Olga Ravn: ”Efter fødslen tænkte jeg: ’Hvad er der galt med mig’”

Olga Ravn blev tidligt udråbt som en af de helt store stemmer i sin generation, og stjernerne er regnet ned over hendes bøger. Men det sidste års tid har ord som fødselsforberedelse og mødregrupper sneget sig ind på siderne af det, den 31-årige forfatter regner med bliver sin kommende bog. Olga Ravn er ikke lige på trapperne med sin næste bog. Der går nok nogle år. For den skal være lang, gerne over 500 sider. Den mere detaljerede handling og genrevalget holder hun for sig selv lidt endnu, men hun ved, at den skal handle om at blive mor, som den anmelderroste 31-årige forfatter selv blev sidste år. Allerede i graviditeten begyndte mylderet af tanker, der for tiden er under bearbejdning til bogform, at melde sig.

“Da jeg var gravid, blev jeg hjemsøgt af en angst for ikke at være gennemsnitlig. Som gravid vil du gerne have, at barnet skal vokse normalt, at mavens omfang skal være et bestemt mål, og din vægt skal øges som alle andres. Jeg har altid kæmpet med gerne at ville passe ind og samtidig synes, at det er det kedeligste i hele verden. Og så pendulerer jeg lidt i mellem de to ting. Fra at sige: “Fuck alt det normale, nu vil jeg have to par bukser på uden på hinanden”, og så tage to par bukser uden på hinanden og tænke: “Hvad er det lige, du forestiller dig? Nej, hvor er det pinligt!” Det sker for mig hele tiden,” siger hun.

Set udefra svinger pendulet nu mest i retning af det knap så gennemsnitlige. Det varede ikke længe efter debuten fra Forfatterskolen i 2010, før Olga Ravn blev udråbt som et af de helt store talenter i sin generation sammen med forfattere som Asta Olivia Nordenhof og Amalie Smith. Ikke mindst på grund af debuten Jeg æder mig selv som lyng, som bestod af digte med stærkt feministisk islæt om bl.a. kroppen, sex, venskaber og kærlighed. Siden har hun skrevet Mean Girl, som hun selv udgav i et begrænset antal eksemplarer i 2014, romanen Celestine (2015) og digtsamlingen Den hvide rose (2016). Derudover arbejder Olga Ravn bl.a. som redaktør på Gyldendal, holder foredrag, underviser og har redigeret bogen om sin store inspirationskilde, Tove Ditlevsen, Jeg ville være enke og jeg ville være digter.

Når dette interview ender med at handle en del mere om at blive mor end om, hvordan man sætter strofer sammen, så der tikker seks hjerter ind fra Politiken for hendes seneste digtsamling, er det, fordi Olga Ravn aldrig har været bange for at skrive om det, der ligger lige for. Det såkaldt nære, som kritikere sarkastisk kan finde på at kalde det, når man som Olga Ravn er så fræk at skrive om fx sin abort, sit sexliv eller forholdet til sin krop og sit køn.

“Jeg kan slet ikke holde historien ud om, at kvinder kun skriver om sig selv og om det nære. Der er da masser af forfattere, der er navlepillende. Men der er ikke flere af dem, der er kvinder. Det er løgn. Jeg gider ikke høre om det. Det gør mig simpelthen så vred. Hvis man nogensinde hører nogen sige om et kunstværk, en kvinde har lavet, at det ikke gælder, fordi det handler for meget om hendes egen erfaring, skal man blive mistænksom. Så er det ofte, fordi der ofte bliver sagt noget i den bog eller i det værk, som er tabuiseret,” siger Olga Ravn.

Kornfede babyer

Tabuer er der nok af, når det handler om graviditet og om at være nybagt mor, mener Olga Ravn. Det var især de sammenhænge, man bliver sat ind i som gravid og nybagt mor, som hun havde svært ved at føle sig hjemme i.

“Jeg blev rasende af at gå til fødselsforberedelse. Det var helt forfærdeligt. Det var fint nok at høre om, hvad der sker med kroppen, fødslens faser, og hvilken smertelindring, du kan få. Men jordemoderen talte til os ud fra nogle vildt forældede kønsroller og en måde at være forælder på, så jeg blev helt ulykkelig ved tanken om at skulle gennemføre det. Hun sagde ting som: “I mænd skal ikke forvente, at der står middag klar til jer, når I kommer hjem fra arbejde, efter barnet er født, for det er faktisk et fuldtidsarbejde for en mor at tage sig af et lille barn.” Men jeg har da aldrig nogensinde haft middag klar til min kæreste, når han kom hjem fra arbejde. Jesus Christ!” siger Olga Ravn.

Hun oplevede, at mændene blev sat i bås som dyr, der kun tænkte på, hvornår de kunne få lov til at dyrke sex igen.

“Jeg følte slet ikke, at den måde hun talte om at få børn på, passede til den virkelighed, jeg levede i. Jeg fik nærmest angstanfald og sygt mange plukveer af det. Jeg følte, at jeg var tilbage i folkeskolen, hvor man skulle være på en bestemt måde, og ellers var det fuldstændig fatalt.”

Af samme grund mødtes hun også kun en enkelt gang med sin mødregruppe. Hun havde svært ved det med amning og brugte suttebrikker, og sønnen græd meget.

“Det var bare for voldsomt at sidde sammen med seks komplet fremmede kvinder i den skrøbelige situation. Det var et statustab og et tab af kontrol, som jeg ikke var parat til. Og så følte jeg jo, at de andre mødre alle sammen lignede nogle, der sad i en glorie og ammede deres kæmpestore kornfede babyer,” siger hun.

Olga Ravns graviditet og det første år som mor har tvunget hende til at konfrontere nogle tabuer, som hun mener, bør brydes. Bl.a. at lykkerusen over at være blevet mor ikke nødvendigvis vælter ind over dig fra første dag, og at det kan tage tid at knytte sig til sit nyfødte barn.

“Vi taler jo ofte om, at mænd kan være lang tid om at knytte sig til deres børn, men det er super tabuiseret, når kvinder har det sådan. Det har jo ikke noget at gøre med en mangel på kærlighed, men at vi forventer sindssygt meget af kvinder og mennesker i det hele taget. Det er, som om vi tror, at det hele skal køre, så snart ungen er poppet ud af skeden. Det er bare alt for store krav at stille til os selv,” siger hun.

Olga Ravns graviditet og fødsel var langt fra gennemsnitlig. Den hørte til de komplicerede, men så langt tænkte hun ikke i situationen.

“Hvis jeg bare havde tænkt: “Nå ja, jeg har haft en hård graviditet, er megatræt, han vendte forkert, han har slugt fostervand og havde navlesnoren rundt om halsen. Måske er det okay, at du lige fokuserer lidt på dig selv. Eller at du ikke fokuserer på noget.” Men allerede en time efter fødslen, tænkte jeg: “Hvad er der galt med mig?” Selv i sådan en vanvittig situation kom den der kontrolstemme.”

Hørkjoler og klidkiks

Balancen mellem gerne at ville passe ind og modstanden mod at gøre netop det handlede ikke kun om at leve op til hendes egne forventninger. Den blev i høj grad også påvirket af Big Mother-samfundets velmenende råd og vejledninger, som du bliver mødt med som gravid. Fx i form af brochurer om, hvad du må spise, og hvilke cremer du bør undgå.

“Jeg fik hele tiden at vide, hvad jeg ikke måtte som gravid. “Du bør undgå personlige plejeprodukter, hvis du vil være forsigtig.” Okay. Så hvis jeg ikke undgår dem, er jeg uforsigtig? Med mit barn? Det har jeg ikke lyst til. Og den pamflet blev bare vildere og vildere: “Der kan være kemi i al mulig mad, og der er måske kræftfremkaldende stoffer i malingen på dine vægge og i dine møbler, så du skal lufte ud mere end de to-tre gange om dagen, som du plejer.” What the fuck? Hvem gør det?”

Olga Ravn oplevede det som en dårlig samvittigheds-maskine, hvor samfundet gør det til den enkeltes ansvar at undgå en masse ting, som hun mener, staten burde gå ind og regulere, hvis de virkelig er så skadelige. Det gav hende en ekstrem følelse af mindreværd og af at være i et system, der virkede, som om det var designet til, at vi skal fejle.

“Det var, som om at ligegyldigt, hvad jeg gjorde, blev mit ufødte barn fyldt med farlige gifte. På de gode dage kunne jeg godt se, at nu måtte det stoppe, for det er faktisk kvindeundertrykkende. Hvis jeg skulle følge alle statens råd og forbehold, skulle jeg jo bo i et tårn iført hør og kun spise klid og grøntsager fremavlet af Bonderøven. Det er jo ikke muligt. Jeg svingede mellem at tænke: “Fuck det pis. Det er min krop.” Og: “Mit barn dør, hvis jeg træder over den her tærskel”,” siger hun.

En fake for fatter

Når graviditeten og barselslivet satte ild til usikkerheden, selvbebrejdelsen og tvivlen, er det til gengæld altid noget, at karrieren bare kører. For det gør den vel, når man som ung forfatter udgiver fire bøger på seks år og er så heldig at kunne leve af det, man laver. Sådan er det bare ikke helt for Olga Ravn.

“Jeg rammes ofte af overvældende tvivl, der går på, at jeg bare er sådan en fake forfatter, og at den eneste grund til, at mine bøger er blevet udgivet, er, at folk synes, at jeg er flink. Jeg kan tage mig selv i at tro, at alle bare lyver for mig. At der er de rigtige forfattere, og så er der dem, der ikke rigtig kan skrive, men som alligevel er blevet forfattere, fordi de lige gav et godt interview. Jeg tænker det faktisk også lige nu, når vi snakker sammen. At når jeg dør, er der ingen, der kommer til at læse mine bøger, og at det kun var, fordi der var et eller andet pressecirkus med en masse unge, kvindelige forfattere, hvor jeg lige røg med på den bølge,” siger hun. For godt nok dansede Olga Ravn rundt med armene over hovedet, da hun fik seks hjerter i Politiken, men hun er meget bevidst om, at anerkendelsen kan slutte fra den ene dag til den anden.

“Jeg har set masser af forfattere få seks hjerter. Adrian Hughes har sagt noget pænt om dem i Smagsdommerne, de kommer på forsiden af Ud&Se, og fem år efter ved ingen, hvor de er. Det giver mig konstant stress, som i virkeligheden bare afspejler alle mulige former for anerkendelse og statusjagt i samfundet. Jeg er virkelig nødt til at sige til mig selv, at ja, jeg vil vildt gerne have anerkendelse, gode anmeldelser, respekt og status, men at jeg gør det, fordi jeg gerne vil lave god kunst. Ellers bliver jeg svimmel.”

Hun oplever, at forfattere har et vindue, fra de er 20, til de fylder 40, hvor de kan udvikle sig, sælge bøger og bliver hyret til foredrag og debatter. Derefter skal man være en af de store kanoner, som Helle Helle eller Jørgen Leth, for at blive ved med at få opmærksomhed.

“Der er helt klart en ungdomskult, og selvfølgelig er jeg bange for, at nyhedsværdien forsvinder. Men jeg synes, det er ærgerligt, at det er sådan. Der er bare en større opmærksomhed omkring debutanter. Det er også vildt spændende med nye stemmer, men vi skal huske, at det sjældent er på det tidspunkt i karrieren, at særlig mange forfattere skriver deres bedste bøger. Vi bliver jo bedre med alderen,” siger Olga Ravn.

Seriøse selfies

Som så mange andre forfattere supplerer hun da også allerede nu skriveriet med bunkevis af andre småjobs. Hun har bl.a. undervist på Testrup Højskole og har oversat flere bøger. Og så har hun dyrket sociale medier og fællesskaber tidligere end de fleste. Ikke at hun tjener penge på det, men som for så mange andre er medier som Instagram også for Olga Ravn et effektivt og naturligt bidrag til hendes personlige branding. Allerede som preteen havde hun profiler på nogle af de tidligste sociale netværk som Lunarstorm og Opasia, og hun lavede sin blog længe før, det blev mainstream at være blogger. Derfor ser hun heller ikke medier som Instagram og Tumblr udelukkende som en forlængelse eller afspejling af sit forfatterskab.

“Jeg tror, jeg har flere følgere på Instagram, end jeg har læsere. Selvfølgelig vil jeg gerne have, at folk læser mine bøger, men det her internetfællesskab er noget andet for mig, fordi jeg dyrkede det, før jeg begyndte at skrive bøger. Det har altid levet parallelt med forfatterskabet, og så er det klart, at de to ting siden er smeltet sammen. Jeg har bare altid været interesseret i det sprog og den æstetik, der er på internettet.”

I begyndelsen brugte hun Instagram som de fleste andre nybegyndere med sjove filtre og kirsebærblomster, men med tiden har hun valgt at bruge mediet mere og mere professionelt.

“Jeg prøver at tænke, at de der følger mig ikke er mine venner. I hvert fald ikke som dem i kød og blod. Jeg er nok et menneske, der performer mig selv ret meget, når jeg er sammen med andre. I virkeligheden er jeg ret introvert. Det tror jeg, at mange på sociale medier i virkeligheden er. Sociale medier og at digte kan minde meget om hinanden, fordi du begge steder taler direkte til nogen, du aldrig har mødt.”

Olga Ravn har oplevet folk sige til hende, at de synes, hun skræller alle lagene af på Instagram, men det kan hun slet ikke forstå.

“You have no idea! Det er da meget værre i virkeligheden. Jeg har filter på ALT! Men jeg er ikke bange for at se grim ud på et billede. Jeg er færdig med først og fremmest at ville være pæn.”

Hun tagger sine selfies med #selfiesagainstpatriarchy, som på sin egen underspillede måde er Olga Ravns feministiske uppercut til omverdenen. “Selfies har jo fået kritik for at være selvoptagede, og debattører på Weekendavisen kan ikke forstå, hvad det går ud på, for er det ikke bare noget poppet fjant og fis? Folk er hurtige til at kalde alt, hvad der kommer fra de unge pigers domæne for overfladisk og useriøst. Jeg tager det pigede alvorligt, det lyserøde og feminine, og siger: “Nej, det her har lige så meget værdi og er mindst lige så vigtigt som Bob Dylans 20 fucking plader.”