Opdragelse: Lyt og forstå hvad dit barn egentlig siger
Først når du har sat dig ind i, hvad dit barn egentlig mener, vil det føle sig forstået, og så undgår I konflikter, siger konfliktmægler.
Sofie på fire år sidder og spiser en rugbrødsmad med smør og honning. Hun viser alle tegn på nydelse!
Så siger hun til sin mor: “Det er en talende mad”.
Moren: “Hvad siger den så?”
Sofie: “Den siger ‘Broccoli er sundt’!”
Sofies mor kunne også have svaret: “En rugbrødsmad kan da ikke tale!”
Hvis Sofie er et barn med selvtillid, vil hun nok svare: “Jo, det kan den!”
Så kunne samtalen komme til at handle om, hvorvidt en mad kan tale eller ikke. Sofie kunne også have svaret: “Det ved jeg godt”, og så kom der ikke mere ud af den samtale.
Heldigvis er hendes mor nysgerrig og vil gerne høre, hvad det mon er, hendes barn tænker på, så hun spørger åbent. Og får et sjovt svar. Og det svar viser, at Sofie godt ved, hvad der er sundt. Hvis hendes mor begynder at belære hende om, at mad ikke kan tale, så kan det ende i en konflikt.
Når voksne taler sammen, indgår der også fantasier og ønsker, som vi udmærket er klar over, ikke kan opfyldes: Klokken er to om eftermiddagen, og du er på arbejde.
Du siger til din kollega: “Bare man havde fri nu og lå på stranden!”
En god kollega vil svare: “Ja, det kunne være skønt med en tur i vandet.”
Her kommer du med et ønske, som du udmærket ved, ikke kan blive opfyldt. Og det ved kollegaen også. Men hun går alligevel med på tankegangen. Hvis hun ikke forstod, at det var en fantasi, ville hun måske svare: “Du kan nok forstå, at du ikke kan få fri og tage til stranden. Klokken er kun to, der er fortsat meget arbejde, der skal gøres, og din overenskomst tillader dig ikke at tage fri så tidligt!”
Heldigvis er det sjældent, man møder en så uforstående person.
Jeg leger jo bare …
Kend dit barns 12 legeMin banehalvdel
1. Når du flygter
2. Eller du tilpasser sig
"Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv3. Du kan også angribe
Kan det forstås på en anden måde?
Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barnHvordan klarer du konflikterne?
Må du så slet ikke gå ind på dit barns banehalvdel? Jo, hvis du gør det med forståelse, empati og med en anerkendelse af, hvordan barnet har det.
Her er et eksempel: Kristoffer har været i supermarkedet og kommer hjem med store lommer. Han har stjålet slik i butikken, og du bliver selvfølgelig ked af det og ærgerlig og måske irriteret på ham.
Her er der en stor risiko for, at du kommer til at angribe ovre på hans banehalvdel. Det sker, hvis du siger: “Du ved godt, at du ikke må stjæle. Jeg har jo sagt til dig, at det er forbudt”.
Kristoffer vil efter al sandsynlighed bruge én af de tre konfliktstrategier: Han kan flygte, løbe ud ad døren, bortforklare eller skyde skylden på en anden: “Jamen, det var slet ikke mig, det var Jonas, der tog det og gav mig det.”
Eller han kan tilpasse sig: „Ja, jeg er også så dum, undskyld!“
Eller han kan angribe: “Du har sagt, du også selv har stjålet noget engang.” Kristoffer prøver at slippe ud af klemmen ved at bruge én af strategierne, fordi han føler sig angrebet.
Hvis du gerne vil lære sit barn en god adfærd, så må du skabe en dialog med ham. Du må samtale. Du må forstå, hvad der foregår på dit barns banehalvdel, for først når han føler sig forstået, vil han være modtagelig for fornuftige argumenter. Følelserne skal have plads først, så åbner kanalen sig til fornuften.
I eksemplet med Kristoffer kan du i stedet være empatisk: “Man kan godt få lyst til at få noget slik.” Her viser du, at alle mennesker, også voksne, kan få lyst til slik. Måske kan du også spørge: “Var det svært at lade være med at tage slikket?”
Så viser du, at du kan blive fristet. Disse følelser er o.k.! Det, der ikke er o.k., er at tage slikket selv. Så du kan sige: “Selv om man får lyst til slik, må man ikke tage det fra andre, heller ikke i en butik.”
Når Kristoffer føler sig forstået, kan han åbne sig for dine synspunkter, og så kan samtalen måske ende med, at du spørger: “Skal vi snakke om, hvad du kan gøre næste gang, du får lyst til slik?”
Her hjælper du dit barn med alternative måder at handle på. Måske kan Kristoffer selv finde på gode måder at skaffe slik på, og måske har du nogle løsninger. Du anerkender dit barns følelser, ønsker og behov. Men du accepterer ikke den måde, dit barn har handlet på for at opfylde sine ønsker. Her går du som den voksne ind i en dialog med barnet. Og på den måde kan du forebygge en del konflikter i familien.