Den ultimative gave: Min veninde har givet mig et barn

Jeg mødte Andreas for seks år siden, og vi var enige om, at vi gerne ville have børn sammen. Jeg blev gravid efter et år, men jeg aborterede spontant. Jeg har siden været gravid flere gange, men tabt barnet i en tidlig fase. Vi har været i fertilitetsbehandling, prøvet med donoræg, men intet har virket. Det har været et langt og opslidende forløb med tårer og fortvivlelse.

Min veninde, Vibeke, kunne se, hvor hårdt det tog på os. Vi kender hinanden fra folkeskolen og har været veninder, siden vi var 11 år. Hun er selv mor til to piger, og hun har fulgt det hele på sidelinjen. Det var hende, som foreslog, at hun kunne være rugemor for mit og Andreas’ barn. Hun havde let ved at blive gravid, da hun fik sine egne børn, og hendes graviditeter var relativt ukomplicerede. Og så er hun bare et helt fantastisk menneske!

Hvordan besluttede I jer for, at hun skulle være rugemor for jeres barn?

Det krævede nogle rødvinsmiddage, hvor vi vendte alle scenarier. Når en kvinde føder et barn i Danmark, er hun juridisk set moderen. I Danmark er det ulovligt at være rugemor, hvis man får penge for det, og kvinden skal bruge sit eget æg. Hverken Vibeke eller vi ønskede, at Vibeke skulle være genetisk beslægtet med barnet; det var afgørende, at det var vores gener. Hun ville bære vores barn for os.

Så vi tog til Prag, hvor jeg fik taget æg ud, og det var også der, hun blev insemineret med vores befrugtede æg. Ægudtagningen resulterede i to befrugtede æg, der var gode nok til insemination. Vi havde således kun to chancer. Da det første æg blev sat op, lykkedes det ikke. Det sidste æg sat op kort tid efter, og det var nogle nervepirrende måneder. Vibeke blødte, da hun var cirka et par måneder henne, men heldigvis ikke noget, der skadede det lille foster og nogle måneder senere fik vi at vide, at der lå en lille dreng i maven.

Hvordan reagerede din venindes familie på, at hun bar dit barn?

Hendes døtre er syv og ni år, og de var så søde, glade og stolte. Jeg er meget tæt på dem, så det var dejligt at se deres glæde i det også. De har fulgt med hele vejen. Vi er rigtigt tætte venner med hele familien, og Vibekes mand er helt vildt cool. Han er gået med til det her projekt, og har været rigtig opbakkende i processen. Min mand og jeg har hjulpet dem med børnene, så de fik rum, hvis Vibeke var træt eller besværet af graviditeten.

Det var hårdt under corona. Pludselig måtte vi ikke komme med til konsultationer hos jordemoderen, og der var også regler for, at der kun måtte komme en med til fødslen. Vibeke ønskede at have sin mand med, så han kunne støtte hende, men samtidig skulle der også være min mand eller jeg til at tage os af vores lille dreng. Heldigvis var der forståelse for vores specielle situation, og vi fik dispensation til at komme med til fødslen.

Havde du bekymringer ved at lade din veninde føde jeres barn?

Mange har spurgt, om jeg var nervøs for, om hun ville beholde ham. Men jeg har sovet fint om natten. Vibeke er en sej person med en stærk psyke. Dertil kommer også det, at det er Andreas og mig, der er forældrene. Vi har været åbne over for alle vores venner om aftalen, og der er så meget tillid imellem os. Det eneste, vi begge frygtede, var, hvad det ville gøre ved venskabet. Vi tænkte alle de scenarier igennem, som vi kunne komme i tanke om og skrev det hele ned, så vi var så godt forberedte, som vi kunne blive. Og den strategi har virket. Når vi ses i dag, synes hun, at Albert er dejlig dreng, men er ikke tættere på ham end på andre børn i vennekredsen.

Hvad overraskede dig, da du fik dit barn?

At kærligheden kom så hurtigt. Andreas følte det også. Vi har været åbne om forløbet over for alle. Den eneste udfordring er, at det har været svært at få aftale om en sundhedsplejerske. På papiret er Andreas far, og Vibeke er mor; jeg kan først stedbarnsadoptere Albert, når han er 2,5 år. Men alle de offentlige ansatte, vi har mødt, jordemødre, læger og sundhedsplejersker, har været enormt imødekommende.

Hvordan takker man for så stor en kærlighedsgerning?

Vi kan aldrig sige tak nok. Hendes gerning er så næstekærlig, som det kan blive. Men vi prøver alligevel. Vi skrev et langt brev i dagene efter, hvor vi forsøgte at udtrykke vores taknemmelighed. Men hun har hele tiden sagt, at det her var hendes valg, og at vi ikke står i gæld til hende. Det har givet mig en stor ro, at vi ikke er “bagud” på point.

Hvordan er relationen mellem jer nu?

Når vi ses, er det dejligt afslappet og uden de store følelsesudbrud. Vi er der bare med vores børn. Der er meget humor mellem os. Vibeke joker med, at jeg altid tog telefonen med det samme, når hun ringede under graviditeten – nu kan jeg godt have den på lydløs. På et tidspunkt var vi ude at gå en tur med barnevognen og hendes piger. Vibeke stod med barnevognen, da vi møder en gammel veninde, der spurgte, om hun havde fået en tre’er. Og hun svarede stolt: “Nej, jeg har bare født Anne-Mettes baby.”