Pelle Peter og Maria Jencel

Pelle Peter og Maria Jencel har to børn under to: Sådan holder vi liv i kærligheden

De har pseudotvillinger under to år, to karrierejob, natarbejde, hus og have – og de ser latterligt forelskede ud på Instagram. Det er ikke en facade, lover de: Maria og Pelle Peter Jencel er stadig skøre med hinanden på trods af et børnefamilie-set up, der kunne tage pusten fra de fleste. Her afslører parret, der blandt andet er kendt fra bogen og podcasten 112 for knuste hjerter, hemmeligheden bag det lykkelige parforhold – nu med børn.

Maria og Pelle Peter Jencel gør sig ikke i millimeterdemokrati. Faktisk er viljen til at se stort på, hvem der tog sidste natopvågning, bleskift og opvask én af grundstenene i et parforhold, som de stadig betegner som latterligt lykkeligt – på trods af at de udover at passe hinanden også skal passe Penelope på halvandet og Bobby på fem måneder, to radiokarrierer med natlige DJ-job ved siden af, og et stort hus med have.

Men for nylig sneg “noget for noget”-mentaliteten sig alligevel ind på dem.

Pelle Peter Jencel, som i øjeblikket lider af “eklatant ammehjerne”, havde lavet rod i kalenderen, og med 48 timers varsel opdagede han, at han skulle til Manchester. Maria Jencel har som udgangspunkt ikke noget imod at være alenemor for en stund, men hun har noget imod det, når hun ikke har mulighed for at forberede sig.

“Det kan sagtens være fedt at være alene med de to børn, hvis jeg har arrangeret det på en nice måde – sørget for, at der er dét i huset, jeg skal bruge, arrangeret at den store bliver hentet af nogen, og måske arbejdet lidt forud på min podcast, så jeg ikke OGSÅ skal det i de dage. Men jeg bliver irriteret, hvis vi er utjekkede.

For når Pelle kommer med kort varsel og siger, at hov, nu skal han afsted, så har jeg ikke tid til at planlægge, og så er jeg fucked,” siger Maria Jencel.

“Ja, der blev stemningen lidt speciel,” erkender Pelle Peter Jencel.

Men afsted skulle han, og Maria Jencel klarede den derhjemme, men allerede mens Pelle Peter Jencel befandt sig i England, følte han trang til at diske op med ét eller andet som kompensation for kalenderkikset. “Så jeg sendte Maria på hotel,” siger han.

“Ja, Pelle skrev til mig fra Manchester: ‘Når jeg kommer hjem torsdag, så tager du en overnatning på d’Angleterre, og du kan bare booke det nu’. Så skrev jeg: ‘Okay, og jeg tager også ud med pigerne fredag’,” griner Maria. “Så var det uafgjort, to aftener til hver. Vi gør generelt rigtig meget ud af ikke at føre regnskab, for der vil altid være en taber. Men lige i denne her situation var det på sin plads,” supplerer Pelle Peter Jencel.

Det sure må ikke tage magten

Vi sidder i stuen i familiens hus i København – en 350 kvadratmeter gammel købmandsgård, som parret er ved at sætte i stand. Pelle Peter Jencel er lige suset ind ad døren efter arbejde, og Maria Jencel har hentet storesøster fra vuggestue med lillebror i klapvognen.

Bobby har fået en flaske og er faldet i søvn i sin skråstol, og Penelope ser Minisjang, mens hun fortærer en portion pasta og indimellem kommer med udbrud, der kunne lyde som kommentarer til det, hendes forældre fortæller.

Mon ikke hun kan bevidne, at turen til Manchester og den efterfølgende godtgørelse er undtagelsen, der bekræfter reglen – for er der noget, der i Jencel-optik er usexet og uromantisk, er det at stå med lommeregnen og taste plusser og minusser ind på familie- og parforholdskontoen.

En fælde, der ellers kunne være let at falde i, når man som Maria og Pelle Peter Jencel har fået to børn på under halvandet år og er gået fra en hverdag med fest, farver og frihed, til … ja, det vil parret så stadig sige, at deres hverdag indeholder, nu bare med en baby og en tumling på slæb.

For de har taget en beslutning om ikke at lade livet som småbørnsforældre version extreme begrænse dem i fortsat at udfolde sig som mennesker og som par, og det er netop det, VORES BØRN gerne vil vide mere om: Hvordan gør de?

Mens mange af os andre er ved at drukne i sure sokker og til tider ønsker vores en gang så hotte parforhold hen, hvor lortebleerne ender, laver radioparret opslag på Instagram med captions som “stadig så forelsket”. For de brænder for kærligheden.

maria-jencel.jpg

Maria og Pelle Peter Jencel har selv kærestesorg i bagagen, og de ved, hvad det vil sige at være i krise på grund af et knust hjerte. Men den parforholdskrise, som familieforøgelsen sender mange af os ud i, har de ikke oplevet. Ikke fordi alt har været nemt – det har det ikke, hvilket vi kommer tilbage til – men fordi de langt hen ad vejen har besluttet sig for ikke at lade det sure og hårde tage magten.

“Jeg tror, jeg …, vi har insisteret på …,” begynder Pelle Peter Jencel og lader Maria Jencel bekræfte klichéen om parret, der færdiggør hinandens sætninger: “At det skal være fedt.”

Pelle Peter Jencel uddyber: “Ja, vi har insisteret på, at vi er far og mor, men vi er altså også stadigvæk ægtemand og hustru. Meget tidligt efter vi fik Penelope, besluttede vi os for at tage på romantiske dates. Så lå hun og sov i sin lift under bordet, og det kunne være, vi tog ud klokken 17.30 i stedet for 20.30 som før i tiden.

Hun er faldet i søvn til flere Suspekt-koncerter, til festivaler og til FCK-kampe i Parken. Altså, det er selvfølgelig ikke ALT, man kan med et barn, men vi ser ingen grund til, at vores livskvalitet som ægtepar og kærester skal dale voldsomt, bare fordi vi er blevet forældre. Vores liv skal stadig være et eventyr, nu skal det bare også være et eventyr for vores børn."

Mere af det hele

Nu er det måske ikke alle nybagte forældre, der synes, det lyder som lykken at slæbe babyen med på restaurantbesøg og til fodbold i tide og utide, men for at forstå, hvorfor den side af livet er så vigtig for Maria og Pelle Peter Jencel, skal vi tilbage til det, de i første omgang faldt for ved hinanden: Den storladne, vilde, én-på-opleveren-mentalitet, som de havde til fælles fra begyndelsen.

De mødte hinanden, da Maria Jencel fik job på P3, hvor Pelle Peter Jencel allerede havde arbejdet i en årrække. Til en fest gik han over til den unge, blonde kvinde iført lyserødt og lårkort for at spørge, hvad hun studerede – og fik at vide, at hun skam var færdiguddannet og både havde været politisk journalist, korrespondent for Berlingske i Grækenland og Asien og hjulpet Syriske flygtninge på Lesbos. En baggrund, der ikke passede ind i det billede, han så foran sig.

“Hun lignende jo en blanding af, jeg ved fandme ikke, Den Lille Havfrue, en Kardashian og en Spice Girl. Jeg var sådan: ‘Vent lidt, har DU været på Christiansborg Redaktionen og reddet flygtninge og været korrespondent, og nu er du her?’ Da blev jeg for alvor nysgerrig på, hvem fanden det her menneske var,” husker Pelle Peter Jencel.

Maria Jencel havde også sine fordomme – men mest om sig selv. De gik på, at hun troede, at hun kun kunne forelske sig i mørklødede gadedrenge fra Grækenland uden forpligtelser og ansvar, og nu stod hun her og følte sig tiltrukket af en lyshåret, voksen mand med fast arbejde og styr på sagerne – men med lige så meget vildskab, lidenskab og lyst til livet som hende. En mandlig version af sig selv.

“Meget hurtigt fandt jeg ud af, at her var der endelig én, der havde det lidt ligesom mig på alle mulige punkter. Ting må godt være store og vilde og sjove og magiske. Det har vi nok begge to mødt lidt … ikke decideret kritik af …, men skeptisk overfor. Altså sådan: ‘Slap nu lige lidt af ’.

Og lige pludselig mødte vi én, der også havde det sådan: Hvis vi skal ud, så lad os da tage på det allerbedste sted, og hvis vi skal klæde os på, så lad os da gøre det så flot, vi overhovedet kan. Der er ikke noget, der er for stort. Og vi havde det begge to sådan: ‘Dér var du,’ siger Maria Jencel.

Frieri på savannen

Sommeren 2018 datede de et par måneder, og under bøgetræerne på Smukfest blev de enige om, at nu var de kærester. Og så gik det stærkt. Pelle Peter Jencel havde på nærmest første date med Maria sagt, at næste gang han fik en kæreste, skulle det ikke være for et par år; det skulle være hele pakken: Børn, bolig, os to for evigt.

Og der gik heller ikke mere end tre måneder, før han befandt sig hos en guldsmed i færd med at designe den ring, han ville fri til Maria Jencel med: En Disney Prinsesse-ring med en lyserød sten i midten og små diamanter rundt om.

I fødselsdagsgave havde han givet hende en rejse til Tanzania, og i tusmørket på den afrikanske savanne, omgivet af dansende og syngende masaier og vagter med geværer, som holdt vilde dyr på afstand af den interimistiske restaurant for to, som guiden havde arrangeret, gik Pelle Peter Jencel ned på knæ.

Et halvt år senere holdt de deres drømmebryllup på Bornholm, hvor Pelle kommer fra. Marias familie fra Grækenland fløj ind, og deres baggrunde blev smeltet sammen med to fester, 200 gæster, Zorba på taget, vielse på Hammershus, mad fra Kadeau og det fælles efternavn Jencel (sat sammen af deres tidligere efternavne, Jensen og Arcel). Det kunne ikke blive stort og vildt nok. Og nu ville de have børn. Det skulle dog vise sig ikke at blive så nemt.

“Jeg stoppede med p-piller dagen inden brylluppet, og så skete der bare ingenting. Vi havde endda startet med at få taget prøver af både sæd og æg, fordi vi gerne på forhånd ville sikre os, at alt var OK, og det var det.

maria-jencel2.jpg

“Den romantiske del af vores liv kom til at handle meget om noget praktisk. Det var hårdt at vide, at hver gang vi var sammen, var der en chance for at blive gravide, men også for ikke at blive det. Sex kom til at handle om et resultat i stedet for at være sjovt og lystbetonet,” siger Pelle Peter Jencel.

Sådan gik der otte måneder. Men i stedet for at blive ved med at lade sig trække ned i fertilitetssumpen, gjorde Maria og Pelle Peter Jencel noget, der er kendetegnende for parret: De gjorde noget ved det.

“Vi havde en snak, hvor jeg sagde til Pelle, at jeg ikke havde lyst til at sætte vores sexliv, intimitet, kys og kærtegn på spil, sådan at det hele kom til at handle om: ‘Måske bliver det her til en baby og gør det ikke, så er det forfærdeligt.’ Så jeg sagde, at jeg syntes, vi skulle holde en pause,” fortæller Maria Jencel.

Pseudotvilling surprise

Pause var det magiske ord. For nærmest i det sekund, de stoppede med at prøve, var Maria Jencel gravid. Parret var tilbage på det nemme spor: Graviditeten gik godt, fødslen gik super, Penelope kom ud og var perfekt. Og nem.

Typen, man kan lægge til at sove under et cafébord og tage med til koncert, uden at de andre gæster hører mere babygråd end god musik. Men en oktober-aften sidste år havde Maria Jencel pludselig lyst til cup noodles, og da hun vandrede ud i den kolde aftenluft iført crop top og åben jakke, fordi hun svedte, vidste Pelle Peter Jencel godt, hvad klokken var slået: Den var otte måneder i lillebror.

Maria Jencel havde ikke en gang nået at få sin første menstruation, og at få pseudotvillinger med kun et år og fire måneder imellem var absolut ikke planen.

“Men da vi lige havde vænnet os til tanken, havde vi det sådan: Det er SÅ meget det vi skal,” siger Pelle Peter Jencel.

Begyndelsen på forældreskabet til to blev dog noget mere kaotisk end det, de kendte til fra første gang. Parret var taget på hotel for at lade op til fødslen – på d’Angleterre selvfølgelig – da veerne pludselig gik i gang. Samtidig fik Maria Jencel influenza, og det blev en lang og hård fødsel med ingen stemme, propper i ørerne, stoppet næse og øjenbetændelse.

“Jeg har aldrig været så syg, som jeg var der. Jeg kunne ikke se, høre eller snakke. Og så skulle jeg føde. Da vi kom hjem, var Penelope også blevet syg og kunne ikke komme i vuggestue, Bobby fik også øjenbetændelse og skreg og græd, og apropos forberedelse havde vi indlogeret mine forældre ude i vores anneks til at hjælpe os, men vi smittede dem på to sekunder. Så de tog hjem,” fortæller Maria Jencel.

Pelle Peter Jencel supplerer: “Jeg var den eneste, der var rask, alle andre i familien fik øjenbetændelse, lungebetændelse, influenza, vi sov ikke om natten og begge børn græd hele tiden. Der vil jeg sige, halvanden uge inde i Bobbys liv, var vi sådan: ‘Det er for sindssygt, det her.’”

“Vi sagde til hinanden, det her, det er ikke sjovt, og vi skal ikke have flere børn. Jeg har slet ikke lyst til det her, jeg har bare lyst til flytte væk fra jer tre,” siger Maria Jencel.

Det lyder måske brutalt – men følelserne bliver ikke pakket ind, når man hedder Jencel. “Sådan noget siger vi hele tiden, når det er hårdt. Men det er jo også det, vi gør. Vi tager væk, tjekker ind på et lækkert hotel. Men vi gør det i mindre tid ad gangen.”

Genoplader hver for sig

Det er en af Jencel-parrets hemmeligheder: Evnen til at tage pauser. Om det så er en aften alene med roomservice og blød frottékåbe, en middag med veninderne eller – for Pelle Peter Jencels vedkommende – et natligt dj-job, der er brug for, så giver de hinanden den gave, det er at tage en time out fra familielivet. For det betaler sig – ikke bare for den, som forlader matriklen, fastslår Pelle Peter Jencel.

“Den ekstra byrde, man nogle gange må bære, for at den anden er lykkelig, den betaler sig selv tilbage gange hundrede. Det føler jeg virkelig. For ja, ja, det kan da være temmelig kaotisk at stå med to børn under to år og få dem til at sove, have natten og morgenen med dem alene. Men det er ikke værre, end at jeg kan tage en lur senere på dagen, og jeg har det så godt, når jeg ved, at Maria lige nu bliver sat til en stikkontakt, der giver hende det vildeste boost.”

Maria fortsætter: “Jeg kommer hjem genopladet, og det samme med Pelle, når han er ude at spille, det er hans karriere, men det er også hans passion, og bagefter kommer han hjem og føler ikke, at hans liv er begrænset af, at vi har fået to børn så tæt på hinanden.”

Maria og Pelle Peter Jencel ved, at de er privilegerede i forhold til, at de har et sæt bedsteforældre og en søster på hver side, som hellere end gerne vil hjælpe. Det gør det lettere at være alene med ungerne, at der er en mulighed for backup. Ikke alle er så heldige, men noget, som de mener, at alle forældre kan (og bør) gøre, er, at handle på ting, der ikke fungerer.

“Når der har været noget, som vi hver især har syntes, har været hårdt eller som vi er blevet kede af, så har vi gjort noget ved det. Under min barsel følte jeg på et tidspunkt, at det var for hårdt at blive vækket om natten og aldrig få sovet ordentligt, og der har også været tidspunkter, hvor jeg har følt, at jeg sad og ammede hele tiden, mens Pelle var ude at opleve alt muligt sjovt.

Der har vi været hurtige til for det første at italesætte det og for det andet at sige: ‘OK, hvad kan løse det her?’ Vi har prøvet at tænke i alternativer i stedet for bare at acceptere tilstanden.”

Løsningen på søvnudfordringen blev, at Pelle Peter Jencel i en lang periode tog Penelope hver morgen i tre timer, mens Maria Jencel sov uden afbrydelser. For at lindre følelsen af at være lænket til ammehjørnet, besluttede parret at begynde med at supplere med flaske, så Maria Jencel kunne være væk i nogle timer – hvilket de vurderede for dem var vigtigere end at holde fast i principper om fuldamning. Desuden lavede parret en fast barnevognsaftale med Maria Jencels forældre hver søndag.

“Så gik bedsteforældrene med barnevognen nogle timer, og vi købte shawarma, gik hjem og satte os i sofaen og så vores serie, som om det bare var os to, der var kærester og havde en helt almindelig søndag,” fortæller Maria Jencel

Sætter hinandens lykke højest

Et vigtigt succesparameter for Pelle Peter og Maria Jencels parforhold er, at de begge har mulighed for at udfolde sig – menneskeligt og fagligt. Derfor er det en selvfølge for dem, at forældreskabet er noget, der deles ligeligt med alt hvad det indebærer.

“Vi er hinandens største fans, og det betyder også, at vi bakker hinanden op i de ambitioner og drømme, vi hver især har. Jeg havde det fra begyndelsen sådan, at vi skal køre 50/50 barsel, for én ting er, at jeg gerne vil være sammen med mine børn, men jeg vil også gerne slippe min kone løs, så hun kan forløse sit potentiale. Hvis Maria skal udleve sig selv, kan hun jo ikke sidde derhjemme og amme i et helt år, så må jeg tage halvdelen,” siger Pelle Peter Jencel.

Respekten for hinandens respektive karrierer har betydet, at der er villighed på begge sider til at få tingene til at fungere. Så Maria Jencel stadig kan passe sin podcast, og Pelle Peter Jencel kan tage ud at spille, selv om det betyder, at han er væk om natten og træt næste dag. I tidligere forhold har Pelle Peter Jencel oplevet en forventning om, at den side af hans liv burde slutte, for at han kunne betragtes som ”rigtig voksen”. Men at holde hinanden nede på den måde er bare … for nedtur.

“Helt fra begyndelsen har vi tænkt sådan: Hvordan kan vi gøre hinanden allermest lykkelige? Det er en generel mentalitet, der handler om, hvordan kan jeg optimere min partners liv, fordi hvis min partner er opladt og lykkelig, er begge vores liv hundrede gange bedre,” siger Pelle Peter Jencel.

Maria Jencel mener, at netop det at sætte den andens lykke øverst på listen er nøglen til et parforhold, der stadig er lige så lykkeligt, som det ser ud på Instagram.

“Min mor sagde til mig, da vi fik Penelope: ‘Det, der er så vildt med dig og Pelle, det er, at I begge to først og fremmest tænker på, hvad den anden har brug for. I stedet for at I først og fremmest tænker på, hvad I selv har brug for’.

Jeg har tidligere været i relationer, hvor jeg har tænkt mest på, hvad min kæreste har haft brug for, men han har også tænkt på, hvad han selv har haft brug for, og så var vi to personer, der tænkte på HAM. I denne her relation har jeg bare været så heldig, at Pelle tænker på mig før alt andet. Så når han siger, at han er heldig, at han stadig kan tage ud at spille, er der jo også dét ved det, at jeg ved, at han aldrig ville gøre det, hvis jeg sagde: ‘Jeg har brug for dig herhjemme i aften.’ Så ville han blive.

Derfor får jeg LYST til at sige: ‘Tag ud, gør det! Jeg skal nok klare det herhjemme.’ For jeg ved, han ikke kommer og kræver det, og at vi altid er hans førsteprioritet.”

Når der en gang i mellem sker et fuck up – som en tur til Manchester ud af det blå – er parret hurtige til at lægge irritationen bag sig og at se den situation, de står i, som et fælles problem, fremfor at bære nag over, at den overhovedet er opstået. “

Vi holder meget fast i, at vi er et hold, og vi er hurtige til at komme videre. Jeg blev irriteret over, at du skulle til Manchester, men det var jo ikke noget, jeg blev ved med at hænge mig i,” siger Maria Jencel til sin mand.

“Nej, da du kom hjem fra dén tøseaften og havde de første tømmermænd i tre år, der var Manchester glemt,” griner Pelle Peter Jencel, som ved, at går alt galt – så har de altid d’Angleterre.

Jencels kærlighedsbud til nye forældre

Stå sammen om udfordringerne

Som nybagte forældre kommer I til at møde mange udfordringer og konflikter, som gør det nemt at pege fingre ad hinanden. Men i stedet for at sige: “Det er også dig, der er dum.” Så se forhindringerne som fælles opgaver: I kommer begge til at lave fejl, og I er et team, der skal løse tingene sammen.

Drop millimeterdemokratiet

Det er ikke vigtigt, hvis tur det er. I er begge på overarbejde, så se i stedet på, hvem af jer, der har overskuddet til at skifte ble, stå op om natten eller tage opvasken lige nu?

Hold fokus på din partners lykke

Hvis dit primære fokus er dig selv, risikerer du at gå og holde på dit, kræve ting, og se den anden som en blokering. Men hvis I begge føler jer ansvarlige for, at den anden har det fedt, skaber I derimod en positiv energi, som kommer tilbage til jer selv – og kommer hele familien til gode.

Insistér på, at livet ikke slutter, når I får børn

Prioritér at få plads til de ting, der gjorde jer glade, inden I blev forældre – og kæmp for dem! Det kræver planlægning og indimellem går det måske galt, men I kan altid tage hjem, hvis barnet ikke er i humør til at spise ude eller at blive passet. Husk blot at prøve igen, for I værner om jeres identitet som mennesker og som par, når I prioriterer jeres interesser.

Tal, tal, tal!

Det er måske nok en klichée, men kommunikation ER key. Det gælder både praktiske ting, som skal tales igennem og planlægges, men også det følelsesmæssige. Kan du se, at din partner ikke er glad, så spørg hvorfor – selv om du er træt – og bliv klogere på den, du elsker.

Om familien

Maria Jencel

32, journalist, radio- og podcastvært. Kendt som vært på podcasten 112 for knuste hjerter.

Pelle Peter Jencel

36, tv- radio- og podcastvært samt dj. Kendt fra P3 programmerne Lågsus, Pelle Peter på P3, Hvem er… og P3 Guld.

Sammen har parret skrevet bogen 112 for knuste hjerter. Forældre til Penelope, 1, og Bobby, 5 måneder.