“Piger og drenge har brug for det samme”
Lisa Holmfjord, socialrådgiver og forkvinde for Dansk Kvindesamfund.
Skal piger og drenge opdrages ens eller forskelligt?
Som udgangspunkt ens. De har brug for samme kundskaber og kompetencer for at blive rustet til voksenlivet, professionelt og privat. Når det er sagt, vil de fleste sikkert opleve, at børn har brug for at få ting at vide på forskellige måder. Det skyldes, at børn er forskellige generelt, og ikke en kønsmæssig forskel.
Hvad sker der ved at give piger kjoler og drenge riddertøj?
Ingenting. Du skal blot huske at tilbyde pigerne riddertøjet og drengene kjolerne også, så de via deres leg kan få lov til at være stille, fine, kreative, vilde og modige uanset køn. Derudover skal vi være opmærksomme på, at det, børnene vil have, i reglen afspejler det, de voksne giver dem anerkendelse for, og ikke en medfødt præference.
Er det synd, hvis børn ikke får lov til at ‘leve deres køn ud’?
Måske. Men hvem afgør, hvad der den rigtige måde at ‘leve sit køn ud’ på er? Det er værre, hvis børn får en følelse af, at de ikke er deres køn på den rigtige måde, fordi vi voksne opstiller snævre rammer for det. Vi skal blive bedre til at se barnet før kønnet.