Vigga blev født alvorlig syg: ”Vi kunne ikke have forberedt os på, hvor voldsomt det var”

Hun tager Vigga i sine arme og krammer hende. Helt tæt. Som hun aldrig har kunnet kramme sin datter før i hendes snart otte år lange liv. Ud af øjenkrogen kan Signe se Viola, Viggas tvillingesøster, der betuttet ser til. Signe sænker sig ned i knæ og beder hende om at komme. Og så krammer de alle tre.

"Det var overvældende – og helt fantastisk. Jeg havde aldrig kunnet kramme Vigga helt ind til mig, fordi hun havde en sonde i maven og altid drejede kroppen en lille smule væk, for at det ikke skulle gøre ondt. Så da hun fik taget sonden ud, havde jeg forberedt hende på, at jeg ville give hende verdens største kram. Og både Vigga og jeg tudbrølede. Ligesom deres far. Selv sygeplejersken havde tårer i øjnene."

Signe smiler ved tanken om den majdag for halvandet år siden, hvor familien ankom til en hospitalsstue pyntet med flag, hvor Vigga – lidt modvilligt – fjernede hænderne fra maven og fik taget sin sonde ud. En dag, de havde drømt om, men indimellem tvivlet på ville komme.

Læs også

Lægen virkede nervøs over ultralydsscanningen – så tog han fusen på Pernilla og Viktor

Nej til abort

Alt var ellers lykkeligt nytårsaften 2013, da Signe og Thomas så to streger på graviditetstesten. Da det viste sig, at der ikke var ét, men to hjerteblink, blev deres forventning kun dobbelt så stor. Men til skanningen i uge 20 fik de at vide, at noget var galt. For hos et af fostrene havde mavesækken, og muligvis flere organer, bevæget sig op i brystkassen.

"Vi fik at vide, at hun havde mellemgulvsbrok og ville få en hård start på livet med blandt andet en operation for at sætte organerne på plads. Vi fik også at vide, at der var gode chancer for et godt liv på sigt, men blev samtidig spurgt, om vi ville søge om senabort. Det overvejede vi ikke, for Vigga skulle have lov til at komme til verden og kæmpe."

Så Signe og Thomas læste alt om diagnosen, talte det igennem med hospitalet og besluttede, at ligegyldigt hvad der skete, skulle de nok komme igennem det. Alligevel blev de overraskede, da virkeligheden ramte 19. august 2014.

Slanger overalt

"Vi vidste, at Vigga skulle i respirator, så snart hun kom ud, men vi kunne ikke have forberedt os på, hvor voldsomt det var. At ligge der med et rask barn i armene og se ud af øjenkrogen, at der står en hær af mennesker omkring dit andet barn, det er … ubeskriveligt."

Signe ryster på hovedet. Prøver at finde ord for følelser, der næsten ikke kan rummes. Splittelsen mellem den raske og den syge datter. Lykke og sorg på én gang.

"Jeg kunne sidde og amme Viola og være lykkelig, og så gik der to sekunder, og jeg blev ramt af frygten for, hvad der skete med Vigga. Hun lå med slanger over det hele; jeg måtte ikke røre hende, og vi vidste ikke, om vi ville få hende med hjem."

Læs også

Jordemoderen tog fusen på Soeren Le Schmidt: "På en måde gav aborten pludselig mening"

"Jeg kunne sidde og amme Viola og være lykkelig, og så gik der to sekunder, og jeg blev ramt af frygten for, hvad der skete med Vigga. Hun lå med slanger over det hele; jeg måtte ikke røre hende, og vi vidste ikke, om vi ville få hende med hjem."

Skjulte tårer

Udenfor er der tyngde i de grå skyer. Indenfor i det lyse rækkehus i Vanløse hænger billeder af to babyer med tandløse smil og store, lyserøde sløjfer på de dunede hoveder. Nedenunder har babyerne forvandlet sig til otteårige piger med lyse hestehaler. Den ene mere spinkel end den anden, men ellers næsten ens.

For Thomas og Signe fik Vigga med hjem. Hjem til en ny tilværelse. Og en ny kamp. Hun havde nedsat lungekapacitet, var undervægtig, skulle isoleres på grund af smittefare. Men især var det en udfordring, når hun skulle spise. For mens hendes søster ivrigt guffede i sig, havde Vigga svært ved at få noget ned, fordi hun fik kvalme og kastede op af det. Fem måneder gammel fik hun indopereret en sonde.

Alligevel kunne hun kaste op 10-15 gange i døgnet. Og selv da hun, som toårig, blev opereret, så maden ikke kunne komme op, ville hendes krop af med den. Men kunne ikke. Og hun vred sig i smerte.

"Det var forfærdeligt at se på, og det eneste, jeg kunne gøre, var at kramme hende og tale beroligende til hende."

Signe holder en lille pause. Hun har altid gjort meget ud af ikke at vise pigerne sine egne tårer. Og for det meste har hun kunnet holde dem tilbage, til pigerne var puttet, og hun kunne ringe til sin mor eller søster. Men indimellem har hun måttet ud på badeværelset for at skjule ansigtet i et håndklæde. Og en enkelt gang har pigerne opdaget det.

Græder mor?

Vigga og Viola var omkring tre år, i færd med at synge godnatsang. Vigga begyndte at blive dårlig efter mad i sonden, og Signe kunne ikke rumme det, fordi det allerede var sket flere gange samme dag. Hun skyndte sig ud på toilettet. Begravede hovedet i et håndklæde. Og kiggede op. For der stod pigerne i deres nattøj og spurgte, om hun græd.

Læs også

"Med tvillingerne lykønskede de os. Med trillingerne var der ingen, der sagde tillykke"

"Der blev jeg nødt til at fortælle, at mor var ked af det og syntes, det var synd for Vigga, men at jeg var o.k. igen. Men det har været vigtigt for mig, at de ikke skulle forholde sig til mine følelser oven i det, de selv gennemgik. Mest Vigga, selvfølgelig. Men også Viola. For selv om det er sværest at være den, der er syg, er det ikke uden udfordringer at være søster til en syg."

Det har Signe og børnenes far, der gik fra hinanden, da pigerne var tre, været meget opmærksomme på. Men når Signe – igen-igen – har sagt til Viola, at hun måtte vente, fordi Vigga kastede op, har den dårlige samvittighed rusket i hende.

Sondefest

"Jeg har slået mig selv i hovedet tusinde gange over, at jeg ikke følte, jeg slog til. Men vi har været meget bevidste om, at begge piger skulle have omsorg og nærvær."

Netop derfor var det også ekstra vigtigt for Signe, at den sondefest, de holdt, da Vigga fik fjernet sonden, var for begge piger. Og da festdagen oprandt, var den alt det, de havde ønsket sig: pastelfarvede balloner, glimmerforhæng, is, kagebord og en klovn. Alle vennerne i deres fineste puds og gaver – til begge piger.

"Selv om Vigga stadig var udfordret, fordi sondesåret havde svært ved at lukke sig, var det en fantastisk dag. Og noget, vi stadig taler om."

I køleskabet står både sødmælk og skummet. Til alle måltider tænker Signe over, at der skal være flest mulige kalorier, så Vigga kan indhente de fem-seks kilo, hendes tvillingesøster er ”foran”. Men trods udfordringer med, at Vigga skal have nok næring, og også med nedsat lungekapacitet, er Signe endelig et sted, hvor hun tør drømme om et godt liv for begge piger. Og for sig selv. For de seneste ni år har været barske – og forandret hende.

"Jeg har lært, hvad det vigtigste i livet er. Det er mine piger, og at de har det godt. Og jeg ville gå igennem det hele igen, hvis det var det, det krævede. Jeg vil for altid være taknemmelig for, at vi fik lov til at få begge piger med hjem."