Nybagt mor: “Afstem forventninger med de nærmeste”
Sig nej tak til (masser af ) gæster, men yes, please til mad leveret på dørtrinnet. En nybagt mor fortæller om de første dage som familie og videregiver erfaringer og gode fif.
Om familien
Mor: Trine Ruby, 32 år, journalist.
Far: Thomas Brønnum, 41 år, journalist.
Barn: Anker, 3 mdr.
Hvordan oplevede du de første dage efter fødslen?
Den første tid var præget af et voldsomt kick in af følelser og hormoner. Jeg sov ikke de første tre døgn, for jeg havde en irrationel frygt for, at min baby ville dø, hvis jeg døsede hen. Det gjorde mig ret tyndhudet. På fjerdedagen skulle jeg sove alene i soveværelset, mens min kæreste og søn sad i stuen. Jeg kunne slet ikke sove og endte med at komme stortudende ind i stuen, hvor min kæreste puttede mig på sofaen med lille nyfødt baby ved siden af. Det virkede.
Hvad var den første udfordring, I stødte på?
Alle i familien havde nogle billeder af, hvordan de første dage skulle være. Hvem skulle med på tur med barnevognen første gang? Hvem skulle med på hospitalet? Jeg havde selv nogle forestillinger, bedsteforældrene havde deres, og min kærestes store børn og deres mor havde en ide om forløbet. Det var bare ikke altid, at vi havde de samme billeder. Jeg havde for eksempel forestillet mig, at jeg skulle pakke sønnike ned i barnevognen på den første tur udenfor, men det havde andre familiemedlemmer også tænkt, at de skulle. Der kunne man måske godt have afklaret forventninger inden.
Hvad var det mest overraskende ved at blive mor?
Det overraskede mig, hvor stort det var. Jeg havde det ikke sådan wauw, da min baby kom op på brystet til mig. Det øjeblik kunne jeg ikke finde ud af at være i. Jeg var slet ikke til stede den første dag, men efter et døgn bølgede mor-følelsen ind over mig, fordi min søn ikke ville spise. Shit, jeg blev bange! Der kunne jeg pludselig mærke, hvor meget han betød for mig.
Hvad var det sværeste i de første dage?
Jeg var fuldstændig hormonpumpet og træt. Alt det plejepraktiske som amning gik fint, men det følelsesmæssige, altså … Jeg følte, at jeg var helt parallelforskudt fra mig selv i flere uger. Min kæreste har to børn i forvejen, så jeg var klar over, at han godt kunne passe et spædbarn. Og så alligevel. Jeg turde jo ikke lægge mig til at sove. Tænk, hvis han ikke opdagede, at Anker havde snot i næsen, som kunne spærre for hans vejrtrækning!
Hvad vil du gøre anderledes næste gang?
Jeg vil prøve at være mere til stede den første dag og i dagene op til fødslen. Under graviditeten blev jeg ofte spurgt, om jeg ikke glædede mig til at møde ham, der lå i maven. Men det var slet ikke mit fokus, for jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg fokuserede mere på det praktiske som tasken til fødslen, hvordan kommer vi til hospitalet, og hvem skal komme hvornår. Jeg må prøve det igen, så jeg kan kigge på min nyfødte baby og være mere sammen med ham de første dage, for det synes jeg ikke rigtigt, jeg var.
Hvad vil du råde andre til?
Sig til folk, at de skal tage mad med. Også på hospitalet. Jeg havde brug for kalorier efter fødslen, så hvis nogen havde taget en stor burgermenu med, havde jeg sagt ja tak! Jeg kunne virkelig godt have spist noget andet end den ostemad, jeg fik.
4 fif til kommende forældre
1. Spørg andre mødre, hvordan det følelsesmæssigt er at få et barn. Fokuser på den del i stedet for kun på det praktiske. Tal med din mand om de følelser, der eventuelt kan opstå.
2. Afstem forventninger med den nærmeste familie om, hvordan de første dage skal forløbe. Hvad forestiller du dig, og hvilke billeder har de andre? Hvis flere forestiller sig at køre baby hjem fra hospitalet, opstår der hurtigt et problem.
3. Lad folk komme i grupper, eller hold åbent hus. Så skal du ikke være selskabelig, hvis baby trænger til din opmærksomhed, og du har ikke gæster hver eneste dag.
4. Bed gæsterne om at medbringe kage, når de kommer på barselsvisit. Det er helt okay at spørge om hjælp. Som backup kan du fylde fryseren med Ikeas kanelboller, som hurtigt kan varmes i ovnen.