Shaka Loveless: ”Vi mænd kan lige så godt være sammen med børnene, og det er lige så meget vores ret”

En mørk majnat sidste år fragtede sangeren Shaka Loveless sin hidtil mest dyrebare last gennem Københavns mennesketomme gader. Få timer forinden havde kæresten, skuespiller og danser Stephanie Nguyen, født parrets fælles søn efter lidt af en maratonoptakt.

Med hamrende hjerte og taktfaste skridt bar den nybagte far sin lille nyfødte søn de 1.500 meter fra Rigshospitalets fødeafdeling til hjemmeadressen på Nørrebro i en babylift, et par timer før den hidsige morgentrafik på Tagensvej slugte den stille nat. 

– Det glemmer jeg aldrig. Jeg gik tre skridt, og så skulle jeg tjekke, om han trak vejret. Jeg stod i krydset ved Riget og turde ikke gå over, selvom der var grønt lys for mig og ingen biler på vejen. Det var en meget angstfuld tur, men så snart vi drejede ind på vores vej, blev jeg ramt af en helt utrolig lykkefølelse, siger Shaka Loveless, inden han bliver afbrudt af lille Alvin, der lader til at være gået i tomgang midt i et glædesudbrud.

– Ja, der er gang i ham, griner Stephanie og nusser sin søn kærligt på ryggen. Det er knap et år siden, at to blev til tre, og nu sidder familien her. På stuegulvet i lejligheden på femte sal med en gavtyv galore, der øjner enhver mulighed for at stikke af eller slikke på skosåler.

– For mig har det været meget naturligt at blive far. Det er noget, jeg gerne har villet i mange, mange år. Men jeg er ikke sikker på, jeg har været klar til det før nu, så det er perfekt timing, siger den 36-årige musiker.

– Det er så vildt, hvor naturligt det føles. Den der kærlighed opstod med det samme. Fra det sekund han blev lagt på brystet, siger Steph, som hun konsekvent bliver kaldt af venner og familie.

– Du havde ellers været lidt nervøs for det hele. Du havde ikke så meget erfaring med små børn – det havde jeg, for jeg har arbejdet i vuggestue. Men fra det sekund, han kom ud, var du bare 100 procent mor. Du lå helt smadret efter fødslen og sagde: Kom herop, kom herop, lille skat. Dermed ikke sagt at

der ikke har været tusind ting, vi har skullet lære, men kærligheden var der med det samme, fortæller Shaka.

Mormor på sidelinjen

Den første murren i maven mærkede Steph så småt en lørdag morgen. Tømmermændene fra kunstferniseringen aftenen forinden nev lidt i tindingerne på den kommende papa, og søndagen skulle han egentlig have tilbragt på en fodboldtribune med et par kammerater inden for rækkevidde og en stadionpølse i klør fem. Men Alvin havde andre planer for sin far. Halvandet døgn efter de første stik i maven meldte den lille fyr sin ankomst. En uge før termin.

– Under selve fødslen var der helt klart nogle tidspunkter, hvor jeg måtte hanke op i mig selv. Stephs mor var der også – og det var bare så smukt – men det gjorde også, at jeg nogle gange lige skulle finde min plads i det, for hvis jeg skulle vælge, ville jeg nok bare gerne have været os to. Der skulle jeg indimellem kigge ud ad vinduet og sige: Shaka, det her handler ikke om dig, skal vi ikke lige gøre det så godt for Steph som muligt? For hun havde pænt ondt.

– Min mor har været med til begge mine brødres børns fødsler, så det er bare blevet sådan en ting. At hun er med. Men hvis vi skal have et barn mere, skal det måske bare være os?

– Så tror jeg, vi tager den alene, ha, ha. Når det så er sagt, hun var fantastisk, og hun kom med en helt anden ro, for hun har prøvet det her tre gange selv og også været med til fødslen af Stephs brødres børn, så på den måde var det rart. For mig handlede det om at tilsidesætte mit eget ego.

– Ja, for som hun sagde: Du er jo stadig min lille pige, der ligger der og har ondt. Så instinktivt tog hun bare over, siger Steph. Efter en virkningsløs epiduralblokade og et par hiv af lattergassen satte veerne i bakgear. Jordemoderen var på nippet til at give vestimulerende drop, men så…

– …så pressede du.

– Så skulle han fandeme ud!

– Det så SÅ vildt ud. Man står og tænker: Det der hoved kan ikke komme ud dér. Men pludselig kom det ud i et stort, flot pres. Det var sgu imponerende at se, erindrer Shaka.

– Han var ikke så krøllet, som jeg havde regnet med, og som mange andre babyer er. Han var forholdsvis ukrøllet. Men når jeg ser billeder af ham nu, kan jeg godt se, han var liiidt krøllet. Vi var blevet forberedt på, at det ikke nødvendigvis var et kønt syn, der mødte os, men sådan var det slet ikke.

Jordemoderen sagde også til os, at han var en meget, meget fin baby. Det kan være, det er sådan noget, de siger til alle, griner sangeren.  

Mareridtsnætter og lykkerus

Den første nat hjemme gik hele familien omkuld i dobbeltsengen. Alvin i sin babynest med mor og far på hver sin side. Steph havde en kort rystetur som efterreaktion på fødslen, men derefter sov alle mand igennem.

– Da vi vågnede næste morgen, havde vi det superfedt, så vi var lidt overskudsagtige. Og så skrev en af mine venner: Jeg kommer forbi jer nu. Han var der halvanden times tid, og så begyndte familien ellers at komme i pendulfart. 10-12 mennesker var forbi den første dag, siger Shaka, da Steph indskyder:

– Kæmpe begynderfejl!

– Ja, vi havde så meget optur om morgenen, at vi tænkte: Det kan vi sagtens. De sidste gæster smuttede om aftenen kl. 21.30. Men da de var gået, var vi grædefærdige. Vi var så trætte, husker Shaka.

– Pludselig mærker man, hvor overvældende det hele har været. Det rammer en lige så langsomt, at man har lavet et lille menneske, når adrenalinen aftager, forklarer Steph.

– Og så begyndte helvedes nat nummer et, siger Shaka.

– Mælken skulle løbe til, men ingen havde fortalt, at vi havde to helvedes døgn i vente. Det gjorde så ondt. Vi troede ikke, at jeg havde nok mælk i brystet. At han ikke blev mættet nok. Som så mange andre usikre nybagte forældre blev de utrygge, og så måtte Shaka en tur på hovedbanegårdens døgnapotek efter mælkeerstatning midt om natten.

– Vi troede, den var helt gal. Dagen efter ringede vi ind til Riget, som kunne fortælle, at det var helt normalt. De første tre nætter kan være rigtig forfærdelige, for mælken skal løbe til, og barnet går i sådan et survival mode, hvor det kun vil være hos mor og have bryst, siger han.

De første uger var alfarvejen mellem frustration og lykke mærkbar forkortet. På en enkelt dag var det langt fra usædvanligt at nå hele følelsesregistret igennem fra top til bund, fortæller Steph.

– Om morgenen skal man vaske tavlen ren. For når man er træt, får man snerret ad hinanden, og det er jo bare, fordi man er så træt, at der ikke er overskud til at sige det i en pænere tone.

– Men som forælder skal man også huske at være stolt over, at man klarer det godt. Jeg har optur over, at vi gør det SÅ godt, siger Shaka.

– Vi har jo begge to samme mål: At Alvin skal have det godt. Man kan overkomme meget, når man har samme fokus, siger Steph, inden Alvin lægger an til flugtforsøg fra hendes favn.

Siden den energiske hvirvelvind kom til verden, har parret barslet lidt på skift. Shaka havde sit første spillejob, da den lille ny familie var blot fem dage gammel, men der har været mindst lige så meget tid til familielivet. Det første halve år spillede Steph førsteviolin i familieligningen, derfra blev rollerne byttet om.

I vinterhalvåret har hun medvirket i den nye TV 2-serie “Kemohjerne” og i teaterforestillingen “Bonnie & Clyde” på Betty Nansen, som led i sin skuespilleruddannelse, der nu lakker mod enden. Men først venter endnu en måneds barsel. Denne gang er de fælles om den.  

Læs også: “Jeg tror ikke, at det går over. Det er mit liv og mine vilkår nu, og det er ikke for alle”

Fra spotlys til bleskift

I Danmark er det ellers fortsat mor, der tager mest barsel. 300 dage i gennemsnit mod fædrenes 30 dage, viser tal fra Danmarks Statistik. I familien Loveless/Nguyen har de delt den ligeligt imellem sig.

– Jeg har taget så meget fri, fordi jeg kunne. Simpelthen. Det vidste jeg 100 procent, at jeg ville. Jeg har glædet mig vildt meget til at blive far. Min lillebror og jeg er vokset op hos min mor, så jeg har mødt min del af stærke kvinder, og det er topsejt, men på et tidspunkt bliver man også træt af at høre, hvor meget federe kvinder er end mænd.

Så vil man altså gerne vise: Vi mænd kan lige så godt være sammen med børnene, og det er lige så meget vores ret, siger Shaka og påpeger, at han kender andre mænd som ham, der arbejder i den kreative branche, der heller ikke tæller med i statistikkerne.

Selv har han skruet helt ned for arbejdsblusset, men ikke taget officiel barsel. Ikke overraskende letter det arbejdsbelastningen gevaldigt, når man er to. De får mere søvn hver især, og mens Shaka forbereder aftensmad, kan Steph holde Alvin beskæftiget.

Tidligere så dagene som eneansvarlig husalf noget mere kaotiske ud. Særligt hårdtprøvet følte Shaka sig, da Steph i en periode var hjemmefra 14 timer dagligt, da hun arbejdede på teatret.

– På nogle tidspunkter i løbet af dagen tænkte jeg: Det her er bare heaven. Det var, når det bare kørte. Når han sov, når vi var ude at gå. Eller legede sammen inde i sengen. Jeg gjorde også meget det, at jeg mødtes med nogle venner, min mor eller Stephs mor eller havde ham med oppe at træne.

Det handlede om at få tiden til at gå, indtil Steph kom hjem. Det var om aftenen, det var rigtig hårdt. Der græd han i nogle timer, hvis jeg var uheldig, og så måtte jeg bare gå rundt og vugge ham, indtil han faldt i søvn. Det var ren survival, men det bragte helt sikkert også mig og Alvin tættere sammen.

– Det var hårdt for mig at vide, at han græd så meget om aftenen, men som professionel skal man kunne lægge den slags fra sig, mens man er på. Så det gjorde jeg, fortæller Steph. Heldigvis trumfer de gode øjeblikke til enhver tid udmattelsen. Sådan er forældre åbenbart programmeret.

– Det er fantastisk at få mulighed for at fordybe sig i familielivet på den måde. Man skal give sig hen til barslen, siger Steph, og Shaka stemmer i:

– Det er virkelig fedt. Jeg er rigtig glad for det. Også selvom han undervejs har måttet slække lidt på det musikalske ambitionsniveau.

– Noget, jeg ret hurtigt lærte og måtte rette ind på: Jeg havde troet, jeg kunne gå og skrive en plade og indspille nogle demoer, men det får jeg ikke gjort, før jeg ikke længere er på barsel. Sådan er det.

– Det var på andendagen af din barsel, at du kom og sagde: Ja, jeg må nok erkende, at jeg ikke får skrevet et album. Der var jeg lige kommet fra barslen og tænkte: Duhhh!, griner Steph.

Ikke desto mindre fylder musik og dans stadig en del i lejligheden på femte sal. Når far spiller på guitar, vrikker eller trommer Alvin med på sidelinjen. Man er vel showbizbarn. Både mor og far har stornydt at bytte spotlys og publikumsjubel ud med bleskift og babylatter for en stund.

– Jeg tror personligt, det er sundt. Jeg er et sted i livet, hvor det giver mening at flytte fokus fra, hvad den næste rolle skal være til det nære. Til noget, der er vigtigere, siger Steph.

– Det er dejligt at have karrierer som vores, men det er også egocentreret på nogle måder, og det er fint nok at få sådan en lille fyr, der kan sætte tingene i perspektiv. Du siger, han ser sød ud, ikke? Men for os er det jo som at kigge på en diamant. Ham har vi fået helt gratis, og han er bare vigtigere end noget andet. Dermed ikke sagt at vi ikke har nogle ambitioner længere, fortæller Shaka.

– Nej, for det er også vigtigt, Alvin mærker, at vi har et drive. At der er noget, vi går op i. Mange voksne arbejder jo for at kunne leve, men hvor er det en gave at lave noget, man er passioneret omkring. Det ønsker jeg også for Alvin, siger Steph.  

Fællesskab frem for alt

I mange danske børnefamilier melder længslen efter flere kvadratmeter sig typisk simultant med førstearvingens ankomst. Med et trylleslag er tanken om parcelhusgrund i provinsen med havetrampolin og højbed pludselig højst tillokkende. Men ikke for familien Loveless/Nguyen. De har ingen planer om at forlade deres højtelskede Nørrebro.

– Jeg er ikke klar til at flytte på landet, siger Steph, der er datter af en dansk mor og vietnamesisk far og er vokset op midt på Vesterbro Torv med sine to storebrødre. Forældrene blev skilt, da hun var blot fem år, men boede alle årene lige over for hinanden. Faren har haft den samme frisørsalon på Gammel Kongevej i 27 år.

– Det tror jeg sgu aldrig, du bliver, griner Shaka, der har tilbragt størstedelen af sin barndom i den lille landsby Alken lidt uden for Skanderborg med sin mor og lillebror, hvor nabofællesskabet var i højsædet. Hans bedstefar var højskoleforstander, så sammenholdet løber i årerne. Også Nørrebro har ramt ham lige i hjertekulen.

– Vesterbro er mere smart, føler jeg. Folk er sgu meget stille og rolige her, det passer godt til mig. Nørrebro har et fantastisk lokalmiljø og et stort mix af kulturer, vi har mange venner tæt på, min mor bor ved siden af, og Stephs mor bor også tæt på, fortæller Shaka.

Lige inde på den anden side af væggen bor hans bedste ven, hustru og tre børn.

– Skillevæggen ude på altanen er lige blevet slået ned, så nu kan vi gå over til hinanden. Når snakken om at flytte fra femte sal har været oppe at vende, så er det blevet argumentet for ikke at gøre alvor af det, for så skal de også flytte med.

Hvis ikke man har sine venner omkring sig, er det ligegyldigt at bo i en stor villa på strandvejen. Jeg ville synes, det var kedeligt, siger Steph, der glæder sig til, at de to familiers yngste begynder at fise frem og tilbage mellem lejlighederne.

– De venner, jeg har fra min barn- og ungdom, er stadig mine tætteste venner. Det var noget af det, der tiltrak mig ved Shaka, at han havde det på samme måde. Hans bedste ven er hans manager og guitarist, og generelt er de fleste af dem, han arbejder med, gamle venner.

Det siger bare ret meget om et menneske, at man har haft de samme relationer gennem mange år, synes jeg. At man ikke skifter dem ud, fordi noget andet pludselig er smart. Selvfølgelig lærer man nye mennesker at kende undervejs, men de gamle venner er som familie, siger hun og retter blikket mod en skraldgrinende Alvin, der har rejst sig på sine buttede babyben, og nu får en lille gåvogn at læne sig op ad.

Både Shaka og Steph kommer fra opbrudte familier, så de er om nogen forhippede på at holde sammen på deres lille nyetablerede klan.

– Alting er meget nemmere, når man er to. Det er vi fuldstændig klar over. Jeg tror, vi er mere villige til at gå en ekstra mil for at blive sammen, end mange andre er. Græsset er ikke altid grønnere på den anden side, siger Shaka, der er varm fortaler for at få en to’er. En anelse mere tøvende er Steph.

– Jeg har altid sagt, at jeg gerne ville have to børn, men lige efter jeg havde født, var jeg lidt i tvivl, om jeg nogensinde ville gøre det igen. Heldigvis har jeg fortrængt smerten efterhånden, så han skal have en bror eller søster på et tidspunkt. Men vi skal nå at opleve en hel nattesøvn inden da.