands ud af omkring 250 mærker. Og det er ikke kun den blonde Barbie, der ryger over den virtuelle disk. I de senere år har Mattel som nævnt gjort en del for at gøre deres sortiment mere tidssvarende og mangfoldigt, og der går næppe et halvt år uden, at et nyt produkt, der bryder med det oprindelige, ultratynde, hvide look rammer hylderne.

Det gælder for eksempel et udvalg af kropsligt mere kurvede Barbie-dukker, en dukke i kørestol, en serie af kønsneutrale dukker, og senest – hvilket ramte avisspalterne i slutningen af maj i år – en transkønnet Barbie, som Mattel præsenterede i samarbejde med den amerikanske transkønnede skuespiller og aktivist, Laverne Cox. Netop brandets evne til at forny sig ser Anja Lytzen som en fordel i forhold til at blive ved med at være relevant på børneværelserne.

“Vi kan se, at det sælger, når dukkerne kommer i en fornyet version. Det er jo forældrene, der køber produkterne, men de ville vel ikke bruge penge på det, hvis ikke børnene ønskede sig dem,” siger Anja Lytzen.

Barbie repræsenterer stadig et smalt ideal

Men når nu Mattel gør sig alle de her anstrengelser for at vise, at brandet ikke er helt tabt bag en tidsånd, hvorfor er der så stadig kritiske røster i koret, der beskylder plastik-legetøjet for at stå for et snævert billede af verden, hvor en krop er slank (selv når den er kurvet), et ansigt altid er perfekt symmetrisk, og de farvede dukker reduceret til bipersoner omkring den hvide hovedrolleindehaver?

Ifølge kønssociolog Cecilie Nørgaard, som har skrevet bogen Han, hun, hen: Opdrag til ligestilling og mangfoldighed, handler det om, at Barbie stadig hænger uløseligt sammen med det narrativ, hun blev født ind i, 1950’ernes USA, og som stadig ligner de dominerende kønsstereotyper i forklædt, moderne version.

“Selv om Mattel har arbejdet meget med kropsformer, hudfarver, karriereveje og kropstyper, repræsenterer Barbie alt andet lige stadig et smalt normsæt, som handler om at man som feminin person skal se godt ud, have styr på det hele og være en virkelig stærk forbruger. Det handler ikke så meget om indre værdier som at være klog og sjov. Og udover at hakke en hæl og klippe en tå på børns identiteter, så ved vi også i dag, at stereotyper er roden til ulighed, netop fordi de legimiterer ulighed,” mener Cecilie Nørgaard.

Etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, som i mange år har beskæftiget sig med moderrollen, køns- og ligestillingsspørgsmål, er enig i, at kritikken af Barbie-universet hænger sammen med brandets oprindelse, som står i skarp kontrast til vores egen, danske kultur.

“Vi lever i et land, der siden 70’erne har vist uperfekte kroppe på tv. Bare tænk på Nanas forældre (fra Fjernsyn for dig-serien Nana fra 1988, red.), de var kaos! I samme tidsperiode var Barbie rigtig stort, og det var bare en kæmpe kontrast, fordi det var amerikansk, repræsenterede overdådighed og handlede om at klæde en dukke ud som en prinsesse, der helst skulle ligne kvinderne fra Dollars (amerikansk tv-serie 1981-1989, red.), siger Julie Lahme, som selv er én af dem, hvis mor af feministiske og anti-kapitalistiske grunde formente de ærkeamerikanske dukker adgang til hendes børneværelse i 80’erne.

Barbies anden verden

Kritikken angående Barbies udseende er, at det får børnene til at identificere sig med en krop, der er så unaturligt tynd, at proportionerne omsat til et rigtigt menneske ville betyde udebleven menstruation og ville være direkte livstruende. Og desuden vække hede forbrugerdrømme om en filmstjernegarderobe.

Marie Holm Thøgersen husker ganske rigtigt at være fascineret af det flotte tøj, hun kunne klæde sine dukker i, og hun kunne også godt se, at Barbie skulle være glamourøs for at se rigtig ud. Engang formåede hun ikke at sige fra, da en veninde ville bytte en hjemmehæklet dukkekjole med en helt ny, funklende Barbie-balkjole. Det fortrød hun bittert.

“Jeg kunne jo godt se, at Barbie ikke skulle have sådan en kjole på. Hun lignede jo en hjemløs, og det passede slet ikke til hende,” siger Marie Holm Thøgersen.

Alligevel føler hun ikke, at Barbies lyserøde glimmer-univers påvirkede hendes egne ambitioner, mål og drømme for tilværelsen, for hun kunne godt se, at det var en fantasi.

Læs også

Har du hørt om Barbiecore? Nu skal du klæde dig som din yndlingsdukke

“Det var en anden verden, som gerne måtte være glamourøs og lyserød. Jeg kan huske, at jeg tænkte, det kunne være sjovt at have hendes tøj i voksenstørrelse, men jeg vidste godt, at det ikke var realistisk. Så det var en verden, der var sjov at gå ind og ud af.”

Når påklædningsdimensionen i Barbie-universet alligevel giver brændstof til de kritiske røster på vores breddegrader, påpeger Julia Lahme, at det handler om den legetradition, vi som danskere er rundet af.

“Vi har i Danmark en tradition for, at leg skal være kreativt. Man skal bygge noget, skabe noget, ligesom med Lego-klodser, men med Barbie handler det meget om udstyr – at have en masse tøj, et stort hus, en stor bil og en fed campingvogn. Derfor betragtes Barbie ikke på samme måde som den gode leg,” forklarer Julia Lahme.

Leg uden grænser

På Marie Holm Thøgersens børneværelse var det lige præcis dét, som udspillede sig: Gode lege. Hun byggede ganske vist ikke med klodser, men hun havde ikke noget hus til sine dukker, så det byggede hun selv. Af bøger, håndklæder og hvad hun ellers kunne stable sammen.

Tilsat selvfølgelig det Barbie-udstyr, hun havde. Og så var der dét med legene, at de ikke så meget handlede om at give dukkerne fint tøj på – det fik de, men så snart de var påklædte, gik den egentlige leg i gang, nemlig dén der gik ud på at udforske, hvad det ville sige at være ung, voksen – og sej.

“Hvis jeg var blevet drillet eller havde været i en konflikt i skolen, gik jeg hjem og udspillede den med mine Barbie-dukker. Så fik jeg givet igen eller sagt det, jeg måske ikke havde haft modet til at gøre i virkeligheden, og på den måde fik jeg bearbejdet de ting, der gik mig på,” husker Marie Holm Thøgersen.

Og så var der den dimension, der handlede om at gå på opdagelse i en fremtid med fester, parforhold, job. Selv om Barbie var designet til at være kærester med Ken, og ordet diversitet nærmest ikke var optaget i ordbogen endnu, lod hun sig ikke begrænse af de kasser, nogle voksne legetøjsudviklere ovre i Amerika havde sat op.

“Der var altid nogle dukker, der kyssede eller lå ovenpå hinanden i en seng. Det var ikke kun Barbie og Ken, for i mine lege kunne Barbie også være lesbisk, og ligesom Ken kunne være homoseksuel,” husker Marie.

Legetøj kan påvirke børns identitet

Den dimension af dukkelegen, som handler om at gå på opdagelse i det endnu ukendte voksenliv, helt uden kasser og grænser, kalder kønssociolog Cecilie Nørgaard for vidunderlig. Men hun opfordrer alligevel til, at vi som forældre i højere grad tænker over, hvilket legetøj, vi tilbyder vores børn og hvilke idealer, de skaber.

For selv om barnet måske formår at sprænge rammerne, videregiver legetøjet alt andet lige en fortælling om, hvad der er inden for rammerne. Som barn blev hun selv mødt med undren over, at hun ikke legede med dukker ‘for hun var jo en pige’, og det er netop antagelser som disse, der kan få vores børn til at føle sig anderledes eller forkerte.

“Grunden til, at jeg i dag laver det, jeg laver, er ikke mindst, at jeg som 6-7-årig blev spurgt af alle omkring mig, både børn og voksne, hvorfor jeg ikke legede med Barbie. Pludselig gik det op for mig, at de spurgte, fordi de havde nogle særlige forventninger til mig, fordi jeg var en pige.

De her kasser – og de medfølgende stereotype forventninger og fordomme knyttet til de kasser – kan føles som en meget stram skjorte at blive puttet ned i, og de repræsenterede en identitet, som jeg ikke kunne se mig selv i. Det, vi tilbyder vores børn af muligheder for socialisering og dannelse, er med til at skabe dem, hvordan de er som køn, og hvordan de trives med det. I sidste ende om de føler sig rigtige eller forkerte,” siger Cecilie Nørgaard.

Hun oplever, at rigtig mange forældre i dag er reflekterede omkring de ideologier og værdier, de synes, er rigtige og vigtige, men der er stadig rigtig langt fra at have en holdning om, at man gerne vil opdrage sine børn til at være rummelige og ikke-stereotype – men derfra og til at handle på holdningen, er der lang vej endnu.

Her er vi stadig styret af nedarvede idéer om, at drenge og piger leger forskelligt, og det er med til at skabe en virkelighed, hvor der stadig er flest biler og klodser på drengeværelserne, mens Barbie-dukkerne og kreaprojekterne er forbeholdt pigerne. Men vi skal huske, at det, vi fylder vores børns hylder med, også er det, vi fylder dem med, fastslår kønssociologen.

“Metastudier viser, at hjernen er plastisk og udvikler sig i forhold til det, vi tilbyder vores børn. Hvis vi kigger på biologien, kan vi se, at drenge gennemsnitligt har en fordel i forhold til den rummelige, spatiale intelligens, fordi de bliver stimuleret med legetøj som Lego og byggeklodser. Men vælger du at give en pige klodser, kan det på bare tre måneder forandre sig. Så de ting, vi tilbyder, skaber mulighederne for, hvordan barnet kan udvikle sig,” forklarer Cecilie Nørgaard.

Hun oplever, at vi ofte underkender betydningen af de enkelte, små eksempler i hverdagen, der peger barnet i en bestemt retning. Det kan være, når bedsteforældrene til etårsfødselsdagen giver en dukke til pigen og en bold til drengen. Set isoleret virker det så ubetydeligt – men vi bliver nødt til at hæve os op og se det i det større billede.

“Det kan virke enormt banalt og nede i småtingsafdelingen. Men hvis alle de gaver, barnet får i fødselsdagsgave og til højtider gennem barndommen, spinder sig over samme stereotype kønsopfattelse, bliver det som perler på en snor, der til sammen skaber opfattelsen af, at ’sådan her skal du være på baggrund af dit køn’.

Og det er simpelthen en gammel, outdatet fortælling, vi bliver ved med at genskabe, og som har konsekvenser i forhold til at udvikle sig alsidigt. Der er ingen forskning, der peger i retning af, at dit køn skal bestemme, hvem og hvad, du kan blive i verden,“ lyder det fra Cecilie Nørgaard.

Voksne kan ikke styre børns lege

Julie Lahme går heller ikke ind for at dele børn op i hver sin kasse, hvor særlige lege og bestemt legetøj hører til. Men havde hun haft børn, der legede med Barbie, havde hun givet dem lov til at gå amok i drømmeslotte, Barbie-heste og ikke mindst den åbne, pink sportsvogn – for hun mener, at det lyserøde univers repræsenterer en fantasi, og den skal børnene have lov til at udleve. For børn kan godt kende forskel på fantasi og virkelighed – og uanset hvad kan vi som voksne ikke tage kontrol over legen.

“Hvis der er én ting, jeg har lært af at have børn, så er det, at man ikke kan styre legen. Da mine drenge var små, syntes jeg ikke, de skulle have våben. Jeg havde købt en dukkevogn til dem, men i deres leg blev den til en armeret tank, og så brugte de pinde til at skyde med. Det er ligesom med Jurassic Park, life finds it’s way, og det gør legen også,” siger Julia Lahme.

Hun har som nævnt stor tiltro til børns evne til at skelne fantasi og virkelighed – men hun opfordrer alligevel til, at vi som forældre taler med vores børn om dette.

“Jeg mener sagtens, vi som forældre kan tage nogle snakke med vores børn om, at så tynde og storbarmede som Barbie-dukkerne er, er der ingen mennesker, der er i virkeligheden. Også fordi det er den samme øvelse, vi skal lave hele livet, når vi ser nogen, der ser ud som om, de kan det hele på Instagram, lyder det fra Julie Lahme.”

Barbie uden stereotyper, tak

Cecilie Nørgaard er spændt på at se, hvordan Barbie bliver portrætteret i den kommende Hollywoodfilm. Hun synes, det er interessant, at instruktøren, som skal fortolke Barbie anno 2023 er Greta Gerwig, som er kendt for sine skæve kvindeportrætter i film som den Oscar-nominerede Lady Bird. Valget af hende kunne tyde på, at tanken er at bevæge sig væk fra det stereotype univers og over i noget mere tidssvarende.

“Jeg ved godt, at Mattel ikke er sat i verden for at flytte politik og menneskerettigheder, men vi lever i en verden med 17 globale verdensmål, hvor ligestilling er ét af dem, og jeg synes, at med den magt, som firmaet har med Barbie, ville det klæde dem at tage ansvar for at viderebringe et nuanceret billede, som ikke kun tolererer menneskelig forskellighed, men også stiller sig kritisk over for normerne.

Dér kan det jo være, at filmen er et skridt i den retning. Jeg mener også, at det er en nødvendighed for at overleve, for store, internationale brands kommer ikke ud på den anden side af #metoo og Black Lives Matter uden at have forholdt sig til, at verden har forandret sig.”