Mor og meditation: ”Vi løser konflikter ved at synge hjertesange”

Da jeg uddannede mig til coach og terapeut, skulle jeg afprøve alle metoder selv. Jeg skulle på et tidspunkt guide de andre elever i meditation, og jeg var bare naturligt god til det. Det var nemt for mig at kanalisere meditationer. Jeg forbereder ikke, hvad jeg skal sige. Det er nok, at jeg sætter mig i en rolig, åben og nærværende position, for så kommer ordene bare til mig.

Hvis jeg sidder over for et menneske og skal guide vedkommende én til én, oplever jeg det som om, at jeg har forbindelse til en kilde, som er større end mig selv. Og selvom jeg ikke ved en masse, om den, jeg sidder over for, så rammer jeg oftest ned i det, de har brug for.

I denne her periode af mit liv, hvor jeg er meget på som mor, er det sjældent, jeg mediterer alene. Det gjorde jeg dagligt, mens jeg var gravid, og der lavede jeg også meditationer til gravide. Jeg skabte en kontakt til det barn, der var i maven og forstærkede den forbindelse, vi havde til hinanden. Nu mediterer jeg sammen med mine børn, hvor jeg guider dem med rolig stemme og kærlige ord.

Det hjælper dem til at slappe dybt af, give slip på dagen eller lindrer følelsen af at være overvældet, udkørt eller pylret. Ofte lægger jeg en hånd på både mit og mit barns brystkasse og forestiller mig, at jeg sender lys, kærlighed, velsignelser og heling til mit barn imens. Hvis Louies lille krop stadig er sprængtfyldt med energi klokken halv ni, så trykker jeg ham med blide, men faste greb rundt på kroppen for at få ham “ned i kroppen”, mens jeg guider ham med kærlige, meditative ord.

Børns reaktioner på meditation er normalt megafede. De er så åbne. Mange voksne har en forudindtaget mening om meditation. Det har børn ikke. Det handler især om måden, vi præsenterer det for dem. Hvis den er åben, kærlig og nysgerrig på, hvad der skal ske, så kopierer børnene det. Jeg har aldrig oplevet negativitet fra børn. Der er nogle børn, der bliver urolige og lidt nervøse, inden de skal meditere, fordi de nu skal finde ind i sig selv. Men aldrig en negativ reaktion.

I meditation med børn er det altid det legende element, jeg fokuserer på. Jeg siger bare, hvad der falder mig ind, guider dem til ro, hvad jeg ønsker for dem, hvor elskede og ønskede og helt rigtige de er. Nogle gange laver jeg små drømmeverdener, som er skønne at forestille sig at være i. Jeg bruger min fantasi, og det er ikke kun dejligt for dem. Jeg nyder det også. Jeg kan godt lave en guidet drømmerejse, hvor de bliver mindet om, at vi skal acceptere, at ikke alt i livet er lige rart.

Men der er aldrig meditationer, hvor de tvinges til at sidde med ubehaget og “mærke lorten”, som man kan gøre det med voksne. Min kæreste er også coach og arbejder med mindfulness, så det spirituelle bor i os begge, og det giver dybde, kærlighed og mening i vores forældreskab. Det giver mig en måde at møde mine børn på, som jeg ikke vil undvære.

Vi er et hamrende stærkt team, og det sted, vi begge var i livet, da vi mødtes, betød, at vi ikke ville have fundet sammen med en, der ikke var spirituel. Det kan være svært at være spirituel alene. Jeg har været gift med en mand, der havde modstand på min åndelighed, og det var ikke nemt for nogen af os. Hjertesange er et kærligt boost af ord og livsbekræftende budskaber, der væver sig igennem den bog, de sange og de meditationer, som jeg laver.

I min bog er der et par sange, der særligt styrker børns selvværd. Et vers lyder: “Jeg er så dejlig, dejlig, dejlig, dejlig”, og så kan ordene udskiftes med, jeg er sej/ elsket/kærlig. Den fokuserer ikke på, hvad barnet “kan”, men hvad han eller hun “er”. Jeg var selv et barn, der var dygtig i skolen, vellidt blandt venner og en god søster. Tidligt i livet kom jeg til at sætte lighedstegn mellem “ønsket og elsket” og “dygtig og artig”.

Det har jeg skullet arbejde med som voksen. At jeg ikke kun bliver elsket, når jeg præsterer, men blot fordi jeg er mig. Det vil jeg lære mine børn, og på denne her måde synger vi det ind i en tidlig alder. Jeg bruger også hjertesangene, hvis der er en konflikt derhjemme, hvor den store har det svært, og det hele går i hårdknude. Der stopper jeg op som mor, trækker vejret og tjekker ind: Har vi mon brug for mere snak og forklaringer lige nu, eller skal hun bare vide, at hun er elsket, og at jeg er lige her?

Så kan jeg sætte en sang på, og så kan hun vide, at hun er holdt, støttet og set. Meditation har lært mig, hvor vigtigt det er for mine børn, at jeg har ro med mig selv. Hvis jeg er urolig eller presset, så følger de straks med. For hvis alt vender på hovedet derhjemme, så er det mor, der skal vende stemningen, finde roen og sprede det til resten af flokken.

Jeg forsøger at lade nærværet fylde så godt, jeg formår i hverdagen. Og når jeg tager mig selv i at være optaget af mine egne tanker eller stresser over gøremål og vasketøj i stedet for de guldklumper, der hiver mig i buksebenene, så er det tid til at vende tilbage til nuet. Nuet med mine børn kommer aldrig igen. Vasketøjet er der helt sikkert også i morgen. 

Denne artikel er oprindelige udgivet i Vores Børn, 05/2020 (august til oktober)