Simon har fået en åbenbaring efter hustruens sygdom: ”Man skal ikke være ligeså ignorant, som jeg var”
Da Simon-Sune Sims Anderssons kone fik en depression, blev hans liv vendt på hovedet. Særligt én ting gik op for ham, fortæller han i klummen her.
Min kone skulle have depression, før jeg virkelig fattede, hvad ’mental load’ er. Før var jeg håbløst ignorant omkring, hvor mange ting hun gjorde, som jeg ikke vidste noget som helst om.
Da min kone fik en depression for to måneder siden, lavede vi en aftale om, at den eneste ting, som hun skulle gøre derhjemme, var at aflevere vores datter i børnehaven om morgenen - og så tog jeg mig af alt andet.
Det mest overraskende for mig har været, at det at holde en familie kørende ikke kun handler om alle de huslige pligter, som vi altid har delt lige. Det handler mindst lige så meget om de overdrevet mange småting, som hun stod for derhjemme, som jeg slet ikke var klar over.
For mig handlede det hovedsageligt om mit job, som jeg skulle passe – og så jeg fiksede jeg de fleste af de økonomiske "sjove ting" som at betale, når vi var ude og spise, samt når barnet skulle have nogle nye ting eller konen en flot taske.
Men alt planlægning med skole, børnehave, tandlæge, sygedage, legeaftaler, tidsplaner (også for mig), tjekke e-boks, alt elektronisk omkring barnet osv. gjorde min kone. Hun gjorde alt. Jeg tænkte ikke over, hvor hårdt det var for hende at gøre alle de ting for os uden løn og uden anerkendelse – foruden at hun også havde hobbyer, træning, et arbejde, der skal passes samt drømme og mål inden for sin egen karriere.
Annonse
Uden at have vidst, at jeg ikke gjorde det før.
Som mand i 2024, troede jeg, at jeg havde forstået ligestilling. Det havde jeg bare ikke helt, før jeg skulle ordne alt herhjemme, fordi min kone pga. hendes depression ikke kunne gøre alle de ting mere.
Jeg har været chef for to-tre restauranter ad gangen. Der har jeg bare sagt, hvad der skulle ske – og så har det været sådan. Det kan man jo ikke til forældremødet. Der skal jo lyttes, der skal tages til sig, og der skal snakkes med de andre forældre. Der skal laves lægeaftaler og legeaftaler – og så skal du også stadig nå lige at sidde ned en gang imellem.
Så nu står jeg her, hvor jeg har gjort det hele i små to måneder og tænker: hold nu op, hvor har jeg været utaknemmelig – og når jeg kigger tilbage på det, så skammer mig også lidt. Jeg har jo troet, at jeg har gjort en masse fede ting som en ung far og som menneske, og det har jeg bestemt også. Men jeg har i dén grad også – ubevidst – ladet en stor byrde være på min kones skuldre.
Det har betydet ufatteligt meget for min familie og mig som person, at jeg fik den her øjenåbner. Det er blevet et meget selvrealiserende øjeblik i mit liv, som i høj grad har ændret vores hverdag.
Nu involverer jeg mig langt mere i mit barns liv, uden at have vidst, at jeg ikke gjorde det før. Jeg åbner min e-boks nu, når der kommer noget fra børnehaven – det har jeg aldrig før gjort. Det har bare været fucking ligegyldigt for mig, og det er det bare ikke mere. Det har givet min kone en større frihed, og det har givet mig en ny selvforståelse og et tættere bånd med vores barn.
Kvinderne fortjener virkelig et klap på skulderen, og at vi hjælpes ad, i stedet for at man er lige så ignorant, som jeg har været.
