Når små børn dør: "Lige før han trak vejret for sidste gang, klemte han min finger"

– Vi var så forberedte, og havde allerede sørget så længe, siger Katrine Måkestad. 

Hun er mor til Kevin, der døde bare fire måneder gammel. Da han gik bort, blev det – midt i sorgen – en fin oplevelse for forældrene:

– Jeg er ikke bange for at sige, at døden nogle gange er velkommen. Vi er fortvivlede over at have mistet vores søn, men vi havde allerede sørget så længe, da døden kom. Døden var ikke længere noget farligt. Den var en befrielse. 

Det var for alvor blevet forår. Bøgen var sprunget ud, og forårsblomsterne skød op af jorden. Turiststedet Odda i Norge havde ligget i dvale hele vinteren. Nu forberedte de lokale sig på det store rykind af turister. Dagene vidnede om nyt liv, om en tid med håb og lyse dage.

LÆS OGSÅ: Når små børn dør: "Jeg kæmper med angsten for at miste"

På lige præcis sådan en dag sagde lille Kevin farvel til livet. Han sov stille og fin ind i sin mors arme. Uvidende om, hvilken fremtid han kunne have fået, og helt uvidende om den sorg og det savn, han var skyld i den korte tid, han levede.

– Men jeg tror, han havde det godt. Han lå i mine arme og var så varm og god. Lige før han trak vejret for sidste gang, klemte han min finger. Jeg mærkede næsten ikke, at han holdt op med at trække vejret, siger Katrine. 

Hun smiler. For hun mindes den sidste nat med en god følelse. Både hun og Kevins far, Arild Vines, vidste, at Kevin ville dø. At han døde, før lægerne havde troet, ser de kun som noget positivt. 

– Han slap for at opleve de smerter, der følger med sygdommen. Og vi slap for at se ham lide.

Ikke noget galt

Chokket

Ventetiden

Når døden kommer

Begravelsen

Det rigtige valg

Duften af Kevin

Begravelsesrådet sørgede for at tage Kevins hånd- og fodaftryk til gravstenen.

– Det er fint at have noget konkret at forholde sig til. Lige efter begravelsen tog jeg den body, som Kevin havde haft på. Jeg havde den med mig i flere dage og duftede til den. Den duftede af Kevin.

I dag hænger bodyen hjemme på væggen i huset i Odda. Den er nyvasket og nystrøget. Når Katrine af og til vågner om natten af et mareridt og er bange for, at Kevin skal dø, så tager det lige et øjeblik at opfatte virkeligheden. At Kevin ikke er her længere. 

– Vi går videre i livet med god samvittighed. Kevin slap for at græde sig ind i døden, og jeg tror, at han havde det godt i den korte tid, han var her. Både Kristoffer og Kristian nåede at fejre deres fødselsdage med ham. Kristoffer fik også lov til at have ham med i børnehaven. Han var så stolt den dag, mindes Katrine. 

– Og takket være Kevin, har jeg fået et mere afslappet forhold til døden. Tidligere var det en skræmmende tanke, at vi skal dø. I dag ved jeg, at det kan være fint at sove ind en dag. Døden behøver ikke være noget forfærdeligt.

Artiklen har oprindeligt været bragt i vores norske søstermagasin Foreldre & Barn. Men vi synes, at historien om lille Kevin er så fin – og blev så rørte over at læse den – at vi også gerne ville bringe den i Vores Børn. 

LÆS OGSÅ: "Vi har været så tæt på at miste ham"

LÆS OGSÅ: "Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorg

LÆS OGSÅ: Kommunikation: Tal med dit barn – også om døden