Renlighed: Slip den lille numse løs i varmen
Lune solstråler på en blød, buttet numse. Sommeren er en oplagt mulighed for at gøre de indledende manøvrer i den forjættede ble-afvænning. Find ud af, om junior er klar til at blive renlig, og brug vores ti-trins-guide til at komme i gang.
Er det ved at være tid til at træne juniors renlighed og komme op på potten – eller sågar toilettet? Så brug de lune sommerdage til at træne.
I varmen er der mindre tøj at vaske, og det er nemmere at lade den lille rende barnumset rundt på græsplænen og gøre de første forsøg på at ramme potte eller toilet, inden det er for sent.
Det kan være en fordel at tage hul på projektet i jeres ferie, hvor I har bedre tid og mere overskud.
Det er vigtigt, at dit barn er parat til at undvære bleen og har lyst til at samarbejde om projektet, inden I går i krig.
Er dit barn klar til renlighed?
Næsten renligPres ikke dit barn til renlighed
Brevkassen – Hvorfor nægter vores datter at smide bleenVær tålmodigheden selv når I træner renlighed
Fokuser på det positive
Projekt renlighed – trin for trin
1. Vælg det rigtige tidspunkt
Først skal du sikre dig, at junior er klar til at slippe bleen. Han skal være villig til at samarbejde med dig om projektet, og han skal være bevidst om, hvornår han skal tisse. Det ved du, at han er, hvis han af og til siger ‘jeg skal tisse’, inden han tisser i bleen.
2. Tag beslutningen for dit barn
Det er vigtigt, at dit barn kan mærke, at du tager lederskab på processen. Spørg ikke barnet, om han er frisk på at prøve at gå rundt uden ble. Dels risikerer du, at han svarer nej, dels er det for meget at tage stilling til, når han er i fuld gang med at fornemme, hvad der sker i kroppen.
Tag beslutningen, og sig for eksempel ‘nu er du ved at være stor, så nu skal vi begynde at gå uden ble – ligesom fætter August’.
3. Spot, hvornår junior skal på toilettet
Vær opmærksom på dit barns tegn til, at han skal tisse eller lave stort. Det kan være, han står og tripper eller søger lidt væk. Sæt ord på det, du ser, for eksempel ‘jeg tror, du skal tisse, lad os skynde os ud på toilettet!’.
Tal også med ham om, at han kan prøve at løbe ud på toilettet, når han kan mærke, at han skal tisse eller lave lort.
4. Vær tålmodig og positiv
Det kan tage alt mellem en dag og flere måneder, før dit barn er renlig. For det meste går der et par uger. Indstil dig på masser af smuttere undervejs. Det er helt naturligt – også længe efter at dit barn har smidt bleen.
Hav altid flere sæt ekstratøj liggende i børnehaven. Lad aldrig dit barn mærke, hvis du bliver irriteret. Smil, og sig ‘pyt med det, kom her og få noget rent tøj på’.
5. Man skal ikke tisse
Gå ikke med dit barn ud på toilettet i tide og utide for at prøve, om der mon kommer noget. Vent, til du ser tegn på, at han skal derud. Dog er det okay, at du beder ham prøve at tisse, inden I skal ud ad døren og inden sengetid.
Vænner du også dit pus af med ble om natten, kan det desuden være en god idé at bære ham ud på toilettet, inden du selv går i seng. Men husk, at dit barn aldrig skal tisse. Han skal bare prøve – kommer der ingenting, er det fint.
6. Hav det sjovt på toilettet
Gør badeværelset til et hyggeligt sted, hvor du tager en god bog med og læser højt for dit barn. Hav ikke for meget fokus på, om der kommer noget i toilettet. Læs, snak, eller syng en sang, som dit barn elsker. På den måde føler han ikke, at ‘gisp – nu sidder jeg her og skal præstere en hel masse’.
7. Toilet og potte er lige godt
Det er hip som hap, om du lærer dit barn at sidde på potte eller toilet. Toilet er naturligvis mest praktisk for dig, da du bare kan trække ud, men vælg den model, som dit barn er mest interesseret i – eller har mindst modstand på.
Er det toilettet, så stil en skammel, så han selv kan komme op. Du kan også sætte et børnetoiletsæde oven på det almindelige bræt, så din pode ikke har fornemmelsen af at falde i tønden.
8. Giv masser af ros
At lære at gå på toilettet eller på potte skal udelukkende være forbundet med noget positivt, så skæld aldrig dit barn ud, hvis han ikke når det. Husk, at det hele er nyt og kan føles utrygt.
Anerkend dit barn for hans indsats, og ros ham, hver gang han har siddet på toilettet eller potten – også selv om der ikke kom noget, eller I ikke nåede det. Sig i stedet ‘hvor var det godt, at du sagde, du skulle tisse!’.
9. Tag det i etaper
De fleste børn fortsætter nogen tid med ble om natten, efter at de er blevet blefri om dagen. Det er ikke unormalt, at børn – især drenge – sover med ble, når de er fem år.
Men hvis du om morgenen mærker, at bleen er tør, så sig ‘jeg kan se, at du ikke tisser om natten, så i nat prøver vi at sove med underbukser’. Det kan også være, at dit barn let slipper bleen, men vil have den på, når han skal lave stort. Det er okay. Men forsøg at motivere ham til at klare det hele på toilettet.
Og ja, det er okay at lokke med jordbær eller en chokoladekiks!
10. Lad ikke bleafvænningen dominere
Pas på, at samværet med dit barn ikke kommer til at handle om, hvorvidt han skal tisse, eller om han tisser i bukserne eller ej. Nyd sommeren, fokusér på noget andet, og tag det hele, som det kommer.
Dit barn gør sit bedste og bliver blefri, lige præcis i den takt der passer til ham.
Artiklen er oprindeligt publiceret juni 2011