Hvornår er skærmtid for meget skærmtid? Eksperterne har et bud

Som forældre i dag skal man gemme sig virkelig godt for at overse, at der er noget, der hedder Ramasjang, YouTube, TikTok, ja, du kan sikkert fortsætte listen selv.

Udbuddet af digitale tilbud er enormt, og stort set alle børn med evnen til at køre pegefingeren fra en side til en anden har efterhånden stiftet bekendtskab med en skærm i en eller anden udgave.

Det har Niels Alberg, der er partner i konsulentvirksomheden Will & Agency, nyligt været med til at kortlægge i analyser og samarbejder med blandt andre DR og Det Danske Filminstitut, hvor fokus var børn og unges digitale forbrug – og hvor der tegnede sig nogle helt bestemte billeder, fortæller han.

“I vores undersøgelser kunne vi se, at børn helt ned til 3 år bruger digitale medier i dag, og at de – på tværs af aldersgrupper – ofte søger sjovt indhold og såkaldte ’reactions’ i form at korte fortællinger, hvor nogen reagerer på et eller andet. Især de 8-12-årige, som er meget søgende på, hvordan de selv er – og er i verden – sætter pris på at kunne spejle sig i meget tydelige følelser og reaktioner. Og ikke mindst i andres dilemmaer, som også er et tema, der fylder meget i børnenes online-univers,” lyder det indledende.

“Samtidig kunne vi konstatere, at selv de helt små også er draget af netop ’reactions’ og kigger med på platforme som YouTube eller YouTube Kids allerede fra 4-5-årsalderen. I den alder går det op for børnene, at verden ikke kun drejer sig om dem, men også rummer alle mulige andre ting, hvilket pirrer deres nysgerrighed og også drager dem i retning af mere nørdede ting online. Som for eksempel dinosaurer, helt konkrete facts om, hvordan ræve sover, og andre særinteresser,” beretter Niels Alberg videre.

Han beskriver, hvordan man hos de yngste også ser, hvordan det at få succes – i for eksempel et spil, på den samme bane, om og om igen – er vigtigere end at udvikle sig og blive dygtigere. Hvilket til gengæld får en større og større plads, jo ældre børnene bliver.

Læs også

"Skat, slukker du lige?" Her er eksperternes 9 gode råd om dit barns skærmtid

“Fra cirka 6 år og frem får børnene i højere grad fokus på evner, hvem de selv er, og hvad de kan lide, og det påvirker deres interesser for indhold på de digitale platforme, så vi ser, at de i stigende grad søger tips, tricks og hacks, som kan styrke deres egne evner – for eksempel på fodboldbanen – og bidrage til at placere dem et attraktivt sted socialt. Og de bliver mere optagede af at udvikle sig og dygtiggøre sig på bestemte felter, for eksempel inden for spil,” forklarer han.

Algoritmernes kraft

Det kan jo umiddelbart lyde meget stilfærdigt og tilforladeligt, når tilstandene ridses op på den måde. Ja, måske ovenikøbet gavnligt i nogle sammenhænge. Men ifølge Katrine K. Pedersen, der er konsulent i digital kultur, medstifter af Tech & Childhood og forfatter til bogen ‘De digitalt udsatte’, skal vi ikke tage fejl.

“De digitale platforme tilbyder fantastiske redskaber, og det er vildt, hvad internettet har gjort. Det ved vi, og det behøver vi i mine øjne ikke at tale en masse om. Problemet er, at det er store tech-giganter, der driver de her platforme, og at de er sat i verden for at profitmaksimere – og ikke for at varetage børnenes tarv,” siger hun og fortsætter:

“Børn og unge udgør den største internetgruppe i dag og har på den måde fået en attraktiv værdi som forbrugere og målgruppe – i en kontekst, som i virkeligheden slet ikke har med barndom og børneliv at gøre, men er styret af algoritmer, der er med til at trække børnene ind i bestemte sammenhænge. Sammenhænge, de ikke har forudsætningerne for hverken at afkode eller forstå. Og det uanset om de streamer, swiper eller gamer.”

Ifølge Katrine K. Pedersen er det tydeligt, hvordan de platforme, børnene benytter sig af, er med til at forme den digitale børnekultur og sætte rammerne for en bestemt type leg og måde at være sammen på, og det er langt fra altid ønskværdigt, pointerer hun.

“Grundlæggende er alt indhold, der er med til at skabe stor interaktion og opmærksomhed fra mange, også det, som er populært, og i mange sammenhænge viser det sig tilmed (og desværre) at være ekstremt indhold af forskellig karakter, med rigtig meget had og vold,” forklarer hun og griber i den forbindelse til en figur som Andrew Tate (internetfænomen, der bl.a. er kendt for sine kvindefjendske holdninger, red.) som et billede på, hvordan der pludselig kan komme et naturligt fokus på at diskriminere for sjov. Og på indhold, der splitter.

“I sommeren 2022 var han den mest googlede person og overhalede både Trump og Kim Kardashian, og han formidlede en masse ekstremt indhold, udelukkende med det formål at få opmærksomhed – som en kynisk forretningsmodel.

Tate blev en trend, og børnene blev publikum. Ikke mindst tween-segmentet, der havde svært ved at komme uden om ham på for eksempel TikTok, hvor han i nogle af sine videoer talte om at kvæle og slå kvinder,” fortæller Katrine K. Pedersen og gør det klart, at hun insisterer på at fremhæve sådanne ekstreme eksempler, fordi det ganske enkelt er det, børnene kan opleve.

Læs også

YouTube-stjerner tager ungerne med storm – men hvem er det egentlig, der sidder bag skærmen?

“Det er deres virkelighed – også selvom vi voksne ikke altid ser det. Og i samme spor er en platform som Instagram et eksempel på, hvordan børnene leger med nogle ekskluderende mekanismer, fordi det her gælder om at få kommentarer fra de seje i flokken (og ikke de kiksede), selv kommentere på de seje og ikke mindst lægge noget helt perfekt op,” konstaterer hun.

“Virksomhederne bag har hverken public service, inklusion eller barnets trivsel som mål og vil bare gerne have, at alle bliver lidt længere.”

Hvis børnene selv skal sige det

Tilbage hos Niels Alberg bekræfter han tendensen til, at børn i høj grad bliver draget af det voldsomme indhold, også i en ganske ung alder. Til gengæld, bemærker han, er dommen over de barske indslag er langt mindre hård blandt børnene selv end hos de voksne.

“I vores undersøgelse var det tydeligt, at børnene oplever, at de voksne gerne vil sætte online-grænserne, længe før børnene selv er klar. For eksempel i forhold til voldsomt, voldeligt eller uhyggeligt indhold, som børnene bliver eksponeret for fra mange kanter, og som mange af dem er sindssygt trænede i at aflæse meget tidligt. Og i børnenes øjne kan det barnlige indhold hurtigt komme til at virke ekstremt barnligt, ligesom ting på dansk kan få karakter af at være kedelige og noget, de skal lære noget (kedeligt) af, hvilket vi hører fra børn helt ned i 7-8-årsalderen,” fortæller han.

“Vi kunne altså konstatere, at det, som mange voksne tænker, de skal skærme børnene fra, eller som måske virker overfladisk i deres øjne, har børnene selv et helt andet blik på,” uddyber han.

Niels Alberg fremhæver derpå, hvordan adskillige børn i undersøgelsen havde oplevelsen af at komme nemmere i kontakt med nye venner – også ude i virkeligheden – gennem online aktiviteter og fællesskaber.

“Det gælder for eksempel, hvis de kan referere til nogle af de samme online-ting, når de møder nogen i fodboldklubben eller til børnefødselsdagen, og her bliver de ting, de har samlet op på online, en slags icebreaker, som børnene selv sætter stor pris på,” fremhæver han og fortsætter:

“Nogle af de større børn gav også udtryk for, hvordan de kan være mere sig selv på platforme som TikTok, fordi der bliver lagt op til, at man skal være fjollet og humoristisk, uden at skulle være perfekt, hvilket er rart og afslappende for dem. Og det er måske noget af det, vi voksne kan overse, når vi vurderer børnenes brug af skærme; at der kan ligge noget opbyggende i det for dem, som vi ikke umiddelbart ser.”

Forstå kulturen

Internettet er altså en broget størrelse. Også for de mindste. Og det kan på én gang være stimulerende og uendeligt fjernt fra en børnevenlig legeplads. På en måde, der ovenikøbet er svær at gennemskue, uanset om man er voksen eller barn. Så hvad pokker kan vi som forældre gøre for at sikre os, at vores kære små får det bedste ud af de allestedsnærværende skærme og ikke ryger ned i upassende digitale kaninhuller eller ind i ekskluderende konstellationer? Ifølge Katrine K. Pedersen, er der flere ting, man som voksen bør være opmærksom på.

“Jeg har været meget forundret over den debat, der har kørt om skærmtid. For jeg mener ikke, vi skal fokusere på selve skærmen, men være opmærksom på det, der gemmer sig bag den – nemlig en teknologi bygget af virksomheder, der har til formål at tjene penge, også når det gælder ekstremt indhold.

Samtidig gælder det om at forstå den kultur, som børnene bliver påvirket af og interagerer med, og følge med i den og være opdateret. For eksempel ved at spørge sit barn til, hvad det er for et meme, der trender lige nu, fordi netop memes fylder meget på tværs af de digitale platforme,” lyder ekspertens råd, som hun følger op med flere:

“Jeg tror også, det er vigtigt at snakke med børnene om, hvilke værdier der møder dem på de forskellige platforme og hjælpe dem med at beskrive systemet. De fleste kender et spil som Ludo og ved, at hvis man bliver slået hjem, så er det ikke, fordi man er uønsket. På samme måde kan man snakke med børnene om de spilleregler, der gælder på de sociale medier. Så man selv og børnene får indblik i, hvordan systemerne fungerer.”

Læs også

Bruger dit barn skærmen som trøst?

Det handler i store træk om dannelse og opdragelse før digital dannelse, understreger Katrine K. Pedersen og minder i samme ombæring om vigtigheden af, at vi lærer vores børn at sanse og mærke hinanden – uden om en skærm – og have kropsligheden med i kommunikationen. Fordi det er så afgørende for børns udvikling og ikke mindst for deres mulighed for at have empatien med, når de manøvrerer i det digitale, pointerer hun.

Hvilken familie vil vi være?

Netop den pointe – om at huske det kropslige – taler ind i psykolog David Madsens erfaring og arbejde med børn og deres digitale adfærd.

“Der er ingen tvivl om, at både små og store børn kan have glæde af at se en film, spille et spil eller lære en ny dans på TikTok, og dens slags aktiviteter er ikke i sig selv et problem. De kan rent faktisk fungere som underholdende arenaer, hvor barnet kan få noget viden og nogle succeser og ovenikøbet tale med vennerne om det i børnehaven eller skolegården. Der, hvor vi skal være særligt opmærksomme som forældre er, hvis det pludselig betyder et fravær af nærvær og forbindelse – især med deres primære omsorgspersoner,” forklarer han.

“Når et barn dumper ned foran en skærm, kan det nemlig sidde med nogle stærke følelser; en masse ubehag – eller glæde – og hvis det er alene uden nogen fysiske modtagere i nærheden, kan det blive lullet ind i en anden verden, hvor det ikke giver udtryk for, hvordan det har det. Samtidig er børn meget sanselige, og deres verden så stor og åben, og de har brug for at opleve den med alle de nuancer, der findes – hvilket ikke sker lige så godt foran skærmen som i den analog verden,” uddyber han.

Af den grund er han også stor tilhænger af, at man aldrig bare efterlader børn foran et digitalt medie. Hverken det lille barn, der ser Ramasjang, eller det ældre, der spiller Fortnite eller er på YouTube.

“Børn lever af og udvikles igennem forbindelsen til deres omgivelser, og det er helt afgørende, at de ikke isoleres, men at man som voksen sikrer sig, at der er mulighed for kontakt med barnet,” understreger han og beskriver, hvordan det med de små børn kan handle om, at man ser fjernsyn sammen med dem i sofaen, og med de større børn kan være en idé at holde en dør åben til stuen eller børneværelset, imens de er online.

“Vi ser lige nu, hvordan både børn og voksne i vid udstrækning erstatter basale menneskelige, fysiologiske behov for nærhed, nærvær, kropslig kontakt, søvn og fysisk aktivitet med et psykologisk behov for at se, hvad der for eksempel gemmer sig i det næste spil eller bag den næste notifikation, og på den måde bliver fastholdt på de digitale platforme i en grad, der er langt ud over vores behov,” lyder det fra psykologen, der samtidig slår et slag for, at vi som forældre tager et grundigt kig på, hvordan såvel små som stores skærmforbrug harmonerer med de værdier, vi har som familie.

“Det er et godt sted at starte, hvis man vil gå skærmvanerne efter i sømmene; i refleksionen over, hvad der er vigtigt i ens familieliv, og hvilken far eller mor, man gerne vil være. Og så tænke skærmene ind i det og se på, hvornår og hvordan de henholdsvis udfordrer og understøtter det liv, man ønsker. Som en slags kompas,” bebuder David Madsen.

Ifølge Katrine K. Pedersen er der lige nu en tendens til, at vi i højere grad tør kigge på og tale om netop skyggesiderne af sociale medier og digitale platforme og anerkende, at det ikke bare er sjov og ballade, hvilket hun hilser velkomment.

“Samtidig er vi begyndt at tænke på det som et mere strukturelt problem, der ikke kun påvirker vores børn, men også klimaet og dermed børn i andre lande, når vi for eksempel streamer, og på den måde er det i stigende grad et statussymbol, at man vælger de digitale platforme fra, ligesom det gælder vores forbrug på andre områder,” forklarer hun.

Og måske er det i virkeligheden også børnenes eget ønske, at skærmene bliver slukket eller gemt væk lidt oftere, end det sker i de fleste familier i dag.

“Når jeg snakker med børn i min praksis, siger de fleste, at de helst vil bruge tid på at lege fysisk med deres venner, forældre eller kæledyr,” fortæller David Madsen og tilføjer:

“Vi skal også blive meget bedre til at lytte til børnene selv.”