Klumme: Sig nu for helvede nej. Og hold fast!
Har mødre flere følelsesmæssige frakkeskøder i klemme i forældreskabets døre end fædre?
JEG ER lige kommet hjem fra en dejlig ferie. Min destination var en travl badeby i det sydlige Europa. Vejret var fantastisk, det samme var vinen, maden, hotellet og de lange dovne dage, hvor jeg fantaserede om evigt solskin og en permanent tilværelse i det smukke land. Alt var sådan set perfekt, men der var dog en enkelt slange i paradiset – en helt almindelig dansk kvinde, som vi af pædagogiske hensyn kan kalde Moder Nej-Nej-Ja.
Ved første øjekast var det kvindens to lyshårede sønner, der var problemet. De ville konsekvent det modsatte af deres mor. Når Moder Nej-Nej-Ja kaldte dem op af poolen, ville de bade videre. Når hun forlangte, at de skulle med op på værelset, flygtede drengene grinende fra hende.
Når hun syntes, at de skulle spise andet end hotelbarens skinkepizza, begyndte de at skrige og kaste med bestikket. Umiddelbart var de to drenge nogle klassiske møgunger, som man havde lyst til at skubbe i børnepoolen eller hvæse af i et ubevogtet øjeblik, men det ville ikke have været helt rimeligt, for efter en uges feltstudier var jeg ikke i tvivl om årsagen til deres ulidelige opførsel. Den egentlige skurk var deres mors inkonsekvente opdragelse.
For retfærdighedens skyld bør jeg dog nuancere sagen en smule, for Moder Nej-Nej-Ja begyndte som regel med et fløjlsblødt og indfølt: ”Naaiej det må du ikke”, når den ene af drengene kradsede i receptionens fine oliemalerier eller sprang køen over til isbaren. Men efter et nej eller to blev det som regel efterfulgt af et træt ”ja okay” med tilføjelsen: ”Men du skal være forsigtig/bagefter skal de andre børn også have lov/du må kun prøve én gang”.
Som regel blev hendes retræte efterfulgt af et undskyldende sådaner- drenge-jo-blik til de voksne, der var i hendes nærhed. Hendes kropssprog signalerede tydeligt, at hun godt vidste, at hendes opdragelse i flere situationer var mangelfuld og gik ud over de andre børn og hotellets øvrige gæster, men hun havde tilsyneladende for længst opgivet at gøre noget ved drengenes ulidelige opførsel. En trøst til Moder Nej-Nej-Ja er dog, at hun ikke er alene.
På ferier, i svømmehaller, på fritidshjem og andre steder, hvor man møder børn og voksne, har jeg efterhånden set mange Nej-Nej-Ja-mødre. Og jeg skriver helt bevidst ”mødre”, selvom den slags uvidenskabelige generaliseringer næppe gør mig populær i et dameblad. Men jeg oplever ofte, at en del (ellers begavede og søde) mødre har svært ved at fremsige det gode gamle ord: Nej.
Det er som om, at mødre har flere følelsesmæssige frakkeskøder i klemme i forældreskabets døre end fædre. På mig virker det, som om at Nej-nej-ja-mødrene tror, at et fast og tydeligt nej er synonymt med ”Jeg elsker dig ikke”. At børnenes tro på mors kærlighed krakelerer, hvis der bliver sat tydelige grænser – og derfor danser mødrene nervøst rundt på æggeskaller, mens deres børn hænger hujende i gardinerne. Men mødre må gerne sige nej.
Det skader ikke børnenes sjæle og udvikling. Tværtimod gør det faktisk livet meget nemmere. For børnene, forældrene og os andre, der fra solstolen stumt tigger den voksne om at trække en streg i sandet. PS: Jeg kender selvfølgelig også fædre, der er inkonsekvente og eftergivende i deres opdragelse, men kuren er den samme: Sig nu for helvede nej. Og hold fast