Sara er gravid med Sørens barn - men det er ikke ham, der har leveret generne

Sara Jin Smidt swiper igennem profilerne. Det lille svirp med pegefingeren fører hende fra mand til mand. Hun kan læse om deres alder, højde, hår- og øjenfarve, ligesom hun kan se babybilleder og høre små lydklip med deres stemmer.

Pludselig bliver hun ramt af det, hun er i gang med. For selv om det minder om at bladre igennem mulige kandidater til en date, er det ikke en kæreste, hun er på udkig efter, for sådan én har hun. Alligevel leder hun efter en mand, der kan stå for halvdelen af generne til sit kommende barn.

"Det var et kæmpe ansvar, jeg sad med, og det føltes lidt grænseoverskridende. Det er jo et privilegie, at nogen vælger at stille deres DNA til rådighed for andre, men jeg kan huske, at jeg havde det sådan: ‘Hvad nu hvis jeg vælger forkert? Hvad nu hvis jeg har overset et eller andet, noget genetisk jeg slet ikke havde lagt mærke til?’"

Det er tirsdag formiddag, og Sara Jin Smidt har inviteret indenfor i sin ryddelige lejlighed i centrum af København. Hvis du er én af de mere end 36.000, der følger hende under aliasset Healthy Skinny Bitch på Instagram, er du måske vant til at se hende i træningstøj, midt i en squat, armbøjning, planke, mountain climber, fortsæt selv.

I dag er de tætsiddende tights skiftet ud med blødt tøj, og under bukselinningen anes en mave, der vokser. Den slags ses hurtigt, når man kun er omkring halvanden meter høj – et karaktértræk, hun sammen med sit blanke, sorte hår og sine mandelformede øjne har arvet fra sine biologiske, koreanske forældre. Som adoptivbarn har Sara Jin Smidt derimod aldrig kunne se sig selv – i hvert fald hvad angår fysiske lighedstegn – i sin danske mor og far.

"Jeg har en mor, der er 178 høj og lyshåret, så det har ligesom altid givet sig selv, at jeg kom et andet sted fra," griner Sara.

Derfor betyder det noget, at den lille pige, der lige nu gror i hendes mave, måske får sort hår eller fregner, præcis ligesom Sara.

"Jeg har aldrig prøvet at have én at spejle mig i. Jo, jeg kan godt se, at jeg minder om både min mor og min lillebror personlighedsmæssigt, men jeg har ikke på den måde kunne sige, nå, men det er dér, jeg har mine øjne eller min hage fra."

Projekt baby

For et stykke tid siden meldte Sara, i et opslag på Instagram, ud, hvorfor hendes krop er i forandring, og hvorfor hun ikke er lige så aktiv med træning som tidligere. I opslaget takkede hun Rigshospitalets fertilitetsklinik og gjorde opmærksom på, at hun som adoptivbarn altid har haft det i bevidstheden, at bien og blomsten indimellem flyver skævt af hinanden.

At hun selv skal på en rejse ind i fertilitetens verdenen, som vil komme til at vare omkring to år, er dog slet ikke i hendes tanker den sensommerdag i 2019, hvor hun og kæresten, Søren Franck Foglmann, sidder i bilen på vej til deres sommerhus på Sjællands Odde og bliver enige om, at de er klar til at blive forældre sammen.

"Det var en meget praktisk beslutning. Vi havde været sammen nogle år, og vi havde længe vidst, at vi gerne ville have børn på et tidspunkt. Vi var begge i begyndelsen af 30’erne, de fleste af vores venner var begyndt at få børn, og karrieremæssigt stod jeg ved en skillevej, hvor det enten skulle være nu, eller også skulle vi udskyde det nogle år. Vi var meget på bølgelængde og blev enige om at kaste os ud i det."

Sara smider spiralen og babyprojektet går i gang. Men der sker ingenting. Sara er helt med på, at det kan tage noget tid at blive gravid naturligt, men en mavefornemmelse siger hende, at der er et eller andet galt. Parret går til lægen, og som altid begynder udredningen med det nemmeste: At tjekke mandens sæd. Kort efter får de beskeden.

"Der var ikke nogen aktivitet overhovedet. Det var voldsomt at høre. Vi havde jo hørt om mange, der har kæmpet med fertilitetsproblemer, og vi vidste også, at dårlig sædkvalitet kunne være problemet. Men her var der slet ikke nogen aktivitet. I begyndelsen var det svært at forstå, hvad det egentlig var, lægerne sagde. For vi kunne ikke få nogen til at fortælle os, om der stadig var en lille chance, eller om vi bare aldrig ville blive gravide med Sørens sæd."

Adoption eller behandling

Efter nogle dage lægger chokket sig. Sara er optimistisk af natur, og med sin egen familiehistorie i baghovedet, tænker hun, at det hele nok skal løse sig.

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke bare er nemt og dejligt, man har noget skøn sex, og så får man et dejligt barn. Men jeg tror ret hurtigt, jeg følte mig afklaret med, at det nok skulle lykkes. Jeg er vokset op med historien om, at mine forældre ikke kunne få børn, og lige siden jeg var barn, har de været meget åbne omkring det. Min mor lavede en godnatsang til mig og min lillebror om, at vi kom flyvende med en flyvemaskine fra Korea, og hjemme hos os stod der altid en mappe med alle vores adoptionspapirer fremme. Så jeg har hvilet i det og havde det sådan, at det måtte vi bare finde ud af."

Søren er kortvarigt inde på muligheden for at droppe hele fertilitetsmøllen, som kan være ret tung at danse med. Han foreslår, at de i stedet går direkte til at adoptere, for på en måde virker det også mest lige til – så er ingen af dem den biologiske forælder. Men mens tanken om adoption ikke er fremmed for Sara, er hun alligevel ikke klar til slet ikke at forsøge at blive gravid.

"Jeg kunne sagtens forestille mig at adoptere. For jeg vidste fra starten, at det ville blive vores barn, uanset om det kom fra Afrika, eller hvordan det blev lavet. Men det er også dyrt og langsommeligt at adoptere, og samtidig havde jeg denne her med, at jeg godt kunne tænke mig at opleve at have én at spejle mig i – og også at være gravid og føde."

Endeløs ventetid

Årstallet skifter til 2020, da udredningen går i gang. Lægerne mener, at der måske er noget med en indsnævring af en sædleder, men på scanningerne kan de ikke se noget, der peger i den retning, og så længe de ikke ved, hvad årsagen til den dårlige sædkvalitet er, kan parret ikke begynde i fertilitetsbehandling. Alle, der har været igennem sådan et forløb eller kender nogen, der har, kan sikkert nikke genkendende til, at når det handler om at sætte et barn i verden, står graden af ventetid i direkte modsætning til graden af tålmodighed.

Det første er der rigtig meget af, det andet næsten intet. Og situationen bliver ikke nemmere, da ordet corona bliver en hyppigere og hyppigere gæst i det danske sprog. Parret har fået at vide, at en vigtig del af udredningen er, at Søren skal have en operation, hvor lægerne hiver noget væv ud af testiklerne. De får en operationsdato, men den ligger lige oveni, at nedlukningen rammer, og alle ikke-livstruende operationer bliver udskudt.

"Vi havde fuld forståelse for, at det vigtigste var at redde folk, der var ved at dø. Men det gjorde vores situation meget uvis. Det var enormt frustrerende at gå i uvished om, hvornår vi kunne få afklaret vores situation, så vi kunne komme i behandling."

Månederne går, og parret kommer ikke videre. De er på venteliste til Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet, men de kan ikke begynde i behandling, før de er udredt – og de kan ikke blive udredt uden operationen, som hele tiden bliver udskudt. I begyndelsen af 2021 får de at vide, at nu kan de komme til i afdelingen – men hvis de ikke er udredt, skal de vente ti måneder mere.

Udsigten til yderligere ti måneder, hvor de kommer absolut ingen vegne, er helt uoverskuelig for Sara, som beslutter sig for at undersøge muligheden for at få foretaget operationen i det private. Men på grund af restriktionerne har hun ikke deltaget i Sørens samtaler med hospitalet, og han kan ikke huske, hvad operationen hedder. Sara kontakter urologisk afdeling for at få svar på, hvilken operation der er tale om.

"Jeg fik en sygeplejerske i røret, som spurgte mig, om jeg ikke var klar over, at de kun havde mulighed for at redde dem, der var ved at dø. Det var første gang, jeg ringede til Søren grædende. Jeg ringede jo ikke for at brokke mig, jeg ville bare have et navn på en operation, fordi vi vildt gerne ville rykke på det selv, og så blev jeg mødt af en, der talte så nedladende til mig. Jeg havde hele tiden haft en god mavefornemmelse og været optimistisk, men dér kan jeg huske, at jeg tænkte: ‘Det er sgu hårdt, det her’."

Behandlingen begynder

På trods af den dårlige samtale får Sara faktisk operationens navn – en teseoperation. Det kommer hun dog ikke meget videre af, for det står hurtigt klart, at privathospitalerne ikke udbyder denne type operation. I frustration ringer Sara til Afdeling for Fertilitet på Rigshospitalet. Her bliver hun mødt af en helt anden forståelse. 

"Jeg spurgte, helt i afmagt, om vi virkelig skulle vente i ti måneder mere? Vi sad jo fast, fordi vi ikke kunne blive udredt. Det var en kæmpe lettelse, da de sagde: ‘Nej, det skal I ikke. Kom op, så snakker vi med jer.’ Det var bare så rørende, for jeg havde virkelig prøvet at bide tænderne sammen og tage den positive indstilling på, men jeg trængte i den grad til at blive mødt det samme sted med en mentalitet af, at ‘det klarer vi’."

Sara og Søren kommer til en samtale, hvor både læge og sygeplejerske har sat sig grundigt ind i deres journaler. De går fortrøstningsfulde derfra – også selv om de har en nedslående besked med hjem.

"Det var første gang, der var nogen, der sagde det, som det var: At det ville blive meget svært for os at blive gravide med Sørens sæd. Men omvendt var der også en chance."

De står nu over for en svær beslutning. Enten skal de gå direkte til insemination med donorsæd – hvilket vil forhøje chancerne for succes og samtidig betyde, at de kan starte behandling op med det samme – eller også skal de vente på Sørens udredning og håbe på, at lægerne finder noget væv, de kan bruge. 

"Jeg vidste jo fra begyndelsen, at uanset om man genetisk er i familie med sine forældre og søskende eller ej, er det ens familie. Samtidig kan jeg også godt forstå, at man selvfølgelig helst vil kunne selv. Søren havde det sådan, at det ville ærgre ham, hvis han senere skulle finde ud, af at han godt kunne, og vi så slet ikke havde givet det en chance."

Donorudvælgelsen

Parret bliver enige om at begynde med donorsæd og så at skifte behandling undervejs, hvis Søren på et tidspunkt får sin operation, og det lykkes at finde noget væv, der kan bruges. På den måde holder de døren åben for, at Søren kan blive den biologiske far, samtidig med at de forøger chancerne ved også at bruge donorsæd. Det er nu, arbejdet med at kigge på profiler for at udvælge donorer, begynder – og pludselig kommer det tæt på, at det kan ende med at blive en anden mand, der leverer arvemasse til Sara og Sørens barn.

De bliver enige om, at Sara skal udvælge donorerne alene.

"Det bliver jo ret personligt, fordi man kan se, hvordan donorerne ser ud, kigge på babybilleder og endda høre deres stemmer. Dér havde Søren det sådan, at det havde han ikke behov for at se. Så vi aftalte, at jeg skulle gøre det, og så skulle jeg prøve at finde én, der mindede om ham på de fysiske træk."

En del af donorudvælgelsen er også at tage stilling til, om barnet skal have en åben eller lukket donor. Med en åben profil er der mulighed for, at barnet kan kontakte sin donor, når det fylder 18 år. Sara er ikke i tvivl. Det skal være en åben donor, selv om det begrænser udvalget ret meget.

"Jeg har ikke selv haft et behov for at opsøge mine biologiske forældre. Jeg har altid haft det sådan, at jeg gerne ville til Korea for at se det land, jeg oprindeligt kommer fra, men det skulle ikke være for at prøve at finde mine forældre, fordi for mig er det dem, jeg er vokset op hos i Danmark. Men hvis mit eget barn en dag skulle få et behov for det, synes jeg, det ville være forkert at fratage det den mulighed."

Operationen

Sara når igennem to inseminationsforsøg med donorsæd, men hun bliver ikke gravid. I april 2021 får Søren endelig den længe ventede teseoperation, og det lykkes lægerne at tage noget væv ud fra bitestiklerne, hvori de finder nogle sædceller, som bevæger sig lidt. I sig selv en glædelig begivenhed, men den sender parret ud på endnu en følelsesmæssig rutsjebanetur.

"Vi havde lige indstillet os på, at det ikke kunne blive til noget med Sørens sæd, og så kom der et lille glimt af håb. Jeg kan huske, at han ringede, mens jeg var på arbejde, og fortalte, at de havde fundet noget, der bevægede sig. Han var SÅ glad."

"Bagefter ringede jeg og fik fat på en anden afdeling, som tolkede det på en anden måde: ‘Det bevæger sig ikke så meget, så det er stadig usandsynligt’. Så jeg måtte ringe tilbage til Søren med dén besked. Vi nåede lige at tænke ‘det kører bare’ og blev sendt direkte tilbage til, at det ikke var så godt alligevel."

Ved det første ICSI-forsøg med Sørens sæd er der slet ikke nogle æg, der deler sig. Samtidig med usikkerheden om, hvorvidt en potentiel graviditet bliver med donor eller ej, begynder selve behandlingen at fylde. Det er en del af fertilitetsforløbet, at Sara skal i hormonbehandling. Normalt producerer kroppen ét til to æg om måneden, men for at optimere chancerne for kunstig befrugtning får hormonerne Saras krop op på at producere 14 æg om måneden.

Det betyder, at æggestokkene bliver større. Saras arbejde er at være fysisk aktiv, men nu får hun at vide, at hun ikke må træne så meget, for når hun løber og hopper, er risikoen, at de forstørrede æggestokke kan sno sig om sig selv.

"Jeg lever jo af at være sund, og lige pludselig blev jeg begrænset i forhold til, at jeg skulle skrue ned for fysisk aktivitet. Det gav også ret meget sig selv, for det var ubehageligt at ligge på maven, og jeg havde en fornemmelse af, at det nærmest raslede i mine æggestokke."

"Mine tætteste vidste godt, hvorfor jeg ikke trænede hårdt mere, men jeg var ikke dér, hvor jeg havde lyst til at melde ud til mine følgere på Instagram eller de kvinder, jeg træner, hvad jeg gik igennem. Så det var svært at balancere i."

Tvivl om Saras æg

Mens Sara ikke kan være helt sig selv i sit fertilitetsforløb, er det en hjælp for hende, at hun har en naturvidenskabelig baggrund. På et tidspunkt bliver hun anbefalet en alternativ zoneterapeut, som for en kort stund får hende til at tvivle på det, hun ved om krop og sundhed.

"Hun begyndte på alt muligt med, at jeg ikke måtte spise og drikke det ene og det andet, ellers var det nærmest min egen skyld, hvis jeg ikke blev gravid. Altså, hvis jeg nu drak en kaffe med komælk, ville jeg aldrig få et barn, og dér havde jeg det sådan: ‘Det passer simpelthen ikke!’ Jeg kom ret hurtigt frem til, at jeg måtte stole på det, som Rigshospitalet sagde – og som jeg også selv ved i kraft af min uddannelse."

Da Rigshospitalet går på sommerferie i juli 2021 beslutter parret at købe et forsøg i det private, så Sara kan gå i behandling uden at skulle bekymre sig om sin undervisning. Den private klinik anbefaler at bruge halvt Sørens sæd, halvt donorsæd. Endnu engang er resultatet, at ingen æg deler sig, og klinikken stiller nu spørgsmålstegn ved, om der også kan være et problem med Saras æg. Den besked sætter Saras positive indstilling på en alvorlig prøve.

"Der kan jeg huske, at jeg tænkte: ‘Det kan jeg simpelthen ikke overskue’. For hvor vi indtil da havde haft en fornemmelse af, at vi havde indsnævret problemet, blev det hele pludselig meget udefinerbart. Bagefter var vi enige om, at vi fra nu af ville køre med den behandling, der gav os de bedst mulige chancer."

Endelig gravid

Efter en konsultation tilbage på Rigshospitalet beslutter parret sig for kun at bruge Sørens sæd, hvis fertilitetsklinikken virkelig tror på, at det kan lykkes. Tilbagemeldingen er, at Rigshospitalet ikke helt tror på den sæd, de har tøet op, og beslutningen bliver derfor at gå over til kun at bruge donorsæd.

Denne gang sker det: Der er tre æg, der deler sig. Dagen inden de skal på ferie med nogle venner til Portugal, får Sara sat æg op, og hun er i princippet gravid – hvis graviditeten vel at mærke udvikler sig og bliver siddende, hvor den skal. Hun tænker, at timingen passer godt, for hun skal jo på ferie og bare slappe af.

"Men i realiteten kunne jeg slet ikke slappe af, for jeg var rædselsslagen for, at det ville gå galt. Vi skulle blandt andet ned og surfe, men det kunne jeg slet ikke. Jeg var i sådan et limbo, hvor jeg skulle opføre mig, som om jeg var gravid, men samtidig ville jeg heller ikke jinxe det, for statistikkerne er imod én. Jeg var på toilettet ti gange om dagen for at tjekke, om jeg havde fået min menstruation, og ellers stod jeg bare på stranden og passede vores venners søn, mens de andre surfede."

Ti dage efter inseminationen kan man få taget den blodprøve, som viser om HCG-niveauet er steget, som det skal, hvilket er tegn på en vellykket graviditet. Hjemme igen får Sara taget blodprøven, og for at ramme det timeslot på en halv time, hvor hun kan ringe for at få svaret, henter hun Søren i en pause mellem to telefonmøder. Sammen sidder de igen i bilen, hvor de oprindeligt besluttede sig for at blive forældre, da de får lægen i røret med sit svar: HCG-niveauet ser flot ud.

Det er dog stadig så tidligt i graviditeten, at der er en risiko, så det er ikke de vilde jubelscener, der udspiller sig – men snarere en forsigtig glæde, for tør de tro på det efter alt, der er sket? Syv uger henne kan Sara få den første skanning, og alt er stadig, som det skal være. Sara er gravid, hun skal være mor, og Søren skal være far – men nu er det definitivt, at graviditeten blev til ved hjælp af donorsæd. 

"Jeg havde hele vejen igennem haft en mavefornemmelse af, at det ikke ville blive et problem, men en lillebitte del af mig tænkte da over, hvordan Søren ville reagere, når det stod skåret i sten, at han ikke ville blive den biologiske far. Men det endte med, at det var Søren, der var meget på, at vi skulle gøre dét, der ville give os de bedst mulige vilkår for at blive forældre – for det handlede om, at vi fik et barn, ikke hvordan det blev lavet."

Bliver det en Liverpool-fan?

Sara kan ikke tale for sin kæreste, men hendes oplevelse er, at hvor han i begyndelsen følte sig alene og havde svært ved at åbne op om de reproduktive udfordringer, landede han et sted, hvor han kunne stå til en polterabend og tale om sædkvalitet med drengene. Set i bagspejlet mener hun, at de to år i fertilitetsbehandling udgjorde en god modningsproces.

"Vi nåede at få nogle rigtig gode snakke om det. For mig har min baggrund som adoptivbarn betydet, at jeg har følt mig meget tryg hele vejen, og jeg er jo hundrede procent selv bevis for, at en familie ikke er defineret af gener. Det har Søren jo også set. Så jeg lagde ud med at være foran på den front, men vi er endt samme sted og har kunne rumme hinanden hele vejen igennem."

Desuden støtter hun sig op ad det, som lægerne på Riget siger: At deres barn også kommer til at ligne Søren, selv om generne kommer udefra.

"Søren kan godt lave jokes med, at det er ærgerligt, at vores barn ikke får hans stofskifte, som er markant bedre end mit. Så det er ikke tabubelagt. Men snakken om, hvem vores barn kommer til at ligne rent fysisk, fylder ikke så meget. Vi taler mere om de værdier, vi gerne vil give videre til vores datter, og hvilken opdragelse vi synes, hun skal have," siger Sara, som mener, der er mange måder at ligne sine forældre på andet end det, der handler om højde, hår og øjenfarve.

"Søren håber helt sikkert, at det bliver et barn, der er lige så god til geografi som ham, og som også synes, at Liverpool er den bedste fodboldklub i verden. Det er i hvert fald noget af den miljøpåvirkning, hun vil få fra sin far."

Til juli kommer den lille pige ud til sine forældre. Det vil ret hurtigt vise sig, om hun får sort hår som sin mor, og så er spørgsmålet, om hun overhovedet får andet valg end at blive Liverpool-fan som sin far. Uanset hvem det lille væsen viser sig at være, ved Sara helt inde i hjertet, at det er hende og Søren, der har sat et liv i verden.