Mikkel Kryger følte et stik af jalousi overfor sin kone og søn: ”Der var en form for distance”
Da tv-værten blev far for første gang, følte han sig ikke altid tilpas i rollen, og han lukkede sig mere og mere inde i sig selv. Det fortæller han i et interview med Hjemmet.
Der hænger billeder af smilende børn på væggene hjemme hos Mikkel Kryger og hustruen Mill, som bor i Dyssegård nord for København.
Med tre børn på tre, seks og otte år er familien nemlig en rigtig børnefamilie med alt, hvad der hører til i en hverdag med madpakker, ladcykel og fodboldtræning.
Men for Mikkel Kryger var starten på livet som forælder alt andet end lyserød. Derfor har han valgt at skrive bogen ”Vægten af et menneske – En fortælling om at være far,” i håbet om, at det kan hjælpe andre fædre, at han deler sine egne oplevelser om faderskabet.
”Jeg har skrevet løbende, siden Max blev født for otte år siden, for jeg følte mig indimellem forkert som far,” fortæller tv-værten til ugebladet Hjemmet.
”Jeg var ikke åben om det, og jeg manglede et sted at gå hen og tale om det. Så blev det til en bog, for jeg tænkte, at der måske var andre, der havde det ligesom mig.”
For Mikkel Kryger var det tilknytningen til sin søn, som i starten ikke føltes så naturlig, som han havde regnet med.
”Jeg havde troet, at Max bare skulle ligge på min mave, indtil vi kunne begynde at tale om fodbold en dag. Men tværtimod følte jeg mig mindre værd som far,” husker han og kommer med et eksempel, hvor det gjorde sig gældende:
”Når man er i et selskab, og alle står og ser på ens baby, men når babyen begynder at græde, kigger alle over på mor. Det føltes som manglende tiltro til mig som far.”
Samtidig oplevede han, at hans hustru ofte blev spurgt ind til både sin psyke og fysik i moderskabet, men at der ikke var mange, som spurgte ind til ham.
”Første gang jeg blev spurgt, hvordan jeg havde det, var et spørgeskema fra kommunen om ebola. Det føltes simpelthen som om, jeg i systemet havde mindre værdi,” siger Mikkel Kryger grinende.
Et øjeblik alene med sønnen
Mikkel Kryger husker, at han og hustruen som nyslåede forældre var gode til at være der for hinanden, men alligevel oplevede han, at han en gang i mellem følte sig udenfor det fællesskab, som Mill havde med Max.
Annonse
”Mill og jeg er gode til at snakke sammen, men indimellem har jeg følt et stik af jalousi på både Max og Mill. I dag kan jeg se, at det jo bare handlede om, at jeg også skulle føle, at der var plads til mig, og at der var en form for distance, men jeg er ikke sikker på, at jeg var god nok til at sige det dengang. Jeg lukkede mig mere ind i mig selv og delte det ikke engang med mine venner, ligesom kvinder gør,” siger Mikkel Kryger, som mest af alt talte om fodbold og sjove videoer på internettet, når han var sammen med sine venner.
En tidlig morgen i familiens hjem oplevede Mikkel Kryger dog en forandring i relationen til sin lille søn – og det er et øjeblik, som endnu står tydeligt i hans hukommelse.
”Max var et meget vågent barn, og vi sov elendigt. Men jeg kan huske, jeg tog ham ind i stuen en tidlig morgen, hvor de sendte OL i Rio, hvor han og jeg bare sad og så synkronsvømning og hammerkast. Pludselig lå han der på min mave, og vi havde øjenkontakt, fred og ro og ingen mor i nærheden. Så smilede han, og jeg kunne mærke, at nu havde jeg taget ansvar. Der faldt mit nervesystem til ro.”
Læs hele interviewet med Mikkel Kryger i Hjemmet uge 50. Her fortæller han også om, hvordan en tre måneder lang rejse med familien fik stor betydning for deres indbyrdes relationer.
