Sådan opdrager du robuste børn

Alfred på fem år gider ikke bære sin lille Fjällräven taske længere. Han erklærer resolut, at han er træt og efterlader den på fortovet. Ofte vil det scenarie blive fulgt op af, at vi forældre opgivende samler tasken – og måske endda også Alfred – op, og bærer ham det sidste stykke hen til gadedøren.

Men netop her gør vi både os selv og barnet en kæmpe bjørnetjeneste, erklærer Per Schultz Jørgensen, der er psykolog og professor i socialpsykologi samt tidligere formand for Børnerådet.

Han er en af landets mest erfarne forskere inden for familieliv og børnepsykologi og har siden 1960erne hjulpet forældre, pædagoger og politikere til en bedre forståelse af børns trivsel og vilkår.

Og her i 2017 er der fortsat et stort behov hos de, der har med børn at gøre, fortæller han:

– Jeg møder rigtig mange forælde, pædagoger og lærere, som beder mig om at sige noget om hvordan børn, der for eksempel har problemer med at holde fokus, være vedholdende og tåle modgang, kan klare sig bedre. De efterspørger noget, som helt grundlæggende drejer sig om robusthed, siger han og tilføjer, at ordet kan have en negativ klang, men at det bestemt ikke er meningen.

– Robusthed handler ikke om at skulle kunne klare at blive presset ud i at præstere det umenneskelige, men om at have en vis styrke, når man møder modstand. Den evne skal forældrene hjælpe børn med at opbygge, fra de er helt små, siger han.

Inddrag dine børn i fællesskabet

Når forældre i dag savner robuste børn, skyldes det især, at det er svært at jonglere med forældrerollen, sådan som samfundet er bygget op med et travlt arbejdsliv og mangel på familietid, mener Per Schultz Jørgensen.

– Når man kun har få timer med familien efter institution, skole eller arbejde, ønsker man ikke konflikter, og det er virkelig forståeligt. Vi kommer alle hjem og er lidt udkørte, så vi vil gerne restituere til næste dag og hygge, siger han og fortsætter:

– Samtidig er der opgaver, der skal løses såsom madlavning og rengøring, og det er hurtigst og nemmest, hvis forældrene bare gør det, når børnene ikke umiddelbart gider at være med. I den sammenhæng kan der opstå konflikter, men undlader man at tage eventuelle konflikter og hjælpe dem til at lære at biddrage til fællesskabet for eksempel via pligter, får de ikke opbygget en fornemmelse af at være med i processen og efterhånden kunne klare ting selv, siger han.

Svær dobbeltrolle

Per Schultz Jørgensen understreger, at han ikke har noget ønske om en autoritær opdragelse, hvor børnene uden videre tvinges til at udføre de sure pligter. Udfordringen ligger i at finde en gylden middelvej, hvor det heller ikke bliver en laissez faire-opdragelse.

– Når man går i gang med at lære sine børn at bidrage til fællesskabet, skal det være en proces med små skridt tilpasset det enkelte barn. Vi skal både turde påtage os rollen som leder i familien, men også kunne gå ind i barnets verden og give dem støtte og kærlighed. Det er den dobbeltrolle, der er så svær at jonglere, men som vi hele tiden må blive ved med at øve os på, siger han.

Når de uundgåelige konflikter trænger sig på, må vi ikke lade det være op til børnene at tage styringen. I stedet skal vi anerkende deres følelser. Som et konkret eksempel hiver Per Schultz Jørgensen taske-scenen frem: I stedet for bare at bære tasken kan man balancere situationen ved for eksempel at sige ”Jeg forstår godt, at du er træt. Nu sætter vi os og hviler lidt, og så går vi videre bagefter”.

Det samme kunne gælde, når det kommer til oprydning, opvask, lektier og så videre.

– Hvis ens børn skal blive robuste mennesker, kræver det, at de oplever, at der er nogle værdier uden for dem selv, som de skal overtage – nogle værdier, som blandt andet handler om at bidrage til fællesskabet, siger han og fortsætter:

– Hvis den ydre struktur er for stram og fikseret, får man undertrykte børn. Men bliver den ydre struktur for kaotisk, bliver børnene selv for kaotiske. Det handler om at finde en opdragelsesform, der ligger midt imellem. Det er sådan vi lærer børnene at tage hensyn til andre, være ansvarlige, samvittighedsfulde, vedholdende og robuste, slutter han.

Alfred på fem år gider ikke bære sin lille Fjällräven taske længere. Han erklærer resolut, at han er træt og efterlader den på fortovet. Ofte vil det scenarie blive fulgt op af, at vi forældre opgivende samler tasken – og måske endda også Alfred – op, og bærer ham det sidste stykke hen til gadedøren.

Men netop her gør vi både os selv og barnet en kæmpe bjørnetjeneste, erklærer Per Schultz Jørgensen, der er psykolog og professor i socialpsykologi samt tidligere formand for Børnerådet.

Han er en af landets mest erfarne forskere inden for familieliv og børnepsykologi og har siden 1960erne hjulpet forældre, pædagoger og politikere til en bedre forståelse af børns trivsel og vilkår.

Og her i 2017 er der fortsat et stort behov hos de, der har med børn at gøre, fortæller han:

– Jeg møder rigtig mange forælde, pædagoger og lærere, som beder mig om at sige noget om hvordan børn, der for eksempel har problemer med at holde fokus, være vedholdende og tåle modgang, kan klare sig bedre. De efterspørger noget, som helt grundlæggende drejer sig om robusthed, siger han og tilføjer, at ordet kan have en negativ klang, men at det bestemt ikke er meningen.

LÆS OGSÅ: Børn skal lære at rydde op

– Robusthed handler ikke om at skulle kunne klare at blive presset ud i at præstere det umenneskelige, men om at have en vis styrke, når man møder modstand. Den evne skal forældrene hjælpe børn med at opbygge, fra de er helt små, siger han.

Inddrag dine børn i fællesskabet

Svær dobbeltrolle

Per Schultz Jørgensen understreger, at han ikke har noget ønske om en autoritær opdragelse, hvor børnene uden videre tvinges til at udføre de sure pligter. Udfordringen ligger i at finde en gylden middelvej, hvor det heller ikke bliver en laissez faire-opdragelse.

– Når man går i gang med at lære sine børn at bidrage til fællesskabet, skal det være en proces med små skridt tilpasset det enkelte barn. Vi skal både turde påtage os rollen som leder i familien, men også kunne gå ind i barnets verden og give dem støtte og kærlighed. Det er den dobbeltrolle, der er så svær at jonglere, men som vi hele tiden må blive ved med at øve os på, siger han.

Når de uundgåelige konflikter trænger sig på, må vi ikke lade det være op til børnene at tage styringen. I stedet skal vi anerkende deres følelser. Som et konkret eksempel hiver Per Schultz Jørgensen taske-scenen frem: I stedet for bare at bære tasken kan man balancere situationen ved for eksempel at sige ”Jeg forstår godt, at du er træt. Nu sætter vi os og hviler lidt, og så går vi videre bagefter”.

LÆS OGSÅ: Blog: ”Det gavner ikke dine børn, at servicen er for høj”

Det samme kunne gælde, når det kommer til oprydning, opvask, lektier og så videre.

– Hvis ens børn skal blive robuste mennesker, kræver det, at de oplever, at der er nogle værdier uden for dem selv, som de skal overtage – nogle værdier, som blandt andet handler om at bidrage til fællesskabet, siger han og fortsætter:

– Hvis den ydre struktur er for stram og fikseret, får man undertrykte børn. Men bliver den ydre struktur for kaotisk, bliver børnene selv for kaotiske. Det handler om at finde en opdragelsesform, der ligger midt imellem. Det er sådan vi lærer børnene at tage hensyn til andre, være ansvarlige, samvittighedsfulde, vedholdende og robuste, slutter han.

LÆS OGSÅ: Høflige børn: Er det realistisk?

LÆS OGSÅ: 10 børnesange, der burde komme med en advarsel

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ