Liv kom ti uger før termin

Vi havde længe snakket om børn, og vores bryllup blev startskuddet på projekt baby. Jeg blev hurtigt gravid, og straks befandt vi os i en forventningsfuld lykkerus – vi skulle være forældre!

Desværre aborterede jeg tre gange inden for det næste års tid, så da jeg blev gravid for fjerde gang, turde vi næsten ikke glæde os.

Graviditeten blev en hård omgang, både fysisk og følelsesmæssigt, men alligevel elskede jeg at være gravid, at mærke og se forandringerne i min krop og vide, at vores baby var på vej.

Ikke endnu!

I starten af uge 30 fik jeg en fornemmelse af, at noget var galt, men både vagtlægen og min egen læge forsikrede mig om, at alt var i skønneste orden, og der var jo også længe til min termin.

En aften klokken halv otte, hvor jeg lå og slappede af, fik jeg pludselig en slags spændinger i maven, der kom og gik. Instinktivt vidste jeg at, det var veer.

Jeg begyndte at skrive ned, hvornår de kom, og med det samme viste der sig et regelmæssigt mønster med cirka syv minutter imellem.

Vi ringede til fødeafdelingen og talte med en jordemor. Jeg skulle tage et par Panodiler og lægge mig ned. Hvis ikke veerne var gået i

sig selv efter en time, skulle vi ringe igen.

Veerne fortsatte ufortrødent, og jeg måtte koncentrere mig om min vejrtrækning, så vi ringede tilbage. Vi blev bedt om at komme ind til et tjek, men jordemoren tog det ganske roligt.

Vi ankom til fødegangen midt i vagtskiftet, så jeg lå nogen tid og ventede på en ny jordemor. Da hun kom, bemærkede hun, at jeg da godt nok så lidt anstrengt ud, når veerne kom.

Hun undersøgte mig og sagde ‘du er fire centimeter åben!’. Jeg vidste godt, hvad det betød, men måtte alligevel spørge ‘kommer hun så nu?’.

Det gjorde hun. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig – det var jo alt, alt for tidligt!

Læs mere om fødslen på næste side >>

Født 1. april

Nu gik det hurtigt, og automatisk blev jeg selv stærk og fattet. Jeg fik CTG-måler på og indsprøjtninger med lungemodner og forebyggende penicillin til den lille samt vehæmmende medicin.

Fødslen skulle strækkes så længe som muligt, for at lungemodneren kunne nå at virke. Desværre tog veerne bare til i styrke. Ved halvfemtiden om morgenen blev de rigtig hårde.

Smertestillende medicin var udelukket, ligesom jeg skulle blive liggende på ryggen af hensyn til min baby. Iltmasken hjalp mig dog til at koncentrere mig om min vejrtrækning, og min mand var en dejlig støtte.

En times tid efter fik jeg pressetrang. Så tog jordemoren vandet, og jeg kunne selv blive mere aktiv. Det gav ny energi, selv om jeg var

træt.

Jeg pressede, og pludselig hørte jeg min mand sige ‘ej, hun har sort hår!’. Jordemoren bad mig presse på den næste ve og så gispe, når hun sagde til, men det nåede jeg ikke, for midt i presset hørte jeg i stedet jordemoren sige ‘ups!’.

Klokken var kvart i syv om morgenen den 1. april, og vores datter var født.

Vi var blevet forberedt på, at vores lille pige nok ikke kunne trække vejret, når hun kom ud, så det var ubeskriveligt fantastisk, da vi hørte hende skrige.

Hun fik oven i købet lov at komme op på min mave et kort øjeblik, mens navlesnoren blev klippet. Så tog børnelægerne over og kørte af sted med mit barn i kuvøse, og min mand fulgte efter.

Det var en underlig og ensom følelse at ligge alene tilbage og være nybagt mor. Liv vejede 1540 gram og var 43 centimeter lang ved fødslen.

Flere reagerede på nyheden i den tro, at det måtte være en grov spøg i anledning af datoen. Liv var indlagt på neonatalafdelingen i seks uger, og imens boede jeg på sygehuset.

Hun er nu 11 måneder gammel og har det rigtig godt. Hun er meget sansesart, men er ellers stor og stærk og dygtig – ingen aprilsnar, men derimod verdens mest perfekte og dejligste barn.