Find et navn til baby: Lad musikken guide
Er du helt lost i mission “Find navn til baby i maven”? Så er der hjælp at hente i musikken, i alt fra børnesange til danske og udenlandske hits. Se her, hvilke navne du (måske) ikke selv havde tænkt på!
Hvis du allerede har trawlet navnelisterne igennem, bedt om venner og veninders input og tænkt så det knaget over, hvad baby i maven skal hedde, er her en alternativ vej at gå: via musikken.
Sangtitler og –tekster kan være et skatkammer af navne – især hvis du ikke er til modenavne som William og Sofia – og har også den fordel, at baby automatisk får en kendingsmelodi i fødselsgave.
Og der er nok at vælge imellem. Gå fx på opdagelse i sangbogsklassikeren De små synger, tjek playlisten på din telefon eller musikafspiller eller tænd for radioen. Der er masser af nye og gamle hits, der handler om piger og drenge.
Vi har samlet et udpluk til dig – så kan du selv researche videre.
Find din babys navn … i børnesangen!
Ja, du behøver sikkert ikke engang slå op i en sangbog for at komme på de første par børnesange, hvor der optræder navne. Vi nævner i flæng Lille Peter Edderkop, Den lille Ole med paraplyen, Op, lille Hans og Mester Jacob.
Og der er maaange flere – særligt med drengenavne, men også sange som Lille Lise og Andreas sang (fra Kaj og Andrea), kan bruges som inspiration.
Find din babys navn … med hjælp fra Kim Larsen!
Hold. Nu. Op. Hvor har Kim Larsen været flink ved navnerådvilde forældre, for han har mildest talt sprøjtet titler ud, hvor der indgår navne – og endda nogle ret fine nogle af slagsen.
Tag fx titler med pigenavne som Viktoria, Rita, Nanna, Joanna, Caroline, Maria, Marianne, Mig og Molly, Susan Himmelblå, Lille Lærke, Danas have, Tante Olgas briller, Betty B.I.F., Tante Jannis sommerpension og Det var Inga og Katinka og Smukke Charlie på sin Harley.
Skal du finde et drengenavn, har Kim bl.a. sunget om Sylvesters drøm, Rocco, Lille Henry, Sonny Boy, Jacob den glade, Oles fjerner, Hubertus og Stakkels lille Jim.
Find din babys navn … i danske hits!
Johnny Reimar bidrager også til navneresearcen, når han synger om Lille fregnede Louise, mens Otto Brandenburg gav den gas i Alle sømænd er glade for piger og nævner både “Susanne, Birgitte og Hanne og Tove og Anne og Lizzy og Kiz. Foruden Agnete, Elisa og Gretheog Anne-Merethe, og Molly og Liz”.
Eller hvad med Søren Kragh Jacobsens Kender du det (Mona) – i den vil han både stikke af med Mona, Hanne, Helle, Gitte og Hanne. Klassiske danske pigenavne, som er gået lidt i glemmebogen.
Find din babys navn … i udenlandske hits!
Hvis du går efter et mere internationalt navn til junior, kan din yndlingssang af Lady Gaga eller Rolling Stones måske inspirere dig. Her er et par bud: Roxanne (The Police), Jolene (Dolly Parton), Billie Jean (Michael Jackson) Alejandro (Lady Gaga), Fernando (ABBA), Hey Jude (The Beatles), Iris (The Goo Goo Dolls), Johnny B. Goode (Chuck Berry), Jimmy Jimmy (Madonna), Jessie (Joshua Kadison), Angie (The Rolling Stones), Mandy (Barry Manilow) og Oh Carolina (Shaggy). Og listen fortsætter i det uendelige …
God jagt efter det perfekte babynavn (og efter det, der måske bliver din nye yndlingssang!).”