Lyde

Sådan kan jeg holde mit barns ekstreme lydniveau ud

Bliver du også påvirket af høje lyde, når dit barn leger? Det har hjulpet mig at zoome ind og ud.

Jeg har opdaget, at jeg godt kan trives i høje lyde men samtidig kan være ekstrem sensitiv over for høje lyde.

Jeg oplever det især i forbindelse med vores børn. Det kan ind imellem gå lidt vildt for sig, og det er jo i og for sig godt. For mig betyder det, at de trives og ikke lægger bånd på sig selv. Dog oplever jeg til tider, at jeg det ene øjeblik kan sidde helt uforstyrret af deres skrig og skrål, men lige pludselig opleves det som en frygtelig larm, og gør nærmest fysisk ondt i ørene.

I starten bad jeg dem skrue ned og fortsætte inde på deres værelse. Men når de er på det euforiske niveau, som jeg oplever, at det er, ja, så trænger beskeder ikke altid ind. Det, kan man sige, kan være et generelt fænomen hjemme hos os, men det er en anden snak.

Jeg fortalte dem, hvad der skete, når de skreg og skrålede, og så kunne de bedre forstå min reaktion. På den måde undgik vi også, at de følte det som en straf eller en irettesættelse, at de skulle skrue ned eller gå ind på deres værelse.

Men det stopper jo ikke bare. Man kan ikke skrue ned for de små mennesker, jeg har i hvert fald ikke fundet knappen endnu. Det ville da være meget rart med den mulighed også.

Vores børn kaster sig ud i alt, hvad der er sjovt, og det øger for det meste volumen hjemme hos os.

Jeg tænkte ove,r hvad jeg kunne gøre i stedet for at skrue ned for dem hver gang. Det føltes faktisk lidt som om, jeg sagde ” I MÅ IKKE HAVE DET SÅ SJOVT”. Og selvfølgelig må de det, hellere end gerne faktisk. Men det er bare ikke det signal, jeg sender ud, vel?

For at undgå at blive påvirket hver eneste gang, besluttede jeg mig for at afprøve et redskab, jeg har stiftet bekendtskab med via Mindfulness: Zoome ind og ud.

Forestil dig, at du sidder i et rum, hvor der er en meget høj lyd. I rummet leder du nu efter andre lyde. De kan både være lave som et tikkende ur, eller normale som vinden, der tager fat i et træ, eller biler, der suser forbi. Du kan også zoome ind og lytte til din puls, din hjertebanken eller en rumlen i maven, det kan være hvad som helst.

Fokuser nu på en af lydene af gangen. Brug lidt tid på at tune ind på lyden. Når du er tunet ind på lyden, vil du opleve, at den høje lyd ligesom fader lidt ud i baggrunden. Du kan vælge at zoome ind og ud mellem de forskellige lyde, du opdager i rummet.

Fordi du nu har fokus på mere end én lyd, opleves hver enkelt lyd automatisk lavere, fordi det er begrænset, hvor meget lyd vi kan indtage på én gang.

Ved at fordele dit fokus på flere lyde, kan det opleves mere behageligt. Det kræver bare, at du bevidst vælger at gøre det. Zoom ind og ud.

Man kunne også lege med tanken om at bruge det i forbindelse med sine andre sanser.

Jeg tænker, at det kunne være spændende at afprøve i forbindelse med lugtesansen. Forestil dig, at du skal skifte ble, eller står over for en person med enten dårlig ånde eller svedlugt.

Kunne det ikke være fantastisk lige at tune ind på sit nyvaskede hår, sin parfume, duftene i køkkenet, eller hvad man nu er i nærheden af?

Gad vide, hvor du kan få glæde af at bruge dette i dit liv? Jeg oplever det i hvert fald enormt befriende, at jeg kan vælge at give mig selv ro i hovedet, når vores børn skriger og skråler.

Følg også med på min blog vickysopenbook.wordpress.com