Silja troede, hun havde en efterfødselsreaktion, men en blodprøve viste noget helt andet: ”Jeg blev virkelig bange”

I slutningen af februar fødte Silja Eriksen sin datter. Fødslen var én, hun havde set frem til, men ikke alting forløb, som det skulle undervejs. Tingene spidsede til, og oplevelsen blev ikke, som hun havde håbet på.

”Fødslen startede godt, og jeg var dykket helt ned i hypnobirthing (som handler om at tænke positivt ud fra en grundholdning om, at enhver tanke udløser en kemisk og en fysisk reaktion i kroppen, red.) op til fødslen, så jeg gik ind til den med en stærk følelse af empowerment. Jeg glædede mig faktisk. Det var også en fantastisk oplevelse, indtil det vendte – det blev akut, og pludseligt var der rigtig mange mennesker på stuen. Jeg fik hende ud vaginalt, som jeg havde håbet, og hun var heldigvis sund og rask, men oplevelsen sad alligevel i mig længe efter.”

Selvom alting endte godt, tog oplevelsen hårdt på Silja, og tiden efter var mest præget af en tilstand af chok, fortæller hun.

”De første 14 dage efter fødslen, husker jeg mest, som om jeg gik rundt i en osteklokke. Jeg kunne godt selv mærke, at jeg ikke var til stede. Og det tog mig lang tid at falde i hak med min datter. På den der måde, hvor du mærker, ’åh, nu er jeg her, skat, og nu er du her, og nu fatter jeg det, og vi er ikke længere i fare – vi er i sikkerhed.’ Der gik nok en måneds tid, før jeg sådan rigtigt kunne trække vejret igen.”

Efter fødslen af sin søn fem år forinden, fik Silja psykologhjælp for at bearbejde oplevelsen, så hun og hendes mand, Rasmus, var ekstra opmærksomme på, at hun skulle have den rette hjælp for at forebygge en eventuel fødselsdepression eller efterfødselsreaktion.

Allerede ved det første besøg fra sundhedsplejersken, fortalte Silja derfor, at fødslen af datteren havde været en voldsom oplevelse, og at hun havde svært ved at føle sig til stede i sin egen krop, men også over for sin mand, sin søn og sin nyfødte datter.

En måned senere startede Silja til psykolog, og hun fik det gradvist bedre i løbet af de følgende måneder.

Læs også

Anders Morgenthaler: Pludseligt forstår jeg hvorfor jeg følelsesmæssigt rutsjer op og ned

Angstanfald

Den nyslåede familie på fire nød forårssolen i svigerforældrenes hus, da Silja pludseligt begyndte at få det dårligt igen. Det hele kulminerede i et angstanfald, men for Silja, der tidligere har oplevet at have et angstanfald, var følelsen anderledes end noget, hun havde prøvet før.

”Det føltes meget mere kropsligt, som et overvældende, sitrende og udefinerbart kaos inde i min krop, og den følelse udløste en række angstanfald,” forklarer hun.

Samtidig med angstanfaldene var Silja begyndt at føle sig svimmel, hun havde uro i kroppen, følte sig ked af det og havde besvær med at trække vejret. 

”Det var som om, jeg ikke kunne mærke verden omkring mig. Samtidig var jeg virkelig forvirret; hvorfor kom den her efterfødselsreaktion først nu med 100 km i timen? Jeg forstod det slet ikke. For jeg troede lige, at jeg havde fået det godt.”

En dag, inden Silja og familien tog på sommerferie, havde hun det så skidt, at hun dårligt kunne hænge sammen. Hun var svimmel, kroppen rystede, og tårerne løb ned ad kinderne på hende. Til sidst ringede hun til sundhedsplejersken, for hun havde brug for mere hjælp.

”Jeg kan huske, at jeg ringede op og sagde, ’jeg har det virkelig ikke godt – jeg har brug for mere hjælp!’. Og så kom hun akut hjem til os. Vi snakkede, og hun mente, at min reaktion stak dybere og ikke kun havde noget med min fødsel at gøre. At der var tale om en mere general form for angst. Hun ville derfor visitere mig til kommunen og deres angstpakke.”

”Mig og min mand kiggede på hinanden, og jeg fik sagt noget a la, ’fint, det gør vi, bare jeg får det bedre’. Whatever it takes! Jeg har to børn og en familie, og hvis jeg skal ind i psykiatrien i et angstudredningsforløb, så gør jeg det. Samtidig havde jeg hele tiden på fornemmelsen, at jeg ikke led af angst. Det var enormt diffust.”

Sundhedsplejersken satte det hele i gang, og Silja og familien tog på sommerferie. Som sommeren gik, tog Siljas svimmelhed kun til i styrke, og den blev til sidst så slem, at hun ikke længere kunne stå oprejst, mens hun var ved at bage boller. Hun lagde sig ned og ringede til sin svigerfar, der er læge. Han bad hende om at ringe til sin egen læge hurtigst muligt, så hun kunne blive undersøgt.

Læs også

Da gynækologen scannede Zandra, vidste hun, at noget var helt galt: ”Jeg var knust”

Psykisk eller fysisk

Hos lægen blev Silja først undersøgt neurologisk, inden der blev taget blodprøver. Klokken otte morgenen efter ringede hendes telefon. Det var lægen. 

Hun mente, at Siljas symptomer kunne skyldes sygdommen ’postpartum thyroiditis’, som er en betændelsestilstand i skjoldbruskkirtlen, der giver forhøjet stofskifte, og som typisk ses hos kvinder inden for det første år efter en fødsel. Silja blev derfor sendt på hospitalet samme dag for at få taget flere blodprøver. 

Et par dage senere kom svaret på de ekstra blodprøver, der var blevet taget, og det viste sig, at Silja i stedet lider af den autoimmune stofskiftesygdom Graves, hvor kroppens immunsystem danner antistoffer, som angriber skjoldbruskkirtlen, så produktionen af stofskiftehormonerne øges. 

”Jeg blev virkelig bange og meget overvældet over, at jeg var syg. Mest fordi jeg ikke vidste, hvad det betød. Jeg havde ingen idé om, hvor alvorligt det var, om sygdommen kunne reguleres med medicin, eller om jeg skulle være på den resten af mit liv. Samtidig var jeg virkelig lettet over, at der var en forklaring på, hvorfor jeg havde det, som jeg havde. Og jo mere jeg forstod sygdomsbilledet – at den var skyld i mine vejrtrækningsproblemer, uroen i min krop, den overvældende tristhedsfølelse og angstanfald – jo mere forstod jeg, at den tilstand, jeg havde befundet mig i igennem nogle måneder, faktisk skyldtes noget helt andet,” fortæller Silja, som kun blev bekræftet i, hvor vigtigt det er at reagere, hvis man ikke føler sig som sig selv – uanset om det er i forbindelse med en turbulent graviditet eller i tiden efter en fødsel.

I flere måneder havde hun overbevist sig selv om, at alting ville blive okay igen, hvis hun bare fik noget mere psykologhjælp. Det virkede så oplagt, at det var fødslen, der havde udløst en psykisk reaktion, men det var hele tiden Siljas stofskiftesygdom, der var årsagen til min mistrivsel.

I dag mærker hun tydeligt, hvor voldsomt det er at tro, at der er noget psykisk galt, når problemet i virkeligheden er fysisk, fortæller hun.

”Det er voldsomt at opdage, når man i så lang tid har vendt alting indad. For selvom jeg uden tvivl havde brug for at få bearbejdet min fødsel, så kom jeg relativt hurtigt til hægterne igen – jeg fik så bare den her stofskiftesygdom oveni, som gjorde, at vi troede, at jeg havde en full-blown efterfødselsreaktion. Derfor er jeg også lykkelig for, at jeg gik til lægen, og at jeg fik taget de blodprøver. For havde jeg ikke været svimmel, så er jeg ikke sikker på, at det var blevet opdaget så tidligt. Så var jeg nok endt i et forløb i psykiatrien, og det havde ikke hjulpet mig.”

Læs også

Anne Bertram med personligt opråb: Lægen grinede, da jeg fortalte det

Det går fremad

Silja begyndte i medicinsk behandling samme dag, som lægerne fandt ud af, at hun lider af Graves. Og efter jævnlige besøg på hospitalet, hvor hun får taget blodprøver, så medicinen kan reguleres, er hun nu landet på en dosis, som gør, at hun er i bedring.

Mens sygdommen hos nogle brænder ud efter et par år, så man kan slippe medicinen og leve med sygdommen uden at mærke til symptomerne, skal andre medicineres resten af livet. Om udfaldet bliver det ene eller det andet for Silja, ved hun ikke endnu. Og dét har hun svært ved at forholde sig til. Hun forsøger derfor at hvile i, at det går fremad.

”Lige nu tager jeg min medicin kl. 7.45 hver morgen, når min alarm ringer. Jeg bliver ikke længere ked af det eller nedtrykt, og jeg er i virkeligheden supertaknemmelig for, at jeg er mig selv igen, for det har jeg ikke været, siden jeg fødte min datter. Jeg er begyndt at danse med mit barn igen, jeg kan kigge drillende på min baby, som smiler tilbage med sine to små tænder, fordi jeg har overskud til at lave gak og løjer. Samtidig kan jeg godt tage mig selv i at blive virkelig ærgerlig, når jeg tænker på, hvor lidt omsorg jeg har givet min egen efterfødselstid, min egen krop og mit eget sind. Det kan gøre mig helt ked af det, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kunne have gjort det meget anderledes.” 

Gennem hele forløbet har Siljas mand stået ved hendes side. Og dér står han stadig. Men det er først nu, at de for alvor er ved at lande i at være en familie på fire.

”Min mand har en stoisk ro, som helt klart har hjulpet os igennem det her. Men jeg tror nu også, at han har været bange for, hvordan vores liv ville blive, hvis jeg skulle bruge flere år på at være psykisk udmattet, som jeg var, da min Graves-sygdom var på sit højeste. Selvfølgelig var han nervøs for mit helbred, men jeg tror, de andre tanker fyldte mere hos ham.”

”Nu handler det om at får styr på det efterslæb, der følger med, når man har været i ren overlevelsesmode, som vi har. Nu skal vi finde hinanden igen i det hele. Jeg er ikke længere syg, og han skal ikke alene gøre, hvad der skal til, for at vi og vores familie hænger sammen – det skal vi i fællesskab. Jeg er tilbage, og det skal vi begge to lige fatte.”

Vigtig viden

Fordi symptomerne er så diffuse, oplever Silja, at det er svært at forklare over for andre, hvordan sygdommen egentlig har påvirket hende, og derfor kommer hun hurtigt til at bagatellisere den.

”Sygdommen tager jo alt overskud. Din krop er så meget på overarbejde, at du slet ikke kan overskue noget. Det kan lyde banalt, men det er det virkelig ikke, og derfor har jeg brug for at udbrede kendskabet,” siger hun og fortsætter:

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på dem, der lever med mere aggressive og livstruende sygdomme, og dem vil jeg naturligvis ikke sammenligne mig selv med, men det betyder ikke, at det ikke er vigtigt at tale højt om en sygdom som Graves, og hvor meget dens symptomer kan minde om stress, angst eller en efterfødselsreaktion.” 

På sin Instagram-profil deler Silja ud af sit liv gennem en blanding af små, filosofiske anekdoter og glade dansevideoer. Sekvenserne er rå og hjertelige. Opslaget, som hun delte i slutningen af august, er ingen undtagelse.

Læs også

Mikkel Kryger: "Min rolle som far blev gjort mere klar for mig efter den tragiske hændelse"

Det var her, hun første gang delte mere detaljeret, hvorfor efterfødselstiden af datteren havde været så hård. Og hun gør det for at sprede viden om Graves. 

Siden har flere kvinder allerede skrevet til hende, at de har oplevet et lignende sygdomsforløb.

”Hvis du lige har født, og du har symptomer, der minder om dem, jeg beskriver, skal du gå til lægen og få det undersøgt. Uanset om det viser sig at være en efterfødselsreaktion, eller der ligger noget andet bag, som der gjorde for mig. Tænk, hvis man ikke opdager det og bare går rundt og lider i et diffust kaos. Det er et sammensurium af alt muligt ubehageligt, der er virkelig svært at forklare over for andre. Men faktum er, at du kan få hjælp, om det er det ene eller andet, der ligger til grund.”

Ud over at sprede viden er det også vigtigt for Silja at give folk, der har det dårligt i deres efterfødselstid, troen på, at de kan få det bedre, og at det i sådan en situation er vigtigt at række ud efter hjælp.

”Jeg tror faktisk, det er enormt vigtigt som kvinde og mor at forstå, at du er den vigtigste. Du tror, det er dine børn, der er det, men det er det ikke. Det er én selv, der er vigtigst. Fordi hvis du ramler, så kan du heller ikke passe på dine børn.”