Når oldefar bliver en engel

Når Disney Sjov kører over skærmen, ser vores små børn massevis af ulykker og optrin, der ender med, at en tegneseriefigur kommer slemt til skade eller dør. Men når det kommer til virkeligheden, er døden ikke til at begribe for de mindste.

De lærer om verden gennem konkrete oplevelser, og lille Sebastian på tre år forstår derfor ikke noget om døden ved bare at høre mor og far tale om den. Kommer han derimod med til begravelsen, når familien mister oldefar eller en anden nær slægtning, åbner der sig en verden, hvor han får billeder og følelser at koble på forestillingen om døden.

„Mange har meninger om, om det er godt eller skidt for børn at deltage i begravelser. Men det handler ikke om, hvad vi mener. Der er forskningsmæssig viden, der dokumenterer, at børn ubetinget skal inddrages i afslutningen af livet.

Ellers kommer de ikke til at forstå livets uigenkaldelighed, og så lærer de ikke, at livet består både af svære og nemme følelser,” lyder opfordringen fra pædagogisk konsulent Erik Sassersen Møller. Han underviser professionelle og forældre i børns følelsesliv og står bag hjemmesiden www.boerns-sorg.dk.

Virkelighed frem for fantasi

Det er helt normalt, at forældre værger sig ved at tage et lille barn med til begravelse, fordi de ønsker at skåne det fra at blive ked af det og mærke til sorgen. Men det er ikke en bekym-ring, man skal lade sin beslutning styre af, forklarer eksperten.

Børn mellem nul og fire-fem år opfatter nemlig livet i cirkler: Hver dag starter med morgenmad, så af sted i institution og til sidst aftensmad og godnathistorie, og sådan gentager det sig cirkulært. Og netop på grund af denne måde at opfatte tilværelsen på, vil barnet ikke kunne forstå, at oldefar ikke er der til næste jul, og at man aldrig skal se ham igen.

Derfor vil barnet heller ikke føle sorg på samme måde som voksne eller større børn. Det vil derimod være ked af det her og nu, og ofte kortvarigt.

„Og hvis man holder børnene væk, risikerer man, at deres fantasi får lov at sætte dagsordenen, og den er uendelig meget mere dramatisk end virkeligheden,” fortsætter eksperten.

Mor kan også græde

Men hvad så, når mor står der til begravelsen, knust og med tårer trillende ned af kinderne, mens mostre, onkler og andre på hver deres måde er triste og forknytte?

„Når børn ser far og mor kede af det, lærer vi dem om kærlighedens bånd – at vi knytter os til hinanden og bliver kede af det, når de bliver brudt, og vi må sige farvel. Det er vigtigt at vise barnet og lære det, at det er okay at være rigtig ked af det. Tal på forhånd med dit barn om, at du vil blive ked af det til begravelsen,” siger Erik Sassersen Møller.

Det handler altså om at gribe tingene rigtigt an og forberede børnene på begravelsen i stedet for at beskytte dem af frygt for, at de skal opleve os voksne være kede af det.

Per Bøge, der arbejder med børn og sorg i Kræftens Bekæmpelse, er enig:

„Børn kan godt håndtere, at deres forældre er kede af det til en begravelse, men de voksne skal tale om det før og bagefter og for eksempel sige: ”Det var ikke dig, der gjorde mig ked af det, jeg græd, fordi jeg savner bedstemor,” siger han.

Tag ansvar for barnets oplevelse

Men hvad nu hvis lille Sebastian opfanger, at denne her begravelse ikke bliver sjov og siger, at han ikke vil med? Konsulent Erik Sassersen Møller mener, at forældre i dag for tit spørger deres små børn om, hvad de har lyst til.

„Når det drejer sig om at deltage i en begravelse, er det ikke op til barnet at bestemme – det er forældrenes ansvar at sørge for, at det bliver en god oplevelse at inddrage barnet. Hvis man kan læse i sine forældre, at det her bliver svært, så vil barnet nok virke usikkert eller sige, at det ikke vil med.

Her er det vigtigt, at de voksne viser, at vi er der for barnet og signalerer, at det bliver en god oplevelse for begge parter. Barnet skal med, selv om det udtrykker usikkerhed – vi afleverer dem jo også i vuggestue og børnehave, selv om de kan være utrygge, fordi vi ved, at det er rigtigt for dem på sigt.”

Maria Harms, der er præst i Roskilde Domkirke, anbefaler altid forældre at tage deres børn med til begravelser, der ikke er tragiske og meget sørgelige, som de er, når børn eksempelvis må tage afsked med en forælder eller søskende.

I situationer, hvor man forudser, at den voksne vil bryde sammen og ikke har overskud til barnet under begravelsen, anbefaler hun, at barnet ledsages af en voksen fra for eksempel børnehaven, som de er trygge ved, og som står for normaliteten.

„Børn er som seismografer, de opfanger alle små signaler og ved alligevel godt, at folk er kede af det. Det er vigtigt at formidle til sine børn, at det er sørgeligt og vemodigt, når et menneske dør – men det er ikke tragisk at sige farvel til en bedstefar eller en oldemor. Hele ceremonien er jo også præget af den taknemmelighed, man har ved at have kendt den afdøde. Det er de gode følelser – vemod og taknemmelighed – som de små skal fornemme, og som er gode for dem at kende til,” siger Maria Harms. Fra sin erfaring ved hun, at små børn generelt er gode til at håndtere sorg.

„Børn håndterer sorg anderledes end voksne. De går ind og ud af følelsen – så græder de måske, og to minutter senere løber de rundt og leger. De tager den mængde, de kan klare, ad gangen, og så kobler de ud igen. Så det skal man ikke være bange for.”

Hvor er oldefar nu?

Både før og efter begravelsen vil barnet ofte nysgerrigt og ivrigt spørge til, hvad det er at være død, om oldefar er i kisten, og hvor han så skal hen? Svar konkret på konkrete spørgsmål, lyder eksperternes råd. Hvad, man svarer på tros-spørgsmål, er op til ens egen tro og temperament, anbefaler Erik Sassersen Møller.

„Man kan godt sige til børnene, at der er noget, vi tror, og der er noget, vi ved. Du kan sige, at vi ved, at oldefar nu ligger i jorden, og at du tror, at han er blevet til en stjerne eller en engel. Uanset hvad, er det vigtigt, at vi voksne er ærlige og siger, hvad vi ved, og hvad vi selv tror på,” siger han.

Når det handler om selve seancen i kirken, melder der sig også et praktisk spørgsmål. For hvad stiller man op undervejs, hvis man ved, at Sebastian ikke kan sidde stille og tie stille i mere end fem minutter ad gangen.

„Tag bøger eller lignende med til at underholde, når koncentrationen ryger. Og lad bekymringen blive derhjemme,” anbefaler sognepræst Maria Harms og påpeger, at de fleste kirker har både legetøj og ofte også et legehjørne til små børn.

„Børn hører til ved en begravelse, fordi de er et stærkt symbol på, at livet fortsætter. Børn er fremtiden og repræsenterer det håb, som også er indeholdt i en kristen begravelse,” siger præsten.

Forbered dit barn på begravelse

Besøg en kirke

• Tal om, hvordan kirkerummet ser ud, at der vil være en kiste, blomster etc.
• Forbered barnet på, at der vil være et orgel, der spiller højt, og at der bliver sunget

• Fortæl, at der vil være folk, der er kede af det

• Få dit barn til at tegne en tegning, som det kan lægge på kisten, eller tag en blomst med.
• Tag barnet med ud at rydde op i oldefars lejlighed – jo mere konkret, jo bedre

LÅN BØGER på biblioteket om emnet, f.eks. ”Der var engang, vi ikke var her – en bog om døden for børn” af Anne Jacobsen og ”Farvel mormor” af Jeanne Fløe og Henrik Bjerregrav.