Klumme: "Efter fødslen lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville tale grimt om min krop igen"

Jeg misunder de veltrænede mødre. Min krop er ikke veltrænet. Min datter er ni måneder gammel, og jeg kæmper dagligt med at nå at tisse og spise. Jeg aner ikke, hvornår jeg skulle få tid til at træne. Når hun sover, har jeg travlt med at spise banankage og se Netflix, og når hun er vågen, gør jeg mit bedste for at holde hende i live.

Indimellem ser jeg et billede på Instagram af en mor, der laver planken i Fælledparken, mens hendes baby sover sødt i barnevognen ved siden af. Jeg må indrømme, at jeg sletter den slags personer fra mit feed. Jeg får det simpelthen for dårligt med mig selv. Jeg orker ikke engang at gå ned i kiosken, når klokken passerer to om eftermiddagen.

Jeg elskede at være gravid. Jeg beundrede, hvordan min krop udviklede sig i takt med det lille menneske, der voksede i maven. Kroppen gjorde sit arbejde, og jeg faciliterede processen. Jeg nød også at være gravid, fordi det var en undtagelsestilstand. Nu var det okay at spise kage hver dag, og jeg spiste kage hver dag. Jeg husker min graviditet som kvalme, angst, glæde og kage. Og pludselig vejede jeg 79 kilo. Jeg stod på vægten hos lægen, og Jesper og jeg kunne ikke stoppe med at grine, fordi jeg var på grænsen til at veje det samme som ham. Men jeg følte også en lillebitte smule skam. Som om jeg midt i al min kvindelighed ikke var kvindelig nok.

Når du begynder at amme, smider du det hele, sagde min veninde. Og bevares. Jeg har da også smidt de fleste kilo igen, men min krop er anderledes. Den er slappere. Når jeg hopper, tisser jeg. De to ting er ligesom bare en package deal nu. Og da jeg forleden skulle i en badedragt, fik jeg en nedtur, så jeg løb en tur for første gang i 20 måneder. Det var hårdt. Mit løbetøj sad stramt, og mens jeg løb, mærkede jeg hjertet bag trøjen. Det pumpede afsted. Min vejrtrækning var besværet, men jeg bevægede mig. Min krop bar mig.

Da jeg havde været i bad, stod jeg lidt foran spejlet og betragtede den 34-årige krop. Da jeg var 18, gik jeg i hotpants og stumpetrøjer. Alderen og livet har sat sig på denne krop, og pludselig blev jeg mærkeligt taknemmelig over den. Jeg så den i et andet lys. Måske var det endorfiner, men jeg huskede, at min krops udseende ikke er relevant for min værdi i verden. Det ved jeg, fordi min krop kan gøre fantastiske ting.

Da jeg havde født Elinor, var Jesper i knæ over, hvor vidunderlig min krop er. Og tro mig. Jeg har set billeder og videoer fra den fødsel. Kroppen er ikke lille og fin i kontrollerede, smukke positioner. Kroppen er dyrisk i en fødsel. Den vrider sig, vender vrangen ud på sig selv. Men Jesper var ligeglad, og jeg var ligeglad. Vi var vidner til denne fuldkommen enestående krop, der gjorde det, den skulle. Den fødte et barn, og Jesper sagde, at han følte skam over at være en mand, for mandekroppen kan bare være stærk, men kvindekroppen kan bære og føde og ernære et barn. Det er ganske mirakuløst, og det er mere end nok.

I dagene efter fødslen lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville tale grimt om min krop igen. Den har givet mig det største, jeg nogensinde kommer til at få. Den har taget vare på et lille menneske i ni måneder. Bygget et lille hjem til min datter, indtil dens job var færdig, og det var min tur. Den har gjort et arbejde, jeg aldrig lærer at begribe omfanget af, så hvordan kan jeg tillade mig at klage over fem ekstra kilo eller løst maveskind? For min skyld må min krop æde Marabou-chokolade resten af livet – den har fortjent det.

I stedet vil jeg behandle den mere respektfuldt. Jeg vil sige tak til den noget oftere. Jeg vil se på de fire ar på min mave, der vidner om alt det, min krop gik igennem, før den fik lov til at bære et barn, og jeg vil lovprise dem. Jeg håber aldrig, de forsvinder. De er mit bevis på overvindelse og skønhed.

Jeg vil mærke mine fødder, når de bærer mig, når de står fast, når de bevæger sig hen mod det, der gør mig glad, og væk fra det der gør mig ondt. Jeg vil betragte mine bryster med taknemlighed, fordi de producerer mælk til min datter. Fordi de har lært mig, at de ikke er seksualobjekter; de er små mirakler, der kan mætte et nyfødt barn.

Og jeg vil prøve at give min krop gode ting og spise flere grøntsager og træne dens muskler, så den kan løfte Elinor og udføre det hårde arbejde, det er at være mor.

Men når jeg sidder i sofaen i aften, bliver det med et stykke chokoladekage, for hvem er jeg at benægte noget helligt, hvad den behøver? Det ville være en form for blasfemi. Vi er mødre. Denne krop bærer en mor, og mødre har brug for kage.