Min datter har valgt at flytte fra mig - og det er sejt!
De fleste forældre frygter tidspunktet, hvor ungerne flyver fra reden, men indimellem kommer den meget tidligere, end man regner med.
Jeg har jo inderst inde godt vidst, at der en dag ville komme en frygtelig dag. Dén dag, børnene meddeler, at de flytter hjemmefra. Skrækkelig og dog alligevel en spændende tanke, hvis jeg tør tænke efter, men det gør jeg ikke. Ikke lige nu i hvert fald. Ved jo de vokser op og bliver store.
Men tænk, at der alligevel kommer en dag, hvor man ikke længere skal være med i alt, hvad de foretager sig. At de faktisk kommer til at have et liv og en tilværelse uden mig.
Har altid haft en forestilling om, at jeg, selvom vi ikke boede sammen, når de fyldte 30, ville snige mig ind i deres lejligheder eller huse – har selvfølgelig nøgle, just in case – med hjemmebagte boller, flag og morgensang.
Som vi nu plejer. Ret ambivalent, for gjorde min egen mor det, ville jeg skifte låsen pr. omgående. Men nu er det jo mig og mine børn, så selvfølgelig ville de da blive ellevilde. Som om!
Selvom jeg jo godt har vidst, at dagen, hvor de flytter ville komme, har det hele tiden været noget underligt diffust noget.
At man en dag ikke er vidne til det hele, kun det man får lov til (og kan snage sig til via diverse sociale medier og så videre). Vidste jo det ville ske. Men fandme ikke (undskyld) når ungen (undskyld igen) kun er ti år. Hvad sker der? Hvor gik det galt? Eller rettere, hvad gjorde JEG galt?
Mit mellemste barn har simpelthen valgt at flytte hjem til sin far. Jamen, hvad så med skole, venner, interesser og…mig?
Efter at have hørt hendes ønske og slugt en masse dårlig samvittigheds-kameler, synes jeg faktisk, hun er ret sej. Hende som altid har været i storesøsters fodspor. Altid har været tryghedssøgende. Hende som altid har været her. Tæt på mig.
Står pludselig der og har appetit på livet. Selv. Vil prøve kræfter med sig selv. Tør tage springet til det ukendte landliv langt fra vante omgivelser på en lille bitte skole, hvor der kun er 16 i klassen, hvor alle kender alle, og hun kender ingen. Kun far og hans dejlige familie. Det er sejt. Meget sejt.
Jeg ville aldrig turde selv at have gjort det. Så måske har jeg ikke gjort noget galt. Men tværtimod opdraget en lille modig pige, der nu er klar til at flyve hjemmefra. Selvom hun kun er 10 år.
