Sådan køber du sko til børn
Praktisk taget alle børn er født med velskabte, sunde fødder – men det bliver de desværre langt fra alle ved med at være. Det er dit ansvar som forælder, at dine børn aldrig går med for små sko.
Den rigtige pasform på barnets sko sikrer fodens naturlige udvikling og dit barns daglige trivsel. For små, for store eller forkerte børnesko kan forårsage skæve tæer og forskellige fodlidelser senere i livet.
Knoglerne og nervesystemet i fødderne er ikke færdigudviklet før 6-årsalderen, så barnet er ikke i stand til selv at vurdere, om skoene sidder, som de skal.
Når du køber sko til dit barn, skal du derfor være opmærksom på følgende:
At børnefødder skal have plads til at bevæge sig og til at vokse, derfor skal du al-tid købe børnesko ca. 1,5 cm større end barnets fod måler i længden.
At små børnefødder er bløde og villigt lader sig forme af for korte sko og af sko i forkerte faconer. Fødderne tager simpelthen facon efter skoen. Du kan få sko med forskellige bredder, så det er muligt at finde en sko med perfekt pasform – både hvis dit barn har smalle eller brede fødder.
At børnefødder vokser hurtigt og gerne rykvist – de kan vokse op til to skostørrelser på et år.
At det ikke er alle børn, som kan mærke, om skoene klemmer. Husk derfor at kontrolmåle dit barns fødder regelmæssigt:
Hver anden måned indtil 2-årsalderen.
Hver 3. måned, når barnet er 3-6 år.
Hvert halve år, når barnet er over 6 år.
Tip: Mange skohandlere sælger børnesko med ’tryghedsgaranti’, der betyder, at børneskoene kan ombyttes inden for de første 14 dage efter købet, hvis skoene alligevel ikke passer til barnets fod.
Dette gælder, selv om børneskoene har været brugt. Tryghedsgarantien sikrer faglig rådgivning i skobutikken, og at børnene får de rigtige sko til den rigtige brugssituation. Spørg dig frem, når du køber sko.