Maria tog en vigtig beslutning, da hun skulle forklare sine børn, at hun er adopteret

Hvad er en rigtig mor? Maria Eun Elkjær har aldrig været i tvivl om, at hendes forældre, Dorte og Mogens Hansen, er hendes rigtige forældre. At hun var født af en kvinde i Korea, har hun aldrig tænkt ret meget over.

Artiklen fortsætter efter videoen...

"Det er mine forældre her i Danmark, der har passet på mig, puttet mig, trøstet mig og givet mig mad og kærlighed. Mine biologiske forældre er jeg beslægtet med gennem blodet, men jeg kender dem jo ikke," siger 38-årige Maria, der bor i Bagsværd.

Når hun alligevel har beskæftiget sig med emnet adoption de senere år, skyldes det, at hun selv er blevet mor. Hun og hendes mand, Carsten Elkjær, er forældre til Christian Malvin på otte og tvillingerne Mille Marie og Laura Sofie på fem år. For at forklare dem, hvad det vil sige, at hun er adopteret, ledte Maria efter en børnebog om emnet.

"Sådan en bog kunne jeg bare ikke finde. Derfor besluttede jeg at skrive den selv," siger Maria.

LÆS OGSÅ: Jette har 5 biologiske børn og 4 plejebørn: “De har måske ikke ligget i min mave, men de bor i mit hjerte”

Maria ved fra sine papirer, at hun blev født i en familie, der havde fire piger i forvejen, forældrene ville så gerne have en dreng. Faren var gadefejer, moren arbejdsløs, og da femte barn ikke var den ønskede dreng, besluttede de at bortadoptere hende. Fem måneder senere landede Maria i lufthavnen i Kastrup, hvor hun blev overdraget til Dorte og Mogens.

Hun finder et billede fra lufthavnen, hvor de sidder med hende for første gang.

"Det var en stor dag for dem. Jeg tror alle, der er adopteret fra Korea, har sådan et billede af sig selv," siger Maria.

Den var den 5. maj, hun ankom til Danmark. En dato, der siden er blevet fejret som hendes ”komme-dag”.

"Som børn fik jeg og min lillesøster, der også er adopteret fra Korea, altid en gave på vores komme-dage. Der blev lavet koreansk mad og flaget med dansk og koreansk flag," siger Maria, der har holdt fast i at fejre komme-dagen som voksen.

Fremmed blandt koreanere

I dag lever der folk fra mange kulturer i Vallensbæk, hvor Maria voksede op. Dengang skilte hun sig ud med sit asiatiske udseende. 

"Hvor den rødhårede dreng i klassen blev drillet med det, blev jeg kaldt for sjing-sjang-sjaske eller kineser. Sådan noget børn siger. Det er ikke noget, der har givet mig traumer," siger Maria.

I det hele taget følte hun sig lige så dansk som sine kammerater. Faktisk var det først, da Maria efter studentereksamen besluttede at rejse til Korea, at hun for alvor følte sig anderledes.

"Undervej skulle jeg skifte fly i Paris. Jeg har aldrig følt mig så anderledes, som da jeg stod mellem alle de bittesmå koreanere, der også skulle videre med flyet til Seoul," siger Maria, der med sine 166 cm er en høj koreaner.

Også under opholdet i sit fødeland følte hun sig anderledes. Hun måtte opgive at arbejde i det, der svarer til en dansk børnehaveklasse, fordi børnene simpelthen ikke forstod, hun ikke kunne tale med dem, når nu hun så ud ligesom dem. I stedet fik hun et andet frivilligt arbejde.

LÆS OGSÅ: Forfatter Tine Høeg: ”Jeg havde behov for at sætte ord på det, jeg stod i”

I Korea mødte Maria unge fra mange lande, der ligesom hende var adopteret derfra. De fleste havde forsøgt at opsøge deres rødder og undrede sig over, at Maria ikke havde planer om det. 

"Jeg var glad og taknemmelig over, at jeg havde fået mine forældre i Danmark."

Når jeg valgte at rejse til Korea, skyldtes det først og fremmest nysgerrighed. Jeg havde ikke haft til hensigt at kontakte min biologiske familie, siger Maria. Alligevel valgte hun at gøre forsøget.

"Jeg besøgte adoptionsbureauet Holt, som havde stået for min adoption. De mente, at de nemt ville kunne finde dem. Derfor sagde ja til at lade dem prøve," siger Maria.

Med i Marias beslutning var også, at hendes danske forældre og lillesøster på det tidspunkt besøgte hende i Korea og kunne være der for hende, hvis hun fik brug for det.

”Ikke klar”

Det fik hun ikke. Maria nåede så langt, at en medarbejder ved bureauet talte med hendes biologiske mor og en af søstrene. De var begyndt at græde, syntes det var interessant, at Maria var i landet, men de var bange for at sige det til faren og var "ikke klar" til at møde hende, lød beskeden. 

"Her skal man forstå, at det i Korea er en kæmpe skam at være nødt til at bortadoptere et barn. Alligevel tænker jeg, det er mærkeligt, at man afviser at mødes, når det bortadopterede barn ringer 18-19 år senere. Men jeg havde som sagt ikke haft min biologiske familie i tankerne omkring min rejse, så på den måde var jeg ikke skuffet," siger Maria.

14 dage senere rejste hun som planlagt hjem og fortsatte sit danske liv.

Først da Maria blev mor, blev emnet adoption igen aktuelt for hende. Allermest tænkte hun over det, da hun var på barsel med de to yngste og tit havde den ældste hjemme.

LÆS OGSÅ: Traumer hos børn: Her er alt det, du gerne vil vide

"Ligesom mine forældre altid har talt naturligt med mig om adoption, ønskede jeg også at gøre det til et naturligt livsvilkår for mine børn, at deres mor er adopteret," siger Maria.

Her var det, hun besluttede at skrive bogen.

"Jeg er ganske vist jurist, men jeg har altid været glad for at skrive," siger Maria.

Da Danmark blev corona-nedlukket, fik Maria også tiden til det og er nu aktuel med "Ellens mor har skæve øjne". 

"Arbejdet med bogen har i sig selv været en anledning til at tale med børnene om min adoption og om, hvad en rigtig mor er. Det er jo særligt aktuelt i dag, hvor vi ser så mange forskellige familiekonstellationer," siger Maria.

Svaret giver hun i bogen, hvor hun lader en af personerne sige, at en rigtig mor sidder i hjertet.