Månedens fødsel: Endelig en drømmefødsel

Da jeg igen stod med en længe ventet positiv graviditets-test, var det med en traumatisk fødsel i bagagen. Den første gang havde været fyldt med læger, nervøsitet, komplikationer og et brækket haleben, men ud kom min første guldklump heldigvis.

Denne gang var jeg fast besluttet på, at jeg VILLE glæde mig, og jeg VILLE have en god fødsel. Som månederne gik, og jeg ligesom sidst ramte min terminsdato uden nogen baby i sigte, kunne jeg igen se frem til en mulig igangsættelse, og det fik jeg også. Ni dage over tid mødte min kæreste, Stefan, og jeg op på hospitalet, klar til at modtage de første piller. Vi kendte jo rutinen, så det hele var hurtigt overstået. Jeg var ikke åben endnu, og jeg fik første sæt piller, som gav lidt murren og lidt værre plukveer end normalt. Vi fik en tid til næste morgen klokken 8.30 og gik ud og fik os en stor, saftig burger. 

Næste morgen var der stadig ikke andet end lidt murren, så jeg fik endnu et sæt piller og en tid igen klokken 13 samme dag. Jeg var ærligt talt begyndt at blive en anelse negativ over, at der ikke i det mindste bare var LIDT rigtige veer. Men vi tog hjem, og jeg lagde mig for at blunde lidt. Da jeg vågnede igen, var der endelig begyndt at ske noget. Det var ikke slemme veer, men de var der. 

Vandet gik med et smæld

’Du presser bare med, når du har lyst’

Min mor kom kort tid efter – hun havde gudskelov besluttet at køre, selvom Stefan havde sagt, at hun godt kunne vente lidt. Da klokken nærmede sig 15.45, mente hun, at nu skulle vi vist af sted, for veerne kom med under to minutters interval. Det var en god beslutning! Lige så snart jeg rejste mig fra sengen, kom den første presseve. Stefan bar mig ud i bilen, da jeg ikke kunne koncentrere mig om at gå, men bare ville presse med.

Det var den længste køretur nogensinde. Aldrig har jeg kæmpet så meget for at holde tilbage.

Vi ankom til hospitalet, men måtte stoppe og finde en kørestol, og derefter skulle vi finde fødegangen. Vi kom først ind på barselsgangen – hold nu op, hvor var det nogle lange, intense minutter. 

Vi ankom klokken 16.23, og jeg kom op på en briks og blev undersøgt. ‘Malene, du presser bare med, når du har lyst’, lød det fra Anita, verdens sødeste jordemoder. Jeg kom om på alle fire, og Stefan var i ren panik, for det var ikke helt sunket ind hos ham, at det altså var nu. 13 minutter senere kom den sødeste lille dreng til verden. Jeg tog selv imod ham, stadig iført stropbluse og nederdel og helt omtumlet efter den fart, han havde haft med sig. 

Jeg fødte uden smertestillende, og jeg var hundrede procent til stede hele vejen. Det var en helt fantastisk oplevelse – og så dejligt endelig at få drømmefødslen. 

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Først skete der intet – så gik det stærkt

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel

LÆS OGSÅ: Fødselsforberedelse: Hvad passer bedst til dig?