Jette har 5 biologiske børn og 4 plejebørn: “De har måske ikke ligget i min mave, men de bor i mit hjerte”
Ud over deres fem biologiske børn er Jette Hill Ludvigsen og hendes mand forældre til fire plejebørn. Siden 12-årige Natasha trådte ind i Jettes butik for 10 år siden, har Jette kæmpet for at give anbragte børn et trygt hjem med masser af kærlighed og søskende - og inspirere andre til at gøre det samme.
Forestil dig en 55-årig kvinde med fregner og vilde, lyse krøller komme ridende på en Pippi Langstrømpe-hest ned gennem et villakvarter i Vanløse. Selvom det lyder lidt skørt, ville tanken ikke ligge Jette Hill Ludvigsen så fjernt, som man skulle tro. Siden barnsben har hun nemlig været ridepige, og netop Pippi og hendes tilgang til livet føler Jette et særligt bånd til.
Artiklen fortsætter efter videoen...
"Jeg identificerer mig fuldstændig med hendes motto om, at ”det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”," bedyrer Jette – og hendes historie betvivler ikke sandheden i dette.
Seneste skud på stammen af fabelagtige ideer er forårets udgave af festivalen ”Cool Days”, som er en festival i egen have for anbragte børn og unge. Men det vender vi tilbage til.
Plejefamilie ved et tilfælde
Jette Hill Ludvigsen er tidligere tv-vært på Kanal 2, og selvom det er ved at være 21 år siden, hun sidst tonede frem på skærmen, går der ikke en dag, uden hun bliver genkendt – enten på gaden eller i sin egen tøjbutik i Hellerup, hvor hun har sin daglige gang. Tidligere lå butikken i Vanløse, og det var her, Jettes liv for ti år siden ved et tilfælde blev ændret hurtigere end en galop gennem Gribskov.
"En dag kom en 12-årig pige ind i butikken sammen med sin mor. Mens hendes mor var ude for at hæve penge, faldt pigen og jeg i snak. De ting, hun fortalte om sit liv på børnehjemmet, hvor hun boede, var langt fra den trygge, hjemlige tilværelse, som et barn i så sårbar en alder har brug for. Om man vil det eller ej, er et børnehjem en institution, ikke et hjem," fortæller Jette.
Pigen hed Natascha og endte efter lange tovtrækkerier med myndighederne med at blive Jette og hendes mand Davids første plejebarn. Den lange, seje kamp for at få Natascha som plejebarn handlede hverken om, at familien Hill Ludvigsen ikke var egnet, eller at Natascha ikke ville bo der.
Den handlede derimod om, at de allerede ved det første møde blev afskrevet som plejefamilie, fordi der lå en forventning fra sagsbehandleren om, at der i Nataschas kommende plejefamilie skulle være en hjemmegående mor og ingen andre børn. I Jette og Davids familie var der to udearbejdende forældre og en børneflok på fem.
"Da vi efter et kort møde på ti minutter gik derfra, var jeg rødglødende indvendig. Det viste sig nemlig, at sagsbehandleren aldrig havde mødt Natascha og derfor udelukkende baserede valget af en kommende plejefamilie på pigens sagsmappe, ikke på et personligt møde. Hun havde heller ikke undersøgt, hvem vi var, eller hvad vi havde at byde på. Det mindede mest af alt om blinddating."
"Vi havde til gengæld gjort vores research. Vi havde sørget for at få aktindsigt, og vi havde talt med Nataschas lærere og andre voksne i hendes nærmeste omgangskreds, så vi vidste mere om, hvem hun var – for hun var og er så meget mere end det, der står i hendes sagsmappe. Tænk, at man vælger en plejefamilie til et barn uden at have mødt barnet. Det virker jo helt vanvittigt," erklærer Jette med et tonefald, som ikke efterlader den mindste smule tvivl om, at hun var rystet.
Annonse
Opbakning og støtte
Annonse
Inden det næste møde sørgede Jette for, at Natascha havde en bisidder med til mødet, hvilket et barn har ret til. Et voksent, tillidsfuldt menneske, som udelukkende varetager barnets interesse. Jette forsøgte også at række ud til børnehjemmet, som Natascha boede på, for at komme forbi til et besøg, men det ville børnehjemmet ikke tillade, fordi der ikke skulle knyttes bånd.
"Hvorfor kunne de ikke i stedet sige: ”Arj, Natascha. Tænk engang, hvis du kunne komme til at bo hos sådan en fantastisk familie med mange søskende. Ville det ikke være skønt?”, men i stedet fortalte de hende, at med alle de børn i familien ville vi alligevel hurtigt miste interesse for hende. Jeg måtte indtrængende sige til Natascha, at den slags måtte hun aldrig tro på, for det var simpelthen ikke sandt."
Efter at have banket i adskillige borde og i overført betydning sparket en masse døre ind, blev Jette og David omsider godkendt som plejefamilie. Allerede inden godkendelsen kom Natascha jævnligt i familien, hvor hun fra første dag havde knyttet bånd til de andre børn og gled ind som en naturlig del af familien.
"Vi havde givet hende en notesbog, som hun kunne skrive i. En slags dagbog til sine tanker. En dag havde hun skrevet et lille brev i sin notesbog, som hun viste til mig. Med kantede børnebogstaver stod der: ”Jeg vil gerne bo hos familien Hill Ludvigsen, for her er rigtig rart at være”," fortæller Jette med en tydelig rørt stemme.
"Hun puttede selv brevet i en kuvert. Satte frimærke på. Og så tog hun det frankerede brev til kommunen i hånden, gik ud på fortovet og hen til postkassen, hvor hun selv puttede brevet i. Jeg var naturligvis med hende hele vejen, men jeg sagde til hende, at jeg syntes, at hun skulle gøre det. Med hendes viljestyrke spår jeg hende gerne at blive alt fra journalist til statsminister," griner Jette kærligt ved tanken om sit ældste plejebarn, som nu er flyttet hjemmefra.
Intet arbejde er vigtigere
Men hvad får overhovedet en familie med to voksne og fem børn til at blive plejefamilie?
Vi starter for mere end 30 år siden, da David og Jette mødte hinanden i Key West i Florida. Danske Jette skulle skrive en artikel til et rejsemagasin, og australske David tog turister med ud at dykke. Ni timer før Jette skulle med flyet videre til Miami, mødte de hinanden til en fest.
Lynet slog ned fra en klar himmel, og en måned senere kom Jette igen til Key West, hvor de holdt jul og nytår sammen i Floridas varme. Derfra gik det hurtigt. I marts måned steg David ombord på flyet til Danmark med en enkeltbillet i hånden – og resten er historie.
"Det hele gik meget stærkt, og vi var meget forelskede. Jeg havde fortalt, at jeg lavede noget journalistik for en tv-station, men jeg havde ikke fortalt, at jeg var vært på nyhederne. Så da David kom til Danmark, blev han pludselig hvirvlet ind i premierefester med rød løber, og han kom i de kulørte blade som min kæreste. Det burde jeg nok have forberedt ham lidt bedre på," griner Jette.
Der skulle heldigvis mere til at slå David ud af kurs, og sammen nød de livet med arbejde, fester og rejser de følgende ti år. Derfor lå det heller ikke lige i kortene, at en børneflok på ni ville blive fremtiden for dem. I hvert fald ikke hos omgivelserne, som antog, at Jette og David nok slet ikke kunne få børn. Til gengæld myldrede nabobørnene ind og ud af Jette og Davids hoveddør, fordi de syntes, det var hyggeligt og sjovt at komme på besøg.
Men sandheden var, at de begge er familiemennesker i stor stil og vokset op i familier med søskende, kusiner, fætre, onkler og tanter, så børn var helt klart på ønskesedlen. Og da de besluttede, at nu var de klar, gik der ikke længe, inden Louis, deres førstefødte, kom til verden. Fire år senere havde de fire børn.
"Vi var slet ikke til at stoppe, da vi først kom i gang," griner Jette.
Allerede under sin første barsel kunne Jette mærke, at det ikke gav mening for hende at være på skærmen, mens David gik derhjemme og puttede Louis. På det tidspunkt var Jette 32 år og havde allerede dækket valg, interviewet statsministre og talt med alverdens kendisser. Nu følte hun helt ind i marven, at der var noget, der var større og vigtigere.
Annonse
"Min førsteprioritet har altid været børnene. Der er ikke noget arbejde, der er vigtigere end børnene. Jeg elsker at se dem vokse og udvikle sig til helstøbte mennesker."
Derfor tænder det også en ild i hende at se, når børn bliver væltet omkuld. Så selvom deres efternøler og nummer fem i flokken, Carmen, kun var to år, da Natascha trådte ind i Jettes butik, tog det hverken David eller Jette mange øjeblikke at beslutte sig for at kæmpe for at blive hendes plejefamilie.
Og selvom de egentlig ikke havde planlagt at få flere plejebørn, gav deres rystende oplevelse af, hvordan systemet fungerer, og hvor mange børn, der har brug for at trygt og godt hjem, skubbet til, at de efter nogle år sagde ja til at blive godkendt til flere børn. På den baggrund åbnede de først deres hjem og deres hjerter for de to søskende Patrisia og Natasia samt endelig Nora, som er i aflastning i weekender og ferier. Og sådan blev fem børn til ni børn.
Festival for anbragte børn
Med sådan en skøn børneflok og et voksende engagement i anbragte børn er vi nu nået frem til den tidligere nævnte festival, som løb af stablen for første gang i maj måned. For et andet Pippi-citat lyder, at ”når man er ekstra stærk, har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre”.
En tankegang, som på fineste vis harmonerer med, at ideen til festivalen opstod på baggrund af, at anbragte børn oftere oplever at være mere alene og ensomme end andre børn. Det ønsker Jette at ændre med sin årligt tilbagevendende festival, som har fået det cool navn ”CoolDays”.
En weekend fyldt med fællesskab, koncerter og aktiviteter for 12-18-årige om lørdagen og for de yngre børn om søndagen. Og det blev et brag af en fest. Det var nemlig ikke helt tilfældige kunstnere, der dukkede op og gav koncert i Jette og Davids have, som i festivalens anledning var omdannet til koncertsted.
"Jeg havde spurgt vores børn om, hvem de allerhelst ville høre, hvis de kunne. De nævnte fire kunstnere, men troede ikke på, at jeg kunne få dem til at komme. Men det skal man ikke sige til mig – for så bliver jeg stædig," fortæller Jette med et beslutsomt udtryk i øjnene.
Og ganske rigtigt. Da de 200 anbragte børn, pædagoger og plejeforældre mødte op, var det til en koncert med præcis de fire kunstnere, som hendes børn havde sagt, at hun ikke kunne skaffe, nemlig Artigeardit, Icekid, Jimilian & Toko. Navne, som i den grad vakte lykke blandt de børn og unge, der deltog i festen.
"Det var en helt fantastisk dag. Det var så rørende at se alle de her unge mennesker stå og danse til musikken eller hoppe i rundkreds med musikerne, som i den grad engagerede sig i festen," lyder det med glæde i stemmen fra Jette, mens hun afslører, at også de voksne fyrede den af.
"Jeg lagde især mærke til en plejefar, der gav den max gas. Min egen søster og mine veninder holdt sig bestemt heller ikke tilbage, og da jeg på et tidspunkt selv gik på scenen under en koncert," råbte Jimilian ud til publikum: ”Nu går det amooooook!”.
"Det er sundt for børnene at se, at vi voksne ikke altid er så alvorlige og seriøse, selvom det jo desværre ofte er den slags voksne, de anbragte børn møder."
Til spørgsmålet om, hvorvidt hun er helt udmattet efter sådan et arrangement, griner hun bare og siger: ”Det eneste, jeg har lyst til, er at gå i gang med at arrangere den næste koncert”.
Frihed under ansvar
Familie og fællesskab kombineret med en tro på, at man kan, selvom man ikke har prøvet det før – også når det eksempelvis gælder om at arrangere koncerter for anbragte børn, går i lige linje tilbage til Jettes egen barndom lige udenfor Hillerød.
"Jeg var en ridepige, og jeg har tit tænkt på, hvad det der ridning har gjort ved mig. Jeg tror, at den har givet mig en Pippi Langstrømpe-styrke, fordi jeg tilbragte så mange timer på hesteryg – og nogle gange red jeg endda igennem skoven til skole. Jeg syntes, at Pippi var den sejeste pige, og hendes værdisæt med højt til loftet og plads til at være sig selv følger mig den dag i dag," forklarer Jette, som også husker en høj grad af frihed under ansvar fra sin barndom.
"Det var sådan, at jeg kunne komme og sige: ”Mor og far, jeg tager lige på interrail med Lene, vi er hjemme om en måned” og så sendte vi et postkort fra Grækenland, selvom vi var hjemme før postkortet," fortæller Jette grinende, mens hun ivrigt gestikulerer og forklarer, hvordan de dengang havde en frihed, som de færreste børn i dag kommer i nærheden af. Heller ikke hendes egne børn.
"Men det var muligt, fordi vi havde en tryg og kærlig base, som stolede på os. Vi skulle være ordentlige mennesker og passe på hinanden. Og det med at være gode mennesker og styrke fællesskabet er præcis det samme," Jette og David forsøger at give videre til deres egen børneflok.
"Da jeg lavede tv, blev vi målt på seertal, og jeg fik ros, hvis seertallene steg, når jeg kom på skærmen. Men det var på en måde tomme kalorier. Det her, som vi er vidne til hver eneste morgen, middag og aften, det er for mig det modsatte. Det er så uendeligt værdifuldt, fordi det er mennesker. At være sammen med mennesker giver mening."
"Siden dag et som plejefamilie har vi kigget på vores børn og tænkt ”hvor er det fantastisk”. Da Natascha som den første kom ind i familien, blev vores tvillinger til trillinger sammen med hende. De hoppede på trampolin, flettede hinandens hår, sov inde på hinandens værelser. De var uadskillelige. For alle vores plejebørn har det været en lykke at komme ind i en familie med så mange søskende – og at se det blomstre, som vi troede på var muligt, er den vildeste oplevelse," lyder det taknemmeligt.
Som ringe i vandet
At Jette og David gør en indsats udover det sædvanlige, skal man ikke bruge mange øjeblikke på at se. Men med tanke på, at der er omkring 14.000 anbragte børn i Danmark, kan det så alligevel ikke få selv den mest ihærdige og hjertevarme plejefamilie til at føle, at indsatsen blot er en dråbe i havet?
"Nej, det er jeg helt sikker på, at det ikke er, for jeg ved, at det giver genklang. Nogle af mine tidligere kolleger ringede til mig en dag for at høre, om de ikke måtte komme forbi til kaffe. De var blevet interesserede i selv at gøre noget, og i dag er de blevet plejefamilie til en lille, brasiliansk dreng."
"Bare det seneste år er der kommet to mennesker, som følger mig på de sociale medier, ind i min butik for at fortælle, at de også er blevet plejefamilier. Jeg ved, at jeg er med til at så nogle frø – og hvis bare et, to eller tre børn får en værdig barndom, så er det på ingen måde en dråbe i havet for mig," fastslår hun med en stemme, der afslører, at hun igen bliver følelsesmæssigt berørt af samtalen.
"Jeg siger selv til mine børn, at jeg vil blive så skuffet, hvis jeg hører dem tale dårligt om mennesker i vores samfund, der har det svært. Der er ingen, der vælger et lorteliv. Det sker, fordi man er blevet svigtet. Derfor er det vigtigt, at vi alle sammen bliver bedre til at se, hvad vi kan gøre for andre, fremfor hvad vi selv har brug for. Det gælder i høj grad også, når vi voksne arbejder med anbragte børn. Det er altafgørende, at vi lytter til, hvilke drømme og ønsker de har i deres liv. Alle børn skal have en stemme."
Hun tager et kig ud på terrassen, hvor der står et langbord med plads til 14 stole. I stuen med store vinduespartier ud mod haven står der endnu et langbord.
"Jeg elsker, når vi sidder her. Vi føler os så rige ved at have alle de her børn og alle deres venner. Vi lærer enormt meget af dem. Jeg kom for eksempel på TikTok i går. Og vi debatterer med dem, når vi sidder og spiser eller hygger omkring langbordene. Vi er ikke bare gamle, kloge David og Jette, vi bliver også beriget af det, alle de her unge mennesker giver til vores liv," understreger hun.
At nogle kan finde på at spørge, om hun elsker sine plejebørn lige så højt som sine biologiske børn, kan hun slet ikke forstå.
For som hun siger: ”De har måske ikke ligget i min mave, men de bor i mit hjerte”.
"Vi er familie for livet. Den dag, vi bliver pensionister, og de alle sammen vælter ind med barnevogne og voksiposer, og der bliver spillet spil her ved bordet … Det må være den ultimative lykke for os," slutter hun med et bredt smil.
