Ny aftale om barsel på vej: ”Vi fremmer ligestillingen ved, at begge forældre får tid med deres nyfødte”
En ny barselsmodel vil fremover øremærke 11 ugers barsel til begge forældre. Aftalen skal være med til at sikre mere ligestilling for både mor og far, lyder det fra fagbevægelsen og arbejdsgiverne.
11 ugers forældreorlov skal fremover være øremærket til både mor og far.
Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er blevet enige om en ny model for barsel, og deres mål er at stille forældrene lige, når der skal afholdes barsel.
”Det her er en aftale, der går ind og rykker ved hegnspæle i vores samfund ved at sikre, at vi reelt får ligestilling i fordelingen af barsel og orlov i det første år af barnets liv,” siger Majbrit Berlau, der er næstformand i FH til Berlingske.
Den nye model handler ifølge forhandlingspartnerne om at skabe mere ligestilling for både danske mænd og kvinder.
Ved at give fædre og medforældre adgang til mere samvær med barnet, får de mulighed for at skabe en stærkere tilknytning til deres barn tidligt i livet.
Tal fra Danmarks Statistik viser ifølge Berlingske, at danske kvinder med de nuværende barselsregler gennemsnit holder 280 dages barsel, mens danske mænd tager 34 dage.
Samtidig vil øremærkningen af 11 uger til begge forældre ifølge FH-næstformand Majbrit Berlau også omvendt forbedre danske kvinders vilkår på arbejdsmarkedet, fordi de holder en mindre del af den samlede barselsorlov.
”Vi fjerner nogle af de største strukturelle barrierer for ligestilling, der eksisterer i det danske samfund,” understreger hun overfor Berlingske.
Med aftalen vil moderen - sådan som det også er i dag - have ret til fire ugers barsel op til termin og begge forældre har to uger efter fødsel.
Derefter har både mor og far ret til yderligere ni ugers øremærket barsel ifølge den nye barselsmodel. Resten kan deles frit mellem parterne.
Hvis manden ikke ønsker at bruge sine 11 uger, betyder det, at de bortfalder.
”Vi fremmer ligestillingen ved at sikre, at begge forældre får tid med deres nyfødte. Det er ingen hemmelighed, at vi gerne vil have fædre til at tage flere af ugerne med deres børn, og det bliver der god mulighed for med denne model,” siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i DA i en pressemeddelelse.
Før den nye model kan blive til virkelighed, skal den først vedtages af et politisk flertal. En rundspørge fortaget af Berlingske viser, at et sådant tilkendegiver, at de er "yderst positivt" stemt overfor aftalen.