32-årige Sanne er ægdonor: ”Jeg leverer biologien. Det er jo bare æg”

Måske er det bare sådan en pigeting. Det der med ikke at kunne lide sin krop.

Sådan har Sanne Brix i hvert fald tænkt om sin egen. Den har aldrig, synes hun, været slank nok eller trænet nok, aldrig god nok.

Men noget har forandret sig de seneste år for Sanne Brix. Og forandringen er kommet fra et sted, hun ikke havde forestillet sig.

Gennem ægdonation.

”Egentlig har jeg altid hadet min krop, men lige nu er jeg bare supertaknemmelig for, at den kan producere det, som nogle ikke kan. Det har styrket min kvindelighed og lært mig at elske min krop på en anden måde end: ’Jeg har flotte bryster og flotte ben’. Jeg har lært at elske det, den kan.”

Sanne Brix er 32 år og har doneret æg tre gange. Hun har tre gange tilbage, da det ifølge dansk lovgivning kun er muligt at donere æg seks gange.

Det er bare æg

Hun mener, at det er viden, der skal til, for at få flere kvinder til at donere. Og netop derfor har Sanne Brix gjort det til sin mission at oplyse om ægdonation og plædere for det.

"Jeg kan huske, at min mor sagde: ’Husk nu at gemme nogle æg til dig selv’. Jeg forklarede hende, at det ikke er ligesom, man tager på arbejde med fire madder, spiser tre om torsdagen og gemmer den sidste til fredag. Det er ikke sådan, det hænger sammen. Vi har omkring 200.000 æganlæg, og vi får 400 ægløsning på et liv,” siger Sanne Brix.

”Det er virkelig mange æg – og det ødelægger altså ikke din chance for at blive gravid at være donor.”

Sanne Brix følger mange kvinder på Instagram, der ”venter og venter og venter” på at få deres drøm opfyldt om at få et barn. Og kan hun hjælpe én af dem, vil hun gerne det. For hende er der alligevel ikke de store følelser forbundet med at videregive sit DNA.

Det er ”jo bare æg”, som hun siger.

”Egentlig leverer jeg bare biologien. Jeg bliver jo aldrig mor for det barn, der kommer ud af det, og jeg har ikke et problem med, at nogle får de æg, jeg ikke selv skal bruge. Jeg ved, jeg får ægløsning en gang om måneden, resten går alligevel til, så hvorfor ikke bruge dem til noget?”

”Jeg tror, at mange kvinder bliver bange for at bruge en ægdonor, fordi de tænker: Åh nej, så vil det her barn tænke, at hun er moren. Men sådan er det ikke. Det er dit barn, her, tag det,” siger Sanne Brix.

Åben donor

Men selvom det ”bare” er æg, har Sanne Brix valgt ikke at være kendt donor. I stedet er hun åben donor, som betyder, at barnet kan opsøge hende, når vedkommende er fyldt 18 år. Hun kender ikke parret, hun donerer til, og vice versa.

Det ville alligevel blive for personligt at kende sine modtagere, mener hun.

”Jeg synes, at det ville være meget svært, hvis jeg var kendt donor. Det ville være en balance, i forhold til hvad vi forventer af hinanden. Vil det par, jeg donerer til, fx gerne involveres i processen? Når jeg har stukket mig med hormoner, skal de så med til ægudtagningen? Jeg ville blive for involveret i en proces, jeg ikke vil involveres i, hvis jeg var kendt donor,” lyder det fra Sanne Brix.

For hende er det rart bare at "ordne det, hun skal":

”Og så sidder der nogle i den anden ende og modtager det. Hvis det blev den anden vej, ville jeg være bange for, at jeg blev for følelsesmæssigt tilknyttet til deres historie og deres situation, at jeg ikke ville kunne distancere mig.”

Gør også mig glad

Den første gang, Sanne Brix donerede æg, var i 2018 og til sin ekskæreste.

Dengang havde hun og ekskæresten i to år prøvet at blive gravide gennem fertilitetsbehandling. Ekskæresten skulle bære barnet, men da hun havde en lav ægreserve, var det ikke muligt at få tilstrækkelig med æg ud:

”Og dem, der kom ud, blev ikke befrugtet.”

Da det i 2018 blev lovligt med dobbeltdonation i Danmark, hvor både sæd og æg kommer fra donation, valgte Sanne Brix at donere sine æg til ekskæresten. Men æggene udviklede sig ikke, som de skulle, og kort tid efter gik de fra hinanden.

”Jeg flyttede fra Jylland og tilbage til Sjælland. En dag tænkte jeg: ”Jeg har brug for at gøre noget godt for mig selv og også for andre. Jeg har brug for at føle glæde igen,” fortæller Sanne Brix.

Men hvordan gjorde du noget for dig selv ved at hjælpe andre med at få børn?

”Det er følelsen af, at når man gør noget godt for andre, kommer det tifold tilbage. Jeg har muligheden for at give nogle par eller kvinder, der sidder derude, den største gave. Jeg har mulighed for at give liv.”

Men for Sanne Brix er ægdonation også vigtigt af andre årsager. Hun ved nemlig, at hun en dag selv får brug for hjælp. Som homoseksuel kvinde har hun brug for en mand, der kan levere sæden.

”Allerede i starten af 20’erne, vidste jeg, at hvis jeg skulle have et barn, skulle jeg bruge en sæddonor. Så siden dengang har jeg tænkt, at hvis jeg skal have noget af andre, vil jeg også gerne kunne give lidt igen,” siger hun.

Mere end et ryk og en aflevering

Men som de fleste (kvinder) ved, er processen med ægdonation langt fra et ryk og en aflevering.

Den er lang og omstændig og kan for nogle være smertefuld, fortæller Elisabeth Carlsen, overlæge på Fertilitetsklinikken på Rigshospitalet.

”Kvinderne skal tage fri fra arbejde 4-6 gange i løbet af de 14 dage, de skal i behandling. De skal udsættes for et lille indgreb, som stort set er risikofrit, men ikke 100 procent risikofrit. De skal stikkes med en nål i æggestokkene og tage hormoner. Det betyder ikke noget på længere sigt, men nogle føler sig oppustet og har kvalme efterfølgende. Så det er et indgreb,” fortæller Elisabeth Carlsen.

Processen ser i grove træk ud som følgende: Ring ind på første cyklus dag, bliv scannet på den tredje, stik dig med hormoner i maveskindet.

Bliv scannet igen for at se, hvordan ægblærerne har udviklet sig, måske stimuleres yderligere med hormoner. Stik dig med en ægmodningssprøjte to dage, inden æggene tages ud.

Og så kommer selve ægudtagningen med lokal bedøvelse og – for nogle kvinder – efterfølgende dage med smerter i underlivet.

Udefra kan det måske virke som et voldsomt indgreb mod kroppen og et stort offer at bringe for at hjælpe andre, men for Sanne Brix er det en parentes i forhold til udbyttet.

”Det niver lidt. Sådan lidt ligesom menstruationssmerter. Men det er det hele værd, fordi det er den største gave, man kan give.”

Spred æg og kærlighed

Sanne Brix forstår godt de kvinder, der ikke ønsker at være ægdonor.

Selv har hun også måttet tænke mange ting igennem. Det bliver man nødt til, siger hun, når man vælger at give sit arvemateriale videre.

For hvordan forholder man sig fx til, at man aldrig bliver mor til det barn, man har været med til skabe? Eller hvordan skal man reagere, hvis der en dag står én foran hoveddøren og fortæller, at du er deres donor? Og skal man fortælle sit eget barn, at man har været ægdonor, og de potentielt har halvsøskende?

Spørgsmålene er mange, men for Sanne Brix er svaret det samme: Hun giver blot sine æg til nogle, der ikke kan producere dem. Det er ikke hendes barn og bliver det aldrig.

”Jeg har været nødt til at tænke en masse tanker igennem for at finde ud af, hvordan jeg forholder mig til det her. Det er ikke sådan, at man bare lige en fredag aften tænker: Nu skal jeg være ægdonor. Men det har virkelig gjort noget godt mig at give de her æg,” siger Sanne Brix.

”Jeg er blevet mere afbalanceret, og jeg har virkelig fundet ud af, hvad livet handler om. Og det handler om, at vi skal være lykkelige, være frie, vi skal don't give a fuck, og vi skal ud og gøre noget godt for hinanden. Der er for lidt kærlighed. Ganske enkelt.”

Et barn i vente?

I januar i år donerede Sanne Brix æg for anden gang og atter i maj.

”Sidste gang kom der 13 æg ud. Det er altså en god portion.”

Lige nu ved hun ikke, om nogle af hendes æg er blevet til en graviditet.

Men hun ved, at to ud af de 13 æg fra maj er blevet til blastocyster – de modnede æg, der lægges op i kvinden – og at de ringede fra Rigshospitalet for at spørge, om hun havde tegn på corona.

”For ellers ville de ringe til et par, der skulle komme til oplægning,” siger hun.

”Det er jo fantastisk, at de måske kan få et barn. Tænk, hvis det lykkes.”

Smilet når øjnene. Man skulle næsten tro, at det var hende, der ventede et barn.

”Jeg har tre gange tilbage til at donere, og jeg glæder mig vildt meget til at gøre det. For jeg ved, der sidder nogle i den anden ende og måske har ventet et år på, at jeg leverer æg. At vide, at de får et opkald, hvor der bliver sagt: 'Der er en ægdonor, og hun skal ind og have taget æg ud', er bare fantastisk. Jeg kan lige forestille mig deres reaktion, fordi jeg også har været det igennem,” siger hun.