Mødre på Facebook: Vi vil have mere tid med vores børn
"Hvad ville være det allervigtigste for, at du og dit barn fik et bedre liv?" Det spurgte vi jer om på Facebook, og her er jeres svar.
Hvilke emner er egentlig de vigtigste for børnefamilierne?
Vi spurgte jer, hvad der vil have størst betydning for jeres børns og families trivsel, og her er de 7 temaer, der går mest igen i jeres svar.
1. Fleksible institutioner
– Fleksible pasningstimer – synes det er for dårligt, at man kun kan vælge mellem 30 og 52 timers pasning, når et fuldtidsjob er på de ca. 38 timer. Derudover kunne det være dejligt hvis forældre havde mulighed for at involvere sig mere i institutionen bl.a. ved at hjælpe til på en fridag, så barn og voksen ikke lever i hver deres verdener.
Shada Em Younes Salah
– Renovering af nedslidte institutioner. Pasning uden for ‘normal’ åbningstid for de forældre, der har brug for det, uden det bliver mega dyrt.
Heidi Henriksen
– Dagtilbud hvor alle børn hver dag kan glæde sig til at møde tryghed og kærlige voksne som viser at de kan lide barnet og møder barnet der hvor det er – i øjenhøjde og giver dem spændende udfordringer. Et sted hvor de ses og høres og har masser af plads og gode udendørs rammer hvor børnene kan tumle.
Karen Dodt
2. Flere pædagoger
– Giv pædagogerne flere kollegaer og bedre vilkår, så tror jeg også vores børn får en hverdag med mere kvalitet og udvikling.
Kicki Vishart
– Flere voksne i mine børns hverdag… Helt basis… Har altid dårlig samvittighed over den virkelighed de møder med de danske normeringer … Trist!
Lykke Ramsing
– En ting det ville være med til at lette livet for vores familie især vores dreng på 4 ville være, hvis normeringen blev bedre i daginstitutionerne. Vi har en dreng som er særligt sensitiv i meget stor grad og som ikke kan finde sig til rette i børnehaven og der er desvære ikke personale til at hjælpe ham ved evt at tage ham fra når tingene bliver for meget eller larmen for stor.
Lene Trab Johansen
– Mærkesag: Børnene er vores fremtid – invester i dem og sørg for der sikres minimumsnormeringer i daginstitutioner og SFO, så de sikres en stabil og udviklende opvækst i tiden væk fra forældrene.
Karina Frifeldt Westergaard
3. Ændring af barselsregler
– Det ville betyde meget for vores hverdag og vores families trivsel, hvis barselsreglerne blev ændret og gjort mere fleksible. Jeg er utroligt glad for de vilkår småbørnsfamilier har i dag, men jeg drømmer om at kunne bruge vores barsel over flere år, så jeg eller min datters far kunne arbejde på deltid de første måske endda tre år, samtidig med mulighed for kun at bruge og betale for en halv institutionsplads.
Helene Schiermer
– Mere tid med min datter og mand efter min barsel er ovre og jeg skal på arbejdsmarkedet igen…
Mette Vindgaard Schmidt
4. Fleksibilitet på arbejdsmarkedet
– Et bedre liv for vores børn starter med forældrene. Så hvis vi sørger for at forældre har mulighed for mere fleksible arbejdstider og evt. større mulighed for at vælge arbejdsmarkedet fra i en længere periode, giver vi større overskud og energi til at varetage de opgaver, der er omkring vores børn.
Majbritt Søs Haugsbyrdt Pedersen
– At vi fik en ordning ligesom i Sverige. At kunne arbejde deltid til fuld løn indtil de første 3 år. Tror at der landet over sidder mødre der dagdrømmer om at kunne hente deres børn kl. 14, i stedet for 16:30. De timer man ikke er på job, kunne være samme sats som barselsdagpenge. Er det fair overfor dem der ikke har børn? Nej nok ikke, men ens børn er kun børn i få år, mon ikke at dem uden børn godt kunne unde det til andre mødre.
Sarah Stefanie Storgaard Jensen
– At få muligheden for at gå på deltid, mens børnene er små. I DK er der næsten ingen deltidsjob da samfundet og regeringen ikke har fokus på det. Jeg har ikke noget imod at gå ned i løn for at få deltid, men da der næsten ikke er mulighed for det, er det rigtigt svært at få tid med børnene.
Charlotte Ingemose Vestergaard
5. Billigere pasningstilbud
– Jeg ville gøre sådan, at børnechecken blev taget fra dem som ikke har brug for den, og så skulle der være en mindre betaling til vuggestue/dagpleje/børnehave og SFO.
Berit Winther Hansen
– At jeg som studerende kunne betale for en halv institutionsplads, så jeg ikke betaler for en hel masse, jeg ikke bruger, at det blev lovpligtigt at give forældre, der passer eget barn i hjemmet tilskud, og bedre mulighed for at forældre til småbørn kunne arbejde mindre.
Katrine Dicte
6. Velfærdsstaten skal bestå – og forbedres
– Et mere holistisk menneskesyn. Der er sjæle, følelser og erfaringer bag CPR-numrene. Større samarbejde mellem læge, hospital, hjemmepleje og hele socialforsogen.
Lykke Maiskatter
– Og så ellers at vores samfund består med gratis læge og sygehus, bibliotek og at der bliver fokus på mit barns trivsel i hverdagen og at der ikke bliver skåret på flere områder der rammer børn, syge og gamle…
Jannie Jørgensen
– Sørge bedre for at de brede skuldre bærer mere i samfundet. Det piner mig, at folk der har brug for hjælp i samfundet ikke bliver mødt med de ressourcer, og den respekt, de har behov for.
Det skal vi alle betale mere for. Det er det vigtigste.
Vibe Brahl Steffensen
7. Husk de gode ting
– Ændret fokus. Ikke fokusere så meget på hvad der ikke duer, men i stedet på hvad der duer!
Lykke Maiskatter
– Jeg ville bare ønske at vi danskere var lidt bedre til at sætte pris på det vi har, i stedet for at sukke over det, vi ikke har!!
Merete Møller Petersen