”Hvis jeg kunne vælge, ville jeg fødes med Downs igen” sagde Sidsel – og jeg fik en klump i halsen
Sidsel Boel Kruse er født med Downs Syndrom, men det har ikke stoppet hende i at forfølge sine drømme, og i denne uge kan hun sætte hak ved modeldrømmen på forsiden af Alt for Damerne. Mødet med den 28-årige kvinde har sat tankerne i gang hos magasinets chefredaktør Rikke Dal Støttrup.
Da layouterens 13-årige datter så denne uges forside, lagde hun straks mærke til noget særligt:
”Sikke nogle smukke øjne, modellen har”, var hendes umiddelbare kommentar.
Hun så ikke Sidsel Boel Kruses handicap som det første, og det er vi nok mange, der kan lære af.
Sidsel er en del af ALT for damernes forsideserie ”Det jeg kæmper for”, hvor vi møder en række kvinder, som selv er levende beviser på det budskab, de gerne vil sende til verden.
I de foregående uger har vi mødt Natasha Al-Hariri, Merete Eldrup, Cathrine Wichmand og Ibi Støving, som har fortalt om hver deres mærkesag.
For Sidsel Boel Kruse er det vigtigt at komme ud med det budskab, at selv om man er født med Downs syndrom, så kan man sagtens være stærk og opnå det, man drømmer om. Det fortæller hun om i det interview, jeg har lavet med hende til ugens blad.
Mødet med Sidsel fik mig til at tænke over det dilemma, som de teknologiske muligheder sætter os i i forhold til sjældne handicap som f.eks. Downs syndrom.
De fleste vælger at få en abort, når prøverne under graviditeten viser høj risiko for, at barnet bliver født med et sjældent handicap.
I dag kommer kun få børn til verden med Downs syndrom – de seneste tal fra 2019 viser, at der det år kun blev født 18 babyer med en ekstra kopi af kromosom 21. Det er det laveste tal nogensinde, og intet tyder på, at udviklingen vil vende. Så det vil blive mere og mere sjældent at møde et menneske, som ser anderledes ud end én selv.
Og som ser verden helt anderledes end én selv.
Personligt har jeg ikke nogen mennesker med Downs syndrom i mit eget liv og vidste på forhånd ikke, hvad jeg skulle forvente af interviewet med Sidsel, som jeg kun kendte fra TV2-programserien ”Et ægte par”, hvor man fulgte hende og hendes kæreste, da de blev gift og i deres hverdag sammen. Ville Sidsel overhovedet kunne formulere et budskab i forhold til temaet ”Det jeg kæmper for”?
Og jo, Sidsel tager nogle omveje, som 28-årige kvinder normalt ikke gør. Hun excellerer i små rollespil og fantasier om at være rig og berømt. Men lige siden Sidsels forældre lærte hende at udtrykke sine første tegn-til-tale-ønsker, har de bakket hende op i at skabe en klar fortælling om sig selv. Hun er flasket op på kærlighed og selvværd, og når man spørger hende, så er hendes mission at vise, at mennesker med Downs syndrom lever rige liv med masser af muligheder.
Da vi lavede forsiden med citatet ”Hvis jeg kunne vælge, ville jeg fødes med Downs igen”, gav det klump i halsen hos flere af os. Fordi det rørte os. Både i hjertet, men også på samvittigheden.
For ville vi have givet en som Sidsel chancen, hvis hun var trådt frem som en uregelmæssighed i en fostervandsprøve?
Jeg er stolt af at kunne hjælpe Sidsel med at udbrede hendes budskab – og endda samtidig give hende mulighed for at opnå endnu et livsmål: At være model. Hendes næste er at blive danser i en Lady Gaga-video.