Børn med ADHD: ”Det føltes instinktivt forkert at placere mit barn i en kasse som anderledes”
Det er ikke kun drenge, der har ADHD, og diagnosen kan sagtens gå i arv. Det ved Selina Munch-Petersen, der blev klar over sin egen ADHD, da hun opdagede sin søns – og siden sine døtres. I dag er hun optaget af at give børnene det bedst mulige liv. Og minde verden om, at vi ikke alle sammen behøver at ligne hinanden.
Selina Munch-Petersens første reaktion på beskeden fra sønnens børnehave var hovedrysten og pure afvisning. Pædagogerne havde lagt mærke til det, som Selina Munch-Petersen i virkeligheden også selv så; at hendes dreng var usædvanligt omkringfarende, ukoncentreret og snakkede som et vandfald trods sit umodne ordforråd, og nu foreslog de forsigtigt, at der måske kunne være tale om diagnosen ADHD. Det har han i hvert fald ikke, hørte hun sig selv tænke. Som det mest naturlige.
“Det føltes instinktivt forkert at skulle placere mit barn i en kasse som anderledes på den måde. Samtidig vidste jeg et eller andet sted godt, at noget var på færde, og da jeg begyndte at læse mig ind på emnet, kunne jeg hurtigt se, hvordan beskrivelserne af ADHD passede fuldstændigt på Simon,” fortæller Selina Munch-Petersen over en telefonforbindelse fra Bornholm, hvor hun bor sammen med sin mand, Tommy, og deres tre børn; Simon på i dag 19, Madicken på 11 og Riona på 8.
I sin jagt på information om den diagnose, der dengang i 2007 satte Simons liv i et nyt lys, stødte hun tilfældigt på et afsnit om kvinder med ADHD, og endnu en vigtig brik faldt eftertrykkeligt på plads.
“Det var en kæmpe aha-oplevelse. Fordi jeg hele mit liv har følt mig anderledes, har haltet efter alle andre og ikke forstået, hvorfor der var ting, som var nemme for dem og umulige for mig selv,” siger Selina Munch-Petersen, som med ét kunne se årsagen til, at hendes skolegang havde lignet bjergbestigning, og begribe hvorfor hun langt ind i voksenlivet havde kæmpet med at holde fast i og afslutte ting. Også da hun blev mor.
“Med moderrollen følger der jo en masse praktiske og logistiske ting; du skal rydde op og vaske tøj, strukturere dagen for dit barn. Og alle de ting var vanskelige for mig,” mindes Munch-Petersen og husker også, hvordan ADHD-diagnosen, som Simon fik som 8-årig i 2009 og hun selv i 2010, gav befriende anledning til at sætte ord på situationen, tage imod støtte og ikke mindst begynde på den medicin, som hjalp hende til en ro i hovedet, hun aldrig tidligere havde mærket.
Rod i opmærksomhedsdoseringen
Selina Munch-Petersens fortælling om opdagelsen af ADHD hos sit barn og siden hos sig selv var ikke sædvanlig i slutningen af 00’erne, men er blevet én, som et voksende antal familier kan nikke genkendende til. De seneste tal viser, at forekomsten af ADHD er mere end fordoblet over perioden 2009-2019. I 2019 havde 18 ud af 1.000 0-17-årige ADHD, mens dette var tilfældet for kun 8 ud af 1.000 tilbage i 2009.
“Antallet af børn, der bliver diagnosticeret med ADHD, er steget ganske enormt de seneste 10-15 år – i hele den vestlige verden og også i Danmark, hvor det i dag er den diagnose, der bliver stillet oftest i børne- og ungdomspsykiatrien,” fortæller Per Hove Thomsen, Professor i børne- og ungdomspsykiatri ved Aarhus Universitet og overlæge på Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling på Skejby Sygehus.
“Vi ved, at cirka 80 procent skyldes genetik og arvelige faktorer, og at mindst halvdelen af dem, der har ADHD som børn, også har det som voksne, og det er man for alvor begyndt at få øjnene op for,” uddyber han og forklarer, hvordan den resterende del vokser fra eller lærer at mestre de udfordringer, der er forbundet med ADHD.
“Når man har ADHD, har man problemer på tre områder, med opmærksomhedsfunktion, hyperaktivitet og impulsivitet, hvilket kan komme til udtryk med forskellig vægtning og i forskellig sværhedsgrad. Men diagnosen er defineret ved, at symptomerne kommer til udtryk i alle kontekster; når barnet er hjemme, i institution, til fritidsaktiviteter og andet. Det absolut største problem for børn med ADHD og en vanskelighed, der forfølger de fleste ind i voksenlivet, er den manglende evne til at styre deres opmærksomhed.
De skøjter og viger fra det ene til det andet, bliver nemt distraherede af ting, der foregår omkring dem, og kan ikke dosere deres opmærksomhed, hvilket betyder, at de nemt taber tråden og kan virke planløse og springende i deres aktiviteter og adfærd,” forklarer Per Hove Thomsen og understreger, hvordan det ikke betyder, at børn med ADHD ikke kan koncentrere sig. De skal bare have hjælp til det – og være tilstrækkeligt motiverede.
“Nogle børn med ADHD kan endda være det, vi kalder hyper-fokuserede, hvor de bliver overfokuserede og kaster for meget koncentration ind i noget,” lyder det fra forskeren.
Annonse
“Samtidig kan der være tale om såkaldt stille ADHD, hvor H’er og dermed hyperaktiviteten er udeladt.”
Annonse
Den stille pige
Sidstnævnte variant af diagnosen kender Selina Munch-Petersen også til. For familiens to yngste børn, døtrene Madicken og Riona, viste sig begge at gå i fodsporene på mor og storebror – Riona dog på sin egen stilfærdige facon.
“Da Madicken kom til verden, kunne vi ret hurtigt se, at hun på mange punkter lignede Simon. Hun havde afsindigt travlt med at nå alting, var hurtig motorisk, men havde ikke rigtigt hovedet med. Hun gad heller ikke ligge og amme. Da hun blev tre år, blev det meget tydeligt, at hun var hyper, fordi hun slet ikke kunne sidde stille, og søvn var en by i Rusland,” fortæller Selina Munch-Petersen om datteren, der blev diagnosticeret som 5-årig og i dag går på den specialskole, hvor Simon også gik.
“Historien er lidt anderledes med Riona, for hun er ikke et hyperaktivt barn, men i virkeligheden det modsatte; et meget forsigtigt, genert, hænge på mor-barn. Det gik rigtigt fint med hende i både vuggestue og børnehave, men jo ældre hun blev, jo mere opmærksomme blev vi på, at hun havde svært ved at komme fra A til B, hele tiden glemte ting og hele konstant fik nye ideer,” beskriver Selina Munch-Petersen, som for alvor fik blik for sin yngste datters udfordringer, da Riona begyndte i den lokale folkeskole – og corona kort efter ramte.
“Det var umuligt at hjemmeskole hende og fastholde hendes opmærksomhed om opgaverne, og da skolen åbnede igen, blev eleverne inddelt i nye grupperinger, hvilket hun slet ikke kunne håndtere. Hun begyndte at få tankemylder og udvikle angst. For eksempel for edderkopper, hvor det på et tidspunkt blev så slemt, at hun tjekkede alle dørkarme, før hun turde gå igennem en dør. Og turen ned ad vores private vej til skolebussen blev helt uoverkommelig. Til sidst blev det så voldsomt, at hun ikke kunne komme i skole,” husker Selina Munch-Petersen.
I lettere trægt samråd med skolen fandt familien frem til en model, hvor Riona kunne møde op nogle få timer hver dag og langsomt trappe op. Og i begyndelsen af 2021 blev hun diagnosticeret med ADD.
“Jeg tror, det var svært for lærerne at forholde sig til, at hun kunne have den stille form for ADHD. Hun bider for eksempel negle og svinger med benene for at komme af med energien – og har på den måde udviklet sine egne overlevelsesstrategier – men ellers er det ikke altid lige til at få øje på hendes udfordringer,” konstaterer Selina Munch-Petersen.
Se bag om adfærden
En af dem, der ved en hel del om dagligdagsproblematikker i småbørnsfamilier og ikke mindst dem med udfordrede børn og unge, er Lotta Borg Skoglund, overlæge og lektor i psykiatri og medforfatter til bogen Sort bælte i forældreskab, hvor hun sammen med psykolog Martina Nelson går om bord i temaer såsom søvn, mad, tøj, venskaber, alkohol. Alt det, der kan fylde meget, når man lever i en familie med for eksempel ADHD.
“Vi skrev bogen, fordi vi kunne se, hvor hårdt familier med børn med diagnoser – som ADHD og autisme – kæmper. Og fordi, vi kunne se, at de familier har en tendens til at udvikle deres egne strategier og tricks i en verden, der ikke passer til deres barn. Det gav os lyst til at præsentere nogle praktiske løsninger baseret på forældrenes bud og vores egne,” forklarer Lotta Borg Skoglund.
“Hvis et barn for eksempel nægter at gå i skole, kan det være tegn på mange forskellige ting – det kan være, fordi det ikke ved, at skolen er vigtig, fordi det synes, at det er sjovere at være derhjemme og spille computer, eller det kan være et tegn på, at barnet ikke føler sig tryg eller passet på i skolen – og uanset hvad gælder det om at undersøge behovet bag opførslen og være opmærksom på, hvorfor barnet opfører sig, som det gør. Vores erfaring er, at forældre, som er nysgerrige over for og interesserede i, hvad der er på færde, i stedet for at tvinge deres barn til noget bestemt, har tendens til at være mere succesfulde,” lyder det fra Lotta Borg Skoglund, der samtidig understreger, at det ikke behøver betyde et fravær af hverken krav eller forventninger til barnet.
Hos den lille bornholmske familie er det en model, de har taget tæt til sig. På baggrund af hjælp fra professionelle – og ved at prøve sig frem, ganske enkelt.
“Vi bruger meget energi på at finde ud af, hvorfor børnene reagerer som de gør, og vælger vores kampe med omhu, hvilket også betyder, at vi ikke har særligt mange konflikter. Vi forsøger at stille krav til børnene ud fra deres overskud og interesse og i det små; så de tager deres tallerken af bordet, hænger deres taske op i gangen, tømmer deres madkasse og den slags. Men vi skælder ikke ud, hvis det ikke lykkes, for det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg er selv formet af, at jeg som barn blev bebrejdet, at jeg glemte ting og ikke kunne holde styr på alt muligt, og jeg tror, det skader børns selvværd, hvis de hele tiden får at vide, at de er forkerte,” siger Selina Munch-Petersen og beskriver, hvordan struktur og gentagelse er blevet altafgørende for, at familiens hverdag fungerer.
Annonse
“Vi står op på det samme tidspunkt, spiser det vi plejer, går ud ad døren på det samme tidspunkt og sørger i det hele taget for, at der ikke sker store ændringer. Jeg lægger også tøj frem til Riona og sørger for at få hendes ting ned i skoletasken. Vores største udfordring er, når vi skal ud af huset – til fødselsdage og arrangementer – eller møder forstyrrelser udefra. I de situationer bliver der uro og modstand, også kropslig, og de to store trækker sig. Riona derimod kan reagere ved at blive som en lille, irriteret bi, der ruller øjne og svarer igen. Og som til sidst bryder sammen,” fortæller Selina Munch-Petersen.
Virkelige og virtuelle venner
Selina Munch-Petersen bliver hængende et øjeblik ved hverdagen, for som selvudråbt gamer-familie bruger både hun, hendes mand og de tre børn en pæn portion tid foran computer og iPad, fordi de synes, det er fedt. Og netop skærmtid er et emne, der også kommer under kærlig behandling i Lotta Borg Skoglunds nye bog. Fordi man ved, at børn med for eksempel ADHD har større risiko for at udvikle et internetmisbrug og problematiske skærmvaner.
“Det kan være svært for dem at stoppe noget og skifte fokus, når de skal, og samtidig kan det være via internettet, at de her børn møder ligesindede og oplever, at de ikke er alene. Det betyder, at vi skal være meget forsigtige, når vi kigger på ADHD-børns forhold til skærme. For det kan godt være et problem, men det kan lige så vel være en valid strategi i forhold til god social kommunikation og en måde at slappe af og distrahere sig selv på,” forklarer Lotta Borg Skoglund, og Selina Munch-Petersen kan spejle sine unger i den beskrivelse:
“For vores børn er det en mulighed for at lukke verden ude og opleve en succes, som er svær for dem at få ude i virkeligheden, hvor de skal bruge en masse energi på, om de siger det rigtige og opfører sig på en bestemt måde. Og vi vil ikke kræve, at de skal være en del af bestemte fællesskaber, og påtvinge dem relationer, som de ikke ønsker,” fortæller Selina Munch-Petersen.
Begge piger har venner, bemærker hun så, men ikke mange. Og legeaftaler, men også online.
“Børn med ADHD kan blive misforstået, også selv om de har fået diagnosen, fordi barnet ofte er meget impulsivt og kan virke voldsomt og grænseoverskridende, og de føler sig mange gange ekskluderet, fordi andre børn måske bliver lidt bange for dem og synes, de er for dominerende og voldsomme og nemt kan svinge følelsesmæssigt. Men egentlig vil de bare gerne være som de andre børn og kunne indgå i lege. Mange af de børn, vi snakker med, har det som deres største mål, i forhold til behandling, at få flere venner,” lyder en relateret pointe fra Per Hove Thomsen, og Selina Munch-Petersen bekræfter, hvordan hun og Tommy gør en indsats for netop at pleje de venskaber, pigerne har:
“Vi går op i at lave fysiske legeaftaler, selv om det maksimalt er nogle få timer ad gangen, for så kan de ikke mere. Og samtidig gør vi alt, hvad vi kan, for at være opmærksomme på de signaler, børnene sender, og huske at stoppe, imens legen er god – helt bogstaveligt,” konstaterer Selina Munch-Petersen.
Ned med forventningerne
Med tiden har Selina Munch-Petersen forenet sig fuldstændigt med, at hendes familie er, som den er. Med udfordringer og begrænsninger, omgivelsernes indimellem undrende blikke og velmenende råd – og med stjernestunderne ikke mindst, som hun kalder de små øjeblikke, hvor diagnosen viser sit smukkeste ansigt; som når Rionas idérigdom bliver til sjove ræsonnementer eller lige så skægge hjemmegjorte papkreationer. Men en gang imellem kan hun godt drømme om at se sine tre unger vokse op i en verden med bedre plads til at skille sig ud.
“Jeg synes, det er svært at finde rammer, der passer til mine børn, og jeg kan godt se tilbage og tænke, om vi før i tiden var bedre til at kigge på det individuelle barn i vores institutioner og skoler. Uden at vi alle sammen skulle passe ned i den samme kasse og leve op til de samme krav, sådan som der bliver lagt op til mange steder i dag,” reflekterer hun og rammer et emne, som Per Hove Thomsen også er optaget af.
“Vi har nogle institutioner i dag, hvor der i høj grad bliver lagt op til gruppearbejde og samarbejde på tværs og på, at barnet selv skal tage styring og tilrettelægge sine ting, hvilket kræver meget af barnets egen selvforvaltning og strukturering – og det har børn med ADHD svært ved. I stedet har de brug for struktur, forudsigelighed, genkendelighed og en plan for, hvad de skal. For det er noget af det, de mangler i sig selv; evnen til at skabe den struktur. Og når den ikke bliver givet tilstrækkeligt fra omverdenen, for eksempel i skolen, så bliver deres vanskeligheder meget tydeligere,” lyder forskerens bekymring.
Han er på ingen måde ude på at generalisere nutiden eller glorificere fortiden, men børn med ADHD havde det måske nemmere tidligere, bemærker han.
“Dengang var der færre krav til selvudvikling – og også færre faglige krav. Og der blev heller ikke stilet lige så store krav til omskiftelighed, hvilket på mange punkter er overvældende for børn med de her vanskeligheder.”
Hjemme hos Selina Munch-Petersen er forventningerne om, at børnene skal gennemføre en bestemt uddannelse eller gå en bestemt vej i livet for længst parkeret.
“For os er det vigtigere, at vores børn har livskvalitet og kan være i dem selv. Diagnosen må aldrig blive en undskyldning eller en automatisk begrænsning, men de er dem, de er, og det er der ikke noget, der kan lave om på. De skal bare lære at arbejde med dem selv, forstå dem selv og mærke efter. Og så ellers tage tingene i deres eget tempo,” konstaterer hun, hvilket ifølge Lotta Borg Skoglund er en fin måde at gribe det an på.
“Det er meget vigtigt at arbejde med forventninger. Det kan være hårdt at indse, at din familie ikke er normal, og at barnet altid vil være anderledes og ikke kunne det samme som andre børn.
Men bare fordi du er anderledes, betyder det ikke, at du ikke kan leve et meningsfyldt liv. Det er meget vigtigere at fokusere på, hvad mulighederne er. Selv om det kan tage noget tid og være noget, vi skal kæmpe med; når tingene ikke bliver, som vi håbede.”
