Kan du lege? Sådan støtter du op om dit barns legeaftaler

Da jeg var barn, var der ikke legegrupper. Og hverken forældre, pædagoger eller lærere havde stor indflydelse på mit sociale liv. Jeg var slyngveninde-typen, og det fik jeg lov til at være. I børnehaven legede jeg kun med Lillian.

I indskolingen var det Lise – indtil hun flyttede til Jylland, og Marie overtog rollen. Marie valgte sproglig linje på gymnasiet, og jeg gik på matematisk, så Stine blev bedsteveninden herfra. Men nutidens børneliv ligner ikke det, vi havde i 80’erne og 90’erne. Som mor til tre små børn, hvor den sidste kun lige har forladt børnehaven, og den ældste endnu ikke er gået fra tween til teen, kender jeg alt til at bokse med balancen mellem at være engageret mor og venskabsmager.

For hvornår er det lige, jeg skal sætte gang i legeaftalerne, når min tumling er ved at falde om af træthed efter en dag i skov og på legeplads? Hvad gør jeg, når min knægt har fundet sin soulmate allerede en uge inde i 0. klasse og ikke har blik for andre?

Skal jeg foretage et følelsesmæssigt kirurgisk indgreb og separere dem fra symbiosen, så andre børn kan være med i legen, eller skal jeg lade dem nyde tosomheden? Og hvad gør jeg, når skolen anbefaler en legegruppe med to drenge og to piger, som min søn har absolut ingen kemi med? Må han holde ud, mens jeg spiller Uno med pigerne, og hans far prøver at holde drengene fra at splitte stuen ad?

Vores egne forældre lod børn være børn, venner var noget, man selv valgte, og legeaftaler var ikke et socialt eksperiment. Så skal voksne af i dag trække følehorn og time manager til sig og bare blande sig uden om?

Et pædagogisk redskab

Legeaftaler og voksenstyret leg er ikke aktuelt i barnets første år. I vuggestuealderen leger børnene mere ved siden af hinanden end sammen, forklarer pædagog Natascha Jacobsen, der, udover at være uddannet pædagog og arbejde i den integrerede institution Æblehaven på Frederiksberg, også er mor til et børnehavebarn.

"Men i børnehaven bliver den voksenstyrede leg et pædagogisk redskab, hvormed børn kan få øjnene op for nye venner. Det er især om formiddagen, når der er er ressourcer til det, og børnene er friske, at vi kan arbejde med opdelte grupper, hvor vi kigger på, hvem der kunne være gode sammen, og om der er nogle små, som har godt af en stor at se op til. Der vil altid være børn, der har sværere ved at danne relationer end andre, og det kan vi hjælpe på vej. Dem, der har let ved det, bliver rollemodeller, som de andre børn kan spejle sig i. Omkring tre-treethalvårsalderen kan man begynde at lave private legeaftaler, men kun hvis barnet magter den ekstra sociale kontakt."

"Da min egen datter var på den alder, gik hendes veninder til dans, svømning og legeaftaler, mens hun bare kollapsede af træthed, når hun kom hjem. En legeaftale skal først og fremmest være en succesoplevelse. Så vurdér, hvad energien er til", siger hun.

"Men sørg gerne for at starte legeaftalerne op inden skolestart. I skolen skal børnene samarbejde meget på tværs, så det er god træning inden. Undgå kun at dyrke én ven eller veninde. Mange forældre er meget hængt op på at skabe en “bedste ven relation” og siger hele vejen til børnehaven: “Ih, vi må håbe, Anna er kommet, så I kan lege.” Men hvad så, når Anna er syg eller på ferie? Tal i stedet om, at det bliver en spændende dag, og hvem mon der er kommet. Men hvad med den allerførste legeaftale? Skal jeg tage med og drikke kaffe med Annas mor, eller kan jeg bruge de to timer på at lave noget andet?"

"Det afhænger helt af, hvordan dit barn har det. Hvis hun kender Annas forældre godt, er behovet for at have mor og far med formentlig ikke så stort. Er det derimod en legekammerat, hvor man ikke kender forældrene så godt, kan det være trygt at have mor eller far med. Måske bare til at starte med", foreslår pædagogen.

"Men lyt til dit barn. Ofte synes de, det er sjovere at tage på legeaftale uden forældre", siger hun.

Natascha Jacobsen foreslår også, at tidsrummene er korte, for eksempel et par timer, og helst på tidspunkter, hvor børnene er oplagte. Det kan for eksempel være en formiddag i weekenden eller en ugedag, hvor der er mulighed for at hente børnene tidligt.

"Det vigtige er ikke antallet af legeaftaler, men kvaliteten af dem. Det er godt, at børnene lærer at socialisere med andre – både dem fra børnehaven, men også en god nabo fra opgangen eller en kammerat fra vejen."

Legegrupper bekæmper ensomhed

Børnepsykolog og familieterapeut Charlotte Diamant mener også, det er vigtigt, at legeaftaler bliver hjulpet på vej. Det er godt, hvis pædagoger støtter op om venskaber og minder travle forældre om at lave legeaftaler i børnehavealderen, men at det især er i indskolingen, at den voksenstyrede leg kan være afgørende.

"Klasser er jo tvungne fællesskaber, på samme måde som vi oplever det på en arbejdsplads, hvor det ikke er alle kolleger, vi svinger lige godt med", siger Charlotte Diamant.

"Nogle mennesker bevæger sig i verden, som om de er mere berettigede end andre. En socialt kompetent familie føler måske ikke, de har brug for den indgriben, som faste legegrupper er. Men de børn, der allerede er fremme i skoene, kan også have glæde af at lære kvaliteterne ved børnene i hjørnerne." 

Derfor er det vigtigt at støtte børn i at involvere sig i børn, de ellers ikke ville få øje på. Hun understreger, at selvom forskningen viser, at der er mindre mobning i dag end for 20 år siden, så er ensomhed blandt børn et voksende problem.

"Vi er blevet bedre til at være sammen med andre prosocialt, men der vokser en ensomhed ud af de lange skoledage og digitale fællesskaber som Fortnite eller Snapchat. Du bliver måske ikke drillet, men du kan tydeligt se, at du ikke er med der, hvor det sjove sker", fortæller Charlotte Diamant.

"Her kan legegrupperne fungere godt, fordi de træner børnenes tolerance. Og selvom forældre ikke behøver at styre alt, så er tre timers legegruppe én gang om måneden godt givet ud. De børn, der er udfordrede, bliver hjulpet til et fællesskab, og for dem, hvor legegrupper kan føles overflødige, er det i værste fald en øvelse i at inkludere og derfor ikke helt spild af tid."

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du dit barn at blive en god ven

Støt op om dit barns nej

Det lyder jo ganske rimeligt, og tre timer kan vi alle formentlig klare, tænker jeg, men når jeg ganger mine tre børn med legeaftaler, ser jeg ni eftermiddage for mig, hvor dynamikken måske, måske ikke, spiller. Og her sætter familieterapeut Fie Hørby ord på noget, mange forældre nok har dealet med på et eller andet tidspunkt.

"Det er fint, at der er noget voksenstyret aktivitet og legegrupper, der støtter børn i at finde sammen i nye konstellationer. For når de får øje på alle i flokken, styrker det fællesskabet og sammenhængskraften i klassen. Men den del, der ikke er befordrende, er, når børn ikke må sige nej til at deltage, eller alle skal inviteres til barnets fødselsdag. Eller kun drengene. Hvorfor tillader vi den slags regler i børnelivet, for sådan fungerer voksenlivet jo ikke?

Forestil dig, at du sidder i en god snak med en veninde på en café, og der sidder en mand alene i hjørnet. Caféejeren kommer så over og siger til jer, at manden skal sidde med ved jeres bord og deltage. Hvad tror du, der sker med jeres samtale? Den går i opløsning, og det er meget sandsynligt, at I vil synes, manden er irriterende, fordi han er blevet jer påduttet. Det forringer relationen."

Fie Hørby erkender, at det er en sårbar problematik, for ingen skal føle, de bliver holdt uden for klassefællesskabet. Men desværre er børn ikke særlig gode værter, når de får uønskede gæster på besøg.

"Jeg taler ikke for, at vi har ret til at udelukke kammerater, men derimod at vi giver friheden tilbage til børnene, så de kan vælge at invitere en lille håndfuld af nære venner i stedet for, at alle arrangementer er med alle eller ingen. Hun mener, at det er befordrende for selvværdet, når vi støtter vores børn i deres nej, når de bliver opfordret til at lege med børn, de ikke har kemi med, bare for at understøtte en pædagogisk dagsorden. Det er faktisk ikke dit barns opgave at løse problemet, og der er ingen børn, der vil være et medlidenhedsprojekt."

"Det er en paradoksal livslæring, vi giver vores børn, når vi mener, at de skal sige ja og inkludere alle, der vil dem, selvom lysten ikke er der, samtidig med at vi ønsker, de skal mærke efter og vælge med hjertet i deres kærlighedsforhold og relationer generelt. I dag sidder jeg med mange voksne, der aldrig fik lært at sige fra som børn og derfor nu ender i relationer og kæresteforhold, der ikke er styret af deres egen lyst, men af bestræbelsen på at gøre den anden glad. Det nytter jo ikke noget, at vi prøver at skabe børn med højt selvværd, og samtidig aflærer vi dem evnen til at lytte til sig selv, når de er i skole og børnehave. Jeg kan mærke, at jeg bliver lettet på mine børns vegne. Men hvad stiller jeg op med det fine legegruppeinitiativ, hvis det bare ikke spiller hjemme hos os en dag?"

"Du er ærlig på børnenes vegne. Ring til forældrene og sig, at i dag svinger det ikke, så de skal komme og hente deres børn", siger eksperten.

"Og du må gerne afvise legeaftaler, dit barn ikke gider, selvom den samme mor bliver ved med spørge. Fortæl hende, at lysten ikke er der endnu, men at I lover at give besked, hvis situationen ændrer sig. Til gengæld skal vi ikke forhindre vores børn i at lege med kammerater, hvor der ofte opstår splid, hvis de fortsat beder om legeaftaler. Børn skal gøre sig deres egne erfaringer – også ud i konflikthåndtering og forsoning."   

Blik for børnene

Jeg er tilbage i skolegården med ny viden. Jeg skal være tydelig omkring mine børns grænser, så længe jeg støtter op om den pædagogiske og sociale indsats, som børnehave og skole har blik for. Men hvorfor er det, at nogle forældre (mig selv inklusive) kan finde det overvældende og udmattende, når det kommer til legegrupper og reglementer?

"Jeg tror, vi er mange, der savner Barndommens Gade. Vi var ikke så overvågede som børn – på godt og ondt", siger Emilie Gerbola, der er lærer for indskolingen på Grundtvigsvej skolen og mor til tre.

Hun mener, at børnene for mange forældre er blevet det ypperste projekt, der ikke må fejle, og derfor bruger vi så meget energi på at overveje, hvordan vi skal gøre det godt nok.

"Der er mange succeshistorier med legegrupperne, for det er så sundt, at børnene får set hinandens hjem, og at forældrene møder hinanden uden for skolen. Men det er helt afgørende, at grupperne sammensættes af pædagogiske voksne, der kan tilgodese børnenes behov og spirende relationer – det må ikke bero på et tilfældighedsprincip fra en forældregruppe. Det bliver hurtigt for sårbart", siger Emilie Gerbola.

"Og så skal vi fra skolens side være bevidste om, hvor tonse-travlt mange har det med sportsaktiviteter, venner i gården og familiearrangementer. Så vi skal også passe på familierne. Det kan være meget at have fire ekstra børn med hjem, og et barn skal ikke stigmatiseres, hvis forældrene ikke har overskuddet, eller barnet ikke er moden til det."

Skolelæreren opfordrer til, at de ressourcestærke forældre med børn, der trives, ikke er asociale og melder sig ud af legegrupperne, mens der skal være plads til, at andre børn, der bruger hele deres kapacitet på en lang skoledag, eller hvor familien kun kan klare et minimum, kan undlade at deltage.

"Og så skal legegrupperne ikke få karakter af en madklub eller en ekstra børnefødselsdag. Hold det nemt og enkelt. Det er fint med et brætspil eller endda at sætte en film på. En ufarlig aktivitet, der ikke kræver for meget af nogen. Og kan I ikke finde plads til det, så bed skolen om hjælp, så legegruppen samles om et spil med en pædagog om eftermiddagen", råder hun.