Vi har spurgt jer på vores Instagram, @Voresborn, hvilke ting I dealer med, når det kommer til jeres børns bedsteforældre. Her er jeres 10 største udfordringer og eksperternes råd til, hvordan I bedst håndterer det.
1. Overskrider grænser
“Mit barns bedsteforældre overskrider mine og min kærestes grænser. Siger vi nej til is og sukker, insisterer de, indtil vi giver os, eller de kan finde på at gøre det alligevel. Det føles som om, at de ikke respekterer os som forældre."
Kathrine Hemmingsen: “Det er en af de ting, jeg hører ofte. Når man hører den enkelte situation, kan det virke som en lille ting. Bedsteforældrene vil jo bare give en is, men den manglende respekt over for forældrene gør ondt. Hvorfor respekterer de ikke det, der er vigtigt for os? Hvis vi oplever, at de slet ikke lytter til os, hvordan skal vi så tillade, at de skaber en relation til vores børn?
Hvis man har en nogenlunde relation, så kan man tage en snak med dem. Begynd med at erklære din kærlighed til dem. Fortæl dem, at de er vigtige i barnets liv, og at du ønsker, at de får en god relation. Og så kan du sige, at det er derfor, at det er vigtigt for dig, at de lytter til dig, når du siger nej til noget, og at de respekterer dine grænser. De må gerne synes, at I opdrager jeres børn for blødt eller har en fjollet sukkerpolitik, men det er vigtigt, at de respekterer, hvordan I gør det.
Når man tager de her samtaler, gør man det for relationen skyld. Hvis man bliver ved med at få overskredet sine grænser og ikke får sagt noget, ender man med at blive vred, og så kommer man til at trække sig fra relationen på alle mulige andre måder. Så få sagt fra på et tidspunkt, hvor du ikke allerede er blevet for vred og forbitret.”
Maria Holkenfeldt: “Er der noget, der kan dele generationer, er det synet på mad og sukker. Og som ung forælder ville det være dejligt, hvis bedsteforældrene uden videre forstod og overholdt ens nul-tolerance for sukker. Sådan er det bare ikke altid.
Hvis man som forælder ønsker, at besteforældrene konsekvent skal undlade at give børnebørnene sukkerholdige ting, må man forklare, hvad det handler om for én, når man ikke vil have, at ens barn får sukker. Ellers kan det være svært for bedsteforældrene at forstå og forholde sig til. Slik og kage er ofte forbundet med hygge og kan for bedsteforældre være en måde at vise børnebørnene kærlighed og omsorg på.
Som forældre må vi derfor vise dem alternativer, som særligt er forbeholdt dem, så bedsteforældre og børnebørn kan hygge sig med det – og her går agurkestænger og peberfrugt ikke, hvis det er hverdagskost.”
2. Er bedsteforældre på egne præmisser
“De er bedsteforældre på deres egne præmisser. Det er forventet, at vi besøger dem, selv om de har bil, og vi skal med offentlig transport. Aftalerne er sent og overskrider vores søns sengetid. De kan invitere til middag klokken 19.30, hvor det jo er børnenes sengetid.”
Maria Holkenfeldt: “Sengetider vil ofte også være noget, generationer kan diskutere. Det kan føles hårdt og følelsesmæssigt koldt, når bedsteforældre ikke ønsker at indrette sig på mindre børns sengetider. Her må man som forældre spørge sig selv, om konsekvensen for en relation til bedsteforældrene er, at man må overskride sine børns sengetider med, hvad det måtte medføre.
Men man kan også afslå invitationen venligt og sige, at det bliver for sent kl. 19.30, men ‘vi kommer gerne tidligere eller til en kop eftermiddagste i stedet. Og så kan vi komme til middag kl. 19.30 når børnene er blevet større.’”
Kathrine Hemmingsen: “De her ting dukker også altid op til jul. Hvordan skal man holde jul, når bedsteforældrene holder fast i, at man skal spise julemiddagen klokken 19? Der kan ligge en stor sorg og skuffelse, hvis man havde regnet med, at ens forældre eller svigerforældre ville møde ens familie og være mere fleksible, men at man har følelsen af ikke at blive imødekommet.
Vi kan fortælle, hvordan vi har det, og hvordan vi oplever det. Men i sidste ende kan det være, at det er sådan, de gerne vil være bedsteforældre, og så kan vi ikke gøre så meget ved det. Vi skal også overveje, hvad vi vil give for at jagte en relation, der måske aldrig udfolder sig. Vil vi gøre alle de her ting for at passe på relationen, selv om vi har følelsen af, at vi giver mest? Og hvad kan vi egentligt være med til, uden at vi synes, prisen bliver for høj?
Det er vigtigt at passe på sine egne grænser. Hvis man føler, at man giver og giver, så kan det blive forbitret, og det kan aldrig blive andres ansvar. Så må man sige til sig selv: ‘Vi ville ønske, at de var fleksible, men det er de ikke, så vi tager hjem nu, for at børnene kommer ordentlig tid i seng.’ Det er vigtigt, at man mærker efter, og spørger sig selv: ‘Vil jeg blive ved på den her måde, selv om det koster en stor pris hjemme hos os? Og findes der en måde, vi alligevel kan sætte pris på hinanden?”
3. Anstrengt forhold til svigermor
“Jeg har et anstrengt forhold til min svigermor. Hun blander sig i alt og prøver for meget i forhold til at skabe et bånd til min søn. Hun er højrøstet og overgearet. Det er unødvendigt, for min søn er glad for hende.”
Maria Holkenfeldt: “Det lyder som udgangspunkt dejligt, at din svigermor har et fint forhold til jeres søn. Jeg forestiller mig, at hendes højrøstethed måske dækker over noget andet ... Men er der særlige tidspunkter, det går dig mere på end andre? Har du forsøgt at få hende til at dæmpe sig lidt, for eksempel når jeres søn skal sove? Ofte kan det have en virksom effekt selv at dæmpe sig i toneleje, styrke og tempo – måske kan du prøve det?”
Kathrine Hemmingsen: “Sådan noget handler næsten altid om usikkerhed. Bag adfærden gemmer der sig ofte en følelse af ikke at være noget værd, hvis ikke man konstant byder sig til. Det er kærlighed. Ligesom de fleste af os kan komme til at grine fjoget, hvis vi er i tvivl om, hvad man skal gøre.
Hvis man selv har overskuddet og kan holde hjertet varmt, kan man sige: ‘Dit barnebarn er faktisk rigtig glad for dig. Øjnene lyser op, når du kommer ind.’ Så kan hun bedre slappe af. Hvis man er rigtig modig, og relationen kan bære det, kan man sige; ‘Jeg er i tvivl, om du er usikker på, om han kan lide dig, når du gør så meget?’ Der findes ikke noget, der kan tage sig af usikkerhed, som beroligelse.”
4. Gammelt børnesyn
“Mine forældre har et helt andet syn på børneopdragelse, end vi har. De mener ikke, at børn må sige fra og have deres egne meninger. De skal sidde pænt ved bordet. De skal ikke tages op, når de græder. De skal hurtigt på eget værelse og sove. Det er svært at være i.”
Kathrine Hemmingsen: “Det kan stjæle af ens sikkerhed på eget forældreskab, og man skal generelt ikke forsvare sit forældreskab. Det er noget, som mange forældre fra denne generation oplever. Der er sket et paradigmeskifte inden for børneopdragelse, og bedsteforældrene kan føle, at der ligger en kritik i det. Er vi ikke tilfredse med det, som de gav os, siden vi gør noget andet?
Der kan ligge en usikkerhed og forkerthedsfølelse. I langt de fleste tilfælde er bedsteforældrene ikke ude på at være onde, men man kan godt fortælle dem, at i deres titel som bedsteforældre ligger ikke rollen som opdrager. Vi må gerne sætte grænser og sige: ‘Vi gør det på vores måde. Vi har styr på det.’”
Maria Holkenfeldt: “Det gør ondt, når man ikke føler sig forstået og støttet af sine egne forældre. Og det kan være svært at få et godt forhold til dem som bedsteforældre, når man er uenige om stort set alt, hvad angår opdragelse af ens barn. Det er vigtigt at være tydelig omkring sin opdragelse – også over for bedsteforældre.
Så de skal vide, at I har valgt at opdrage jeres børn, som I har, fordi det er det, I tror på. Og at I ønsker og håber på, at de vil støtte jer, selv om de ikke deler jeres opfattelse. Og så må det måske være sådan, at dine forældres regler gælder hjemme hos dem, og jeres regler gælder hjemme hos jer.”
5. Gode råd
“Vi får SÅ mange gode råd af vores barns bedsteforældre på begge sider! De mener selv, at de er eksperter på børn, fordi de er forældre til os – men det er jo 35 år siden, at jeg var en baby. Jeg kan godt selv vurdere, om mit barn skal have mere tøj på, og kamillete er altså ikke et vidundermiddel.”
Kathrine Hemmingsen: “Det lyder til at være bedsteforældre, som oplever omsorg for vores børn og gør det af kærlighed. Det vil jeg prøve ikke at tage så alvorligt. De vil også tage sig af det lille menneske, som de elsker. Men hvis du har brug for at sige noget, så sig det med humor og varme: ‘Hvad tror I, at vi gør med den lille, når I ikke er er?’ De fleste bedsteforældrene kan godt selv se det.”
Maria Holkenfeldt: “Gode råd kan være fine, når vi beder om dem. Men gode råd kan også virke modsat, når vi ikke har bedt om dem. Nogle gange kan de endda føles som kritik. Ofte er gode råd givet af et velmenende og kærligt hjerte. Så i den udstrækning, det er muligt, kan du måske smile og sige: ‘Tak for rådet, men lige nu har jeg hverken bedt om det eller har brug for det,’ med et kærligt glimt i øjet.”
6. Høje forventninger
“Jeg oplever ofte, at både mormor og farmor har lidt for høje forventninger til, hvad et barn på den alder skal kunne. Hvorfor snakker hun ikke endnu? Hvorfor har hun ikke hår? Er hun ikke lang tid om at lære at gå? Hvorfor kan hun ikke sidde stille ved bordet? Nu må hun da snart stoppe med at bruge ble?”
Maria Holkenfeldt: “Det kan virkelig føles som et pres, når ens mor og svigermor spørger til barnet på en måde, der kan opleves, som om barnet ikke følger med sin udvikling eller de andre børn. Vi kommer alle til at sammenligne – også selv om vi ikke vil. Det gør bedsteforældre også – og gerne med deres egne unikke børn – altså dig og din kæreste. I kunne alt på din datters alder, eller ...? En anden ting, der også kan ligge bag deres maskerede spørgsmål, er bekymring: Udvikler mit barnebarn sig, som hun skal?
Så måske er det bedste, du kan gøre for dem, når de begynder at remse spørgsmål op, at sige: ‘Jeres barnebarn er helt, som hun skal være – I behøver ikke være bekymrede.’ Og hvis du har mod på det, kan du måske også fortælle, hvordan alle de spørgsmål opleves for dig – måske, som om dig og din kæreste ikke er gode nok forældre, og at jeres datter er bagud med alt (hvis det er sådan, du har det).”
Kathrine Hemmingsen: “Jeg vil begynde med at undersøge, hvad gør det ved mig? Får det mig til at føle mig forkert som forælder? Eller at mit barn er forkert? Det er nærliggende at få tvivl, hvis man får den slags kommentarer. Der kan man sige: ‘Jeg ved godt, at I ikke mener noget med det, men jeg får følelsen af, at mit barn skal være anderledes, end det er, når I siger sådan.’ Man skal ikke nødvendigvis lade det fare, for så kan det være en dårlig vane, som fortsætter, at de bare må kommentere på alt. Det er OK at sige fra på ens egne og ens børns vegne.”
7. Manglende engagement
“Bedsteforældrene til vores barn har for travlt med dem selv. De engagerer sig ikke særlig meget i deres børnebørn, og de kan aldrig hjælpe os med at passe.”
Kathrine Hemmingsen: “Det kan virkelig gøre noget for en familie, om bedsteforældrene bakker op eller ikke gør. Og der kan ligge en sorg og en skuffelse, hvis man har regnet og håbet med noget, som ikke bliver. Også selv om man måske aldrig har haft en tæt relation til sine forældre.
I mange tilfælde vil jeg være nysgerrig på, om der er noget andet, der holder dem tilbage. Er det fordi, de ikke ved, hvilken rolle de skal spille? Den tvivl kan man rydde af vejen ved at invitere dem og sige: ‘I er værdifulde for os, og vi ønsker, at I bliver nogle vigtige personer for vores børn.’ Det kan jo være, at der ligger noget under. Der er for eksempel bedsteforældre, der ikke ved, hvordan de skal være en del af børnebørnenes liv, og så oplever forældrene det som om, at de ikke engagerer sig.”
Maria Holkenfeldt: “Det gør ondt at opleve, at bedsteforældre ikke er, som vi drømmer om. Bedsteforældre kommer i forskellige udgaver, og nogen er ikke indstillet på at opgive eller tilsidesætte egne behov til fordel for det at være bedsteforælder – og det kan der være mange årsager til. Ved jeres forældre, hvordan I har det? At I ønsker en tættere relation mellem jeres børn og dem?
Det er også værd at vide, at nogle bedsteforældre kan komme stærkt igen, når børnebørnene er blevet større, for måske føler de sig ikke trygge med små børn. Det gør dog ikke den nuværende smerte mindre eller løser et pasningsproblem. Og her kan gode venner så måske være et alternativ, selv om de ikke er bedsteforældre.”
8. For meget engagement
“Lige fra vi fødte vores første, har bedsteforældrene følt, at de nærmest har haft krav på at se deres børnebørn ugentligt. De mener, at det er en selvfølge, at vi skal spise sammen, og at de skal have faste hentedage. Det kan godt være lidt hårdt.”
Maria Holkenfeldt: “Det lyder, som om I har nogle meget engagerede bedsteforældre. Men også, som om engagementet er blevet for meget, og I ikke er enige om, hvor meget og hvor ofte, I skal ses? Måske skal du og din kæreste finde ud af, hvad I ønsker og så fortælle jeres forældre på en kærlig måde, at I gerne vil lave lidt om på de nuværende omgangsformer.
Er det fødselsdagene, der går jer på eller den faste middagsaftale? Eller er det, fordi I ikke får set jeres venner, når der er så mange familieaftaler? Det kan være svært at skulle skuffe bedsteforældre med noget, der kan føles, som en afvisning. Men måske forstår de det, hvis det bliver sagt i en kærlig og omsorgsfuld tone.”
Kathrine Hemmingsen: “Det lyder til, at I oplever det som, at de kræver og føler sig berettiget. Det har en grænseoverskridende karakter, når vi ikke føler, at vi selv kan bestemme. Det er ikke mængden af tid, det handler om, men mere måden de synes, at de har krav på det.
Hvis vi kan se på det med varme, er det nemmere at være i. Er de usikre? Er de bange for, at de glider ud, hvis ikke de engagerer sig? Måske hviler de ikke i, at vi gerne vil have dem som en del af vores liv. Man kan sige: ‘Vi elsker jeres engagement, men det passer ikke så godt lige nu.' Hvis vi kan se varmen og kærligheden i det, kan vi få sat nogle grænser uden at afvise. Så kan vi på en kærlig måde berolige dem og fortælle, hvor meget de betyder for os.”
9. Overforkæler
“Min mor køber alt for mange ting til vores barn. Vi kan ikke engang bruge de fleste af tingene. Hun tror, at det er den eneste vej til at skabe et bånd.”
Kathrine Hemmingsen: “Den overdrevne gavegivning er ofte en måde at forsikre og forstærke relationen. Mange bedsteforældre forkæler deres børnebørn, men hvis det er meget overdrevet, kan det dække over, om man føler sig tilstrækkeligt værdifuld i sig selv. Er jeg nok bare som jeg er? Hvis det gik mig på, ville jeg, med så meget varme og kærlighed jeg kunne mønstre, fortælle, at man ser, at det er kærlighed. Men man går på en tynd tråd, fordi man aktiverer nemt forkerthedsfølelsen hos dem.”
Maria Holkenfeldt: “Hendes sprog for kærlighed er åbenbart ting og gaver – noget du måske også selv har oplevet gennem tiden. Kunne du hjælpe hende ved at komme med forslag til, hvad hun kan gøre i stedet for – det kunne være at bage kage med børnene, tage dem med på tur i skoven, eller hvad dine børn er glade for? Eller vejlede hende i, hvad I har brug for, for eksempel ved at sige noget i retning af:
‘Mor, du er så sød til at give gaver, og vi er ved at flyde over i dem. Kunne vi aftale, at du kun har gaver med hver tredje gang, og så ved jeg, at x ville blive rigtig glad for y.’ Og så kan du jo overveje, hvor meget gaverne går dig på – handler det om overforbrug, om at du og din kæreste ikke selv kan få lov at give jeres barn gaver, at du føler, det er for nem en måde at vise omsorg på …? For de er formodentlig givet af et kærligt bedstemorhjerte.”
10. Er ikke længere forælder, kun bedsteforælder
“Efter min mor er blevet mormor, ser hun mig slet ikke længere. Hun spørger aldrig ind til mig, og jeg savner hende faktisk. Hun er jo stadigvæk min mor.”
Maria Holkenfeldt: “Selv om vi bliver forældre, har vi fortsat brug for en kærlig mor. Og det er tydeligt at mærke dit savn efter din mor, som mor og ikke kun som bedsteforælder. Tror du, hun ved det? Måske tror hun, hun er den bedste mor for dig ved at være så meget bedsteforælder? Måske kan du tage initiativet til, at du og hun laver noget sammen uden dit barn, så du kan få fortalt hende, hvor meget du savner hende?”
Kathrine Hemmingsen: “Når der kommer nye betydningsfulde mennesker ind i ens liv, mister man ofte fokus på andre relationer. Når noget bliver vigtigt, må noget andet træde lidt i baggrunden. Bedsteforældrene får en ny kærlighed, og det er ikke fordi de ikke længere har kærlighed til os, men det at vise den er måske trådt lidt i baggrunden. Og det savn kan man godt fortælle sin mor om. Det er sårbart, men der er også noget fint i det. Men man kan også se på det som, at den kærlighed, vores forældre giver vores børn, også er kærlighed til os.
