"Med tvillingerne lykønskede de os. Med trillingerne var der ingen, der sagde tillykke"

I weekenden skete der noget vildt i familien Meier-Morsi. De var på restaurant. Hvad der for andre småbørnsfamilier måske nok kan være besværligt, var en kæmpestor bedrift for lige præcis denne familie.

Michella Meier-Morsi havde ringet i forvejen og sikret sig, at der var højstole nok. At der var et bord med plads nok.

For når man er en familie på syv, hvoraf fem af medlemmerne er fire år og derunder, kan man glemme alt om at slentre spontant ind på en tilfældig beværtning og regne med, at logistikken passer. Det er i det hele taget lidt af et kunststykke at bevæge sig ud i det offentlige rum og slippe helskinnet hjem igen. Det gjorde de – næsten.

“Altså, Filippa fik antændt én af sine krøller på et stearinlys og nogle restaurantgæster bagved sad og kommenterede på alt, hvad vi foretog os – de syntes tydeligvis ikke, det var okay at tage ud med så mange børn. Men what the fuck. Bagefter var jeg lige ved at tude af glæde, fordi det lykkedes. Det var kæmpe optur. Vi kunne!” fortæller Michella.

Læs også

Stine har fravalgt børn: ”Det er pisseseje kvinder, der dømmer mit valg som det forkerte”

I 2018 blev Michella og hendes mand, Mark, forældre til tvillingepiger, og sidste år trumfede de sig selv ved at få trillingedrenge oveni. Deres familie sprænger alle rammer, men desto større var glæden over – efter snart to år i en form for undtagelsestilstand, hvilket vi kommer tilbage til – at gå ind på Mother i Kødbyen, spise pizza, lade børnene få dessert, og for en stund træde bare en lillebitte smule ud af de daglige, faste rutiner. Rutiner, der ellers er livsnødvendige for familien, som i deres lokalområde er kendt som ”dem med de mange børn”.

“Det er sådan, jeg præsenterer mig selv, når jeg ringer til lægen eller børnehaven: Det er mig med de mange børn. Så ved alle, hvem det er”, griner Michella.

Tredobbelt op på alt

Vi befinder os i Michella og Marks nye hus nord for København. Tvillingerne er i børnehave, og trillingerne skal have frokost, hvilket forældrene mener, er et godt tidspunkt at lave interviewet, for så er drengene optaget af maden, og forældrene – ja, de er vant til at gøre mange ting på én gang og kan sagtens snakke, mens de putter frikadellestykker og skrællet frugt i tre sultne munde.

Når man kun har prøvet at have ét spædbarn ad gangen, bliver man ret imponeret over den forestilling, der finder sted ved spisebordet: Der sidder tre børn og spiser stille og roligt, og der er faktisk ro til at tale imens – lige bortset fra når det er kiwi eller blomme, der møjsommeligt fordeles mellem drengene, som med høje, utålmodige lyde demonstrerer, at de søde frugter er yndlingsspisen.

Det lyder logisk, men vi kan allerede nu afsløre, at arbejdet med tredobbelte bleskift, amning, udpumpning, affodring, putning, fortsæt selv, er så krævende, at hverken Mark eller Michella tør sætte sig på andet end en hård spisestuestol i løbet af dagen, for kommer de til at læne sig tilbage i en blød sofa…

“Så falder vi i søvn”, siger Mark.

“Ja, og det kan vi ikke. Den dér ‘du skal sove, når barnet sover’… Det lyder så fedt! Men det kan man ikke, når man har trillinger, for når de sover, skal jeg pumpe ud, rydde op, vaske tøj og tusind andre ting”, siger Michella.

Flerlinge-surprise

Et andet spørgsmål, der uundgåeligt presser sig på – det gør det jævnligt for kondiløbere og hundeluftere, som stopper op og spørger Michella, når hun kommer skubbende med tre babyer i en kæmpe klapvogn og to piger på løbehjul: Har I virkelig tvillinger og trillinger? Hvordan kan det lade sig gøre? Svaret er dels, at det er et helt utroligt tilfælde. Men også at Michella og Marks omstændigheder gør, at de har en lidt større chance end andre par for at få flere børn på én gang.

Da Michella var helt ung, fandt hun ud af, at hun led af PCOS, hvilket blandt andet betyder, at hun ikke har normal ægløsning og derfor har sværere ved at blive gravid. Så da hun og Mark i 2017 besluttede, at det var på tide at udvide familien, gik de med det samme i gang med den såkaldte IUI-H-behandling, hvor kvinden stimuleres med hormoner, der modner 1-3 æg i æggestokkene, hvorefter hun insemineres med sin mands sæd.

Det forøger ganske vist chancerne for at få tvillinger en lille smule (med 5-10 procent, mens trillinger er ganske sjældne), men lægerne i Danmark forsøger at undgå flerlinger, hvorfor kurven for flerfoldsfødsler også er nedadgående.

Første gang, et æg satte sig fast, mistede parret tidligt i graviditeten. Anden gang skete det, som hverken læger eller parret selv havde regnet med: Hele to, små fostre bed sig fast – og blev der. Parret var himmelhenrykte, og deres piger kom til verden som nemme babyer, der hurtigt (og efter en intens indsats) var så synkrone, at de sked og sov på samme tid. Vist var det et arbejde, men det gik.

“Det var vigtigt for mig at have så normal en barsel som muligt, så jeg tog pigerne med til alt – rytmik, babytegn, cafébesøg. Jeg syntes faktisk ikke, var var så hårdt at have tvillinger, som jeg havde frygtet og var blevet advaret om. Jeg havde da også dage, hvor jeg virkelig kæmpede, men generelt havde vi et nemt forløb med dem, og jeg havde altid haft en drøm om tre børn. Så da pigerne var knap to, begyndte vi at snakke om at prøve igen,” husker Michella.

Mark gætter på, at de sikkert vil få tvillinger igen. Hvilket Michella pure afviser, for dén tilfældighed er der ingen chance for at blive ramt af igen, ræsonnerer hun, og nu er det hendes tur til at opleve mor-barn-symbiosen med ét spædbarn, der skal sidde fast på hende i en slynge – noget hun som tvillingemor har til gode at opleve.

Omkring to år og fire måneder inde i pigernes liv, bliver Michella gravid, endnu engang med hjælp fra IUI-H metoden. Fem uger inde i graviditeten begynder hun at få store smerter i livmoderen, hvilket hun tolker som, at hun er ved at abortere. Men til skanningen dukker der hurtigt hjerteblink op. Først ét. Så to. Glad begynder Mark at grine og udbryder, henvendt til Michella: ”Told you!” Så kigger han på jordemoderen:

“Jeg sagde til hende: ‘Så længe der ikke er tre.’ Hvorefter hun rykkede skanneren – og opdagede det tredje hjerteblink. Det eneste, hun sagde, var: Jeg skal lige hente en læge,” husker Mark, som reagerer ved at blive helt, helt stille. Michellas reaktion er en anden. “Jeg begyndte at græde helt hysterisk. Jeg var rædselsslagen!

Jeg havde fået tvillinger samtidig med, at Maria Jørstad (kendt som @Triplets_of_copenhagen, red.) fik trillinger, og jeg havde fulgt hende på Instagram. Jeg vidste godt, at ved trillinger eksploderer tallene (for risici forbundet med graviditeten, red.),” fortæller Michella, som i dag ved, at de store smerter, hun troede var abortsymptomer, kom fra en livmoder, der udvidede sig med ekspresfart.

Læs også

Ina og Kim er plejeforældre: "Den dag de slipper min hånd, ved jeg, at vores arbejde er lykkedes"

Det umulige valg

Parret bliver bombarderet med information om alt det, der kan gå galt: Hvis Michella overhovedet er i stand til at bære trillingerne, risikerer de for tidlig fødsel, langtidsindlæggelse, hjerneskade. Samtidig er skilsmisseraten for par, der får flerlinger, meget høj. Og hvad med pigerne?

“Én ting var frygten for alt det, der kunne gå galt, men det fyldte også ekstremt meget, om vi overhovedet kunne tillade os det over for vores piger. Risikerede vi at ødelægge deres barndom? Vi havde det virkelig godt og var lykkelige, og det frygtede vi at sætte over styr,” husker Mark om det virvar af tanker, der rammer samtidig med nyheden om de tre fostre i maven.

Kontrasten til oplevelsen af at vente tvillinger er skærene.

“Med pigerne fik vi en lille konvolut med to hjerter, og gynækologen lykønskede os. Denne gang var der ingen, der sagde tillykke,” fortæller Michella.

Parret får besked på at komme til skanning igen ugen efter for at se, om ét af fostrene udvikler sig dårligere end de andre. Men ugen efter er der stadig tre, stærke hjerteblink, og gynækologen sender Michella og Mark videre til Rigshospitalet.

“Her blev vi mødt med en klar anbefaling til, hvad vi skulle gøre: Fosterreduktion. Hvilket vil sige, at vi skulle abortere ét af fostrene for at optimere de tilbageværende fostres sundhed og overlevelseschancer,” fortæller parret.

Dette bliver de sendt hjem og tænke over. Michella og Mark føler, de står over for et umuligt valg: Vælger de at beholde alle tre fostre, går de en usikker tid i møde. Graviditeten er som udgangspunkt svær, fødslen kompliceret, for tidlig fødsel sandsynlig og så er der fem procent risiko for handikap. Men vælger de fosterreduktion, fravælger de et barn – og risikerer at tabe hele graviditeten, hvilket der er otte procent risiko for. Beslutningen skal træffes senest omkring uge 12.

“Den ventetid er det mest rædselsfulde, jeg har prøvet. Jeg synes, det var en umenneskelig beslutning. Alle, der har prøvet at være i fertilitetsbehandling, ved, hvilket enormt pres det sætter på kvindens krop, både følelsesmæssigt og fysisk. Min krop havde virkelig taget nogle slag, og nu skulle vi gamble på, om den kunne bære tre fostre, og om de ville komme ud og have det godt,” siger Michella, som bliver så påvirket, at hun lukker ned, hver gang emnet fosterreduktion kommer på tale.

Mark ser det som sin opgave at hjælpe sin kone med at finde ind til det, der inderst inde føles rigtigt.

“Beslutningen føltes mere teoretisk for mig, for jeg var ikke dén, der kunne mærke på min krop, at den tilpassede sig tre fostre. Men jeg vidste godt, hvor Michella var henne,” siger han.

Michella uddyber: “Ja. På et tidspunkt kiggede du på mig og sagde: Du vil aldrig tilgive dig selv, hvis noget går galt under fosterreduktionen, og du vil altid tænke på, hvem det barn ville have været.”

Lagt i seng

Michella undrer sig over, at hun ikke får en individuel vurdering af hendes chancer for at komme godt igennem en trillingegraviditet. Tilfældigvis bor parret på det tidspunkt ved siden af en fødselslæge, som hun beder om at kigge på sin journal. Naboens svar til Michella, der allerede har båret og født tvillinger, er, at hvis nogen har en chance for at bære trillinger, så er det hende.

Omkring uge ti beslutter parret sig: Medmindre der er noget galt med ét af fostrene, vil de beholde alle tre. Ved nakkefoldsskanningen får de bekræftet, at fostrene har det godt. Det er rart at have truffet valget om at gennemføre, men afklaringen betyder ikke, at bekymringerne stopper. For en trillingegraviditet er hård for kroppen, og risikoen for alt for tidlig fødsel spøger konstant.

Nede i stuen er Mark ikke kun alenefar – han skal også passe et krævende job og en hustru, der skal have alle måltider serveret.

“Og jeg var gravid med trillinger. Jeg var sulten hele tiden,” indskyder Michella.

Mark, der er praktisk anlagt, får installeret et minikøleskab og en elkedel oppe i soveværelset og køber et lager af cupnoodles og energibarer, så Michella har mulighed for bare lidt selvbetjening. Og ellers tager han bare skyklapper på og fokuserer på at komme igennem.

Imens handler hele familiens liv om at klare skærene indtil den magiske dato 14. 01. 2022. Den dag har trillingerne ligget i maven indtil 35+5, hvilket er drømmedatoen for det planlagte kejsersnit. Ikke mange regner dog med, at Michella vil gå tiden ud. Bortset fra Michella.

“Alle sagde, at jeg ikke ville nå dertil, men jo mere de sagde det, jo mere opsat blev jeg på, at det skulle jeg,” griner hun.

Hjem med fem børn

Alligevel er hun hele tiden bekymret. Maven vokser sig enorm, og hver gang hun mærker den mindste uregelmæssighed – et jag i maven, væske i trusserne eller andet – kommer frygten buldrende.

Men mod alle odds lykkes det at gå tiden ud, og den 14. januar kommer Gabriel, Charles og Theodore til verden ved planlagt kejsersnit på Hvidovre Hospital – med en kampvægt på henholdsvis 2278, 2626 og 2775 gram. Hvilket for præmature er ”helt grotesk stort”. Mark er stolt – af sine børn og sin kone – men Michella er stadig i alarmberedskab. Alle de risici, hun er blevet bombarderet med, er hele tiden i hendes bevidsthed, og hun ved, at nogle af de potentielle sideeffekter ved for tidlig fødsel først viser sig senere.

Bortset fra at Gabriel er lidt mindre end de andre, går den ene dag efter den anden dog uden de store benspænd. Men tiden på neonatal er hård for alle familiens syv medlemmer.

Læs også

”Nu ved jeg igen, hvem jeg er, og jeg kan genkende mig selv og mine børn”

“Pigerne var ikke vant til at blive passet og savnede os meget, så efter en uge tog Mark hjem til dem. Så var jeg alene på hospitalet med tre babyer og en krop, der gjorde vanvittig ondt efter kejsersnittet. Det fungerede ikke, så efter to uger tog vi hjem.”

Derhjemme er alt fokus på at få amningen til at køre, at holde de tre babyer i trivsel og sørge for, at pigerne ikke føler sig glemt. Michella og Mark har på forhånd besluttet at lade pigerne hjælpe til med alt for at give dem en følelse af at være inkluderede. Den strategi virker.

“Pigerne elskede at skifte ble, give flaske og putte, og det gjorde, at de fra dag ét var meget afslappede omkring drengene. De har aldrig været sure på dem,” siger Michella.

Mark oplever, at det er en fordel, at pigerne er to.

“De havde hele tiden hinanden, og de har været vant til at dele opmærksomheden. Så det var ikke et chok for dem, at der pludselig var flere om vores fokus.”

Drømmen om alenetid med ét barn

Erfaringerne med at have flere spædbørn på én gang kommer også parret til gode. De ved, at nøglen til at få hverdagen til at fungere, er synkronisering. Ret hurtigt får de en fast rytme op at køre, som de nyder godt af den dag i dag.

Den holder de sig til med militaristisk disciplin. Det betyder blandt andet, at vågner ét barn fra sin middagslur før de andre, så er der ikke andet at gøre end at hive hele flokken op. Hvilket kan være umådeligt svært, for der er ikke meget, Michella drømmer mere om, end alenetid med ét barn ad gangen.

“Jeg har SÅ meget lyst til at tage én af dem op og lade de andre sove videre. Charles vågner ofte før de andre, og min krop skriger efter at ligge og nusse bare ham og mig. Men jeg gør det ikke. For jeg VED, at så er der kaos senere, når han er træt før de andre.”

“Følelsen bliver på en eller anden måde afhjulpet lidt af amningen, for når jeg giver bryst, kan jeg sidde og nyde og mærke drengene.”

Lykken ved at være mange

Mark synes, den største udfordring er helt lavpraktisk at nå det hele. Hver dag halser forældrene efter alle de opgaver, der skal til klares. Det har hjulpet, at de i sommer flyttede til et étplanshus i Rungsted med institutioner og skoler i gåafstand, farmors hjælpende hænder tæt på og en perfekt planløsning:

På sigt kan alle få eget værelse, og her og nu sikrer et legerum i forlængelse af spisestuen, som kan lukkes af, at ingen hurtig-kravlere stikker af, mens forældrene rydder af bordet eller laver mad. Her kan familien med de mange børn vokse og leve – og nyde gaven i at have fem børn, som Mark ikke er i tvivl om, hvordan han skal sætte ord på:

“Gaven er at have fem børn. At se det bånd, der er mellem dem, er noget helt specielt.”

Den erfaring har de allerede gjort sig i forhold til pigerne, uddyber Michella.

“Pigerne går i seng med bedsteveninden hver aften og står op med bedsteveninden hver morgen. Det er fantastisk at opleve. På sigt tror jeg også, det betyder, at vi skal være mindre på, for det kan godt være, at de skal have hjælp til at sætte en leg i gang, men så snart det kører, er der ro.”

Familien er landet et godt sted. Men ude på den anden side føler Michella sig stadig ikke helt i dag, hvor trillingerne nærmer sig ét år.

“Jeg har ikke sænket skuldrene helt endnu, og jeg er spændt på at se, hvornår jeg kan dét. Når de alle sammen går og taler? Al den frygt og risici, jeg har båret rundt på, sidder i kroppen, og jeg tror faktisk stadig, jeg er en smule traumatiseret. Trillingerne bliver stadig fulgt med månedlige tjek, og for nylig fik vi besked om, at Gabriels hovedmål og krop stadig er lidt under kurven. Der bliver holdt øje med det, men når man får sådan en besked, bringer det rigtig mange følelser tilbage.”

Mark ser rationelt på det: Trillingernes mindste mand var trods hans størrelse den første, der kravlede – i en alder af fem måneder – så motorisk betyder størrelsen måske ikke så meget. Og så minder han sig selv om det umuliges kunst: Ikke at sammenligne.

“Akilleshælen ved at have trillinger eller tvillinger er, at du ikke kan undgå at sammenligne dem. Vi ved godt, at de er vidt forskellige børn og udvikler sig forskelligt, men det er svært ikke at måle dem op mod hinanden.”

Jagten på det normale

Mens trioens første fødselsdag nærmer sig, ser forældrene frem til en fremtid, der er mere… normal. Der er en del skridt på vejen: Michellas krop er stadig medtaget. Hun sover med varmepude hver nat og vågner alligevel med ondt i ryggen, og hendes mavemuskler er delt med 18 centimeter. En operation er mulig, men bagefter må hun ikke løfte i seks måneder, og da familien ikke har meget andet hjælp at trække på end farmor, har hun besluttet at vente, til trillingerne er minimum fire år.

Institutionsplads er også svær at få, når tre jævnaldrende babyer skal have plads på én gang, helst på samme stue – noget som Michella i øjeblikket arbejder på at få gennemført, så drengene i løbet af foråret kan blive sendt afsted. Måske vil det give et pusterum til at få noget af det tilbage, som parret på ingen måde har haft tid til som forældre til fem.

“Parforhold er en by i fucking Rusland, når man får trillinger. Jeg havde en oplevelse, da drengene skulle døbes, hvor det virkelig gik op for mig, hvor lidt tid vi havde haft til hinanden. Vi skulle tidligt op, og for at vække Mark, lå jeg og nussede hans hånd. Da gik det op for mig, at jeg ikke havde rørt ved hans hånd i – jeg ved ikke hvor længe. Det gjorde ondt,” siger Michella.

Mark benytter lejligheden til at love sin kone en frokostdate på Rungsted Havn, når drengene starter i institution. Og indtil da nyder de godt af en hverdag, der dag for dag bliver lidt nemmere i takt med, at børnene vokser. Indimellem er der tilbageslag. Men om ikke andet har de mindet om en weekend, hvor de spiste pizza på restaurant – som enhver anden familie.