Simone og Christian ville væk fra ræset i København. Bedsteforældrenes respons var genial
Da Christian og Simone fortalte Simones forældre, at de ville forlade København og flytte til Vestjylland, var responsen, "Vi tager med!" I dag bor de tre generationer i en klitgård mellem hav og fjord. Det har givet frihed og nærvær.
Hovedvej 181 er Vestkystens panoramarute. Fra Esbjerg til Hanstholm følger den Jyllands kystlinje, og når man har passeret Hvide Sande fra syd, kan man på højre hånd se en klitgård. Her bor fem mennesker, som indtil for nylig var inkarnerede københavnere.
"Hvis vi havde fortsat vores liv derovre, så var vi kommet til at løbe hurtigere og hurtigere. Vi valgte, at vi hellere vil være et sted, hvor vi indretter vores arbejde efter vores liv. Ikke omvendt."
Sådan siger Christian Abildskov Thomsen, 33, der sammen med sin kone, datter og sine svigerforældre er flyttet fra København og her til til Vestjylland. Her har de fået økonomisk frihed til det nære liv og et bofællesskab, som de ikke havde planlagt.
"Vi troede ikke, at I ville med," siger Simone Abildskov Thomsen med et smil til sine forældre, Henrik og Lone Abildskov.
De tre generationer med Sigrid på to år som yngste medlem er samlet ved spisebordet i Christian og Simones lejlighed i den klitgård fra 1830, som de købte i foråret 2022. Den unge familie kom fra en lejlighed på Nørrebro og forældrene fra et hus i Sengeløse. Tanken om et andet liv havde længe huseret hos Christian og Simone, som under corona var meget i det vestjyske.
Annonse
"Før søgte vi roen, når vi tog herover i sommerhus, men vi er blev så glade for naturen, at vi tænkte, "Hvorfor ikke bytte det om?"," forklarer Simone, 32.
Hun og Christian ledte efter et hus, hvor de kunne bo og have økonomisk frihed. De forelskede sig i Mathildes Klitgård, som vi sidder i nu, men gården var for dyr til det unge par.
"Det sad vi så og fortalte hjemme hos min mor og far en aften, og så sagde de, at de gerne ville med. Vi troede, det var for sjov, men kort efter købte vi huset sammen," fortæller Simone.
Morfars pige
Morfars pige Henrik og Lone, der begge er 57 år, havde ikke set sig selv i Vestjylland, men ændrede mening ved udsigten til at bo sammen med Simone, Christian og Sigrid.
"Vi tog en hurtig beslutning," som Henrik smilende udtrykker det.
Sigrid virker ret tilfreds med den beslutning, som betyder, at hendes mormor og morfar er lige bag den dør, der adskiller de to hjem, som klitgården i dag rummer.
Annonse
"Når morfar siger noget, lytter Sigrid," konstaterer Christian med et smil.
Morfar har lige hentet bøger til Sigrid, familien drikker kaffe. Roen sænker sig, sådan som det er meningen med det hele.
"Jeg kan godt lide, at jeg ikke behøver være en del af et ræs, sådan som vi oplevede det i København om morgenen, når alle går i rækker ned i metroen og hopper op på Kongens Nytorv," siger Christian.
"Og du kan have dit eget tøj på, når du tager på arbejde," indskyder Simone, hvortil Christian smilende siger:
Annonse
"Ja, jeg behøver ikke have mit bankmandskostume på."
Christian har skiftet finanserne i bankverdenen ud med et undervisningsjob på handelsgymnasierne i Skjern og Ringkøbing. Alle fire laver i dag noget andet, end de gjorde i København.
"Man skal ikke være bange for at flytte herover og ikke kunne få et arbejde. Når folk finder ud af, at vi bor her fast, så er de ret åbne, og det er nemt at blive en del af samfundet," siger Henrik.
Han fik hurtigt et job i det vestjyske, men sagde op efter kort tid.
"Jeg var jo bare havnet i et nyt hamsterhjul, så jeg sagde op, og tænkte: "Det skal nok gå".
"Det er jo ingen hemmelighed, at huse koster mindre her end der, hvor vi kommer fra, og det har givet os en større økonomisk frihed end før, men jeg vil gerne lave noget," understreger Henrik.
Snart begynder han som museumsvært og formidler på Kaj Munks Præstegård i Vedersø længere oppe ad kysten.
"Det er ikke så godt lønnet som de jobs, jeg har haft før, og hvad så? Jeg glæder mig til at køre derop og være i de smukke omgivelser," siger Henrik.
En pytknap
Mormor Lone begynder som museumsvært på Ringkøbing Fjord Museer, som Simone er tilknyttet på freelance basis. Her i det vestjyske giver Simone sit ravfirma mere plads og tid. Fordi hun kan.
"Jeg kom fra designmiljøet i København, og der var mange, der var som mig. Det er der ikke her, men så er det nogle andre, jeg finder sammen med. Da jeg boede i København, mødtes jeg tit med en veninde til et glas vin efter arbejde, så jeg har også oplevet et skift fra at være meget udadvendt til at føle mig mere nærværende," fortæller Simone.
Alle fem virker tilfredse med flytningen, og når man ser ud af vinduet og får øje på de græssende får udenfor med Ringkøbing Fjord i baggrunden, er det ikke så svært at forstå. Indtil videre har det heller ikke givet problemer at bo under samme tag, men der er også faste regler om, at man ikke braser ind til hinanden:
"Den eneste, der ikke respekterer det, er Sigrid," indskyder Simone med et grin.
De er forberedte på, at der nok kan opstå et par konflikter undervejs:
"Og så må vi have en pytknap," ræsonnerer Simone.
Et særligt skel mellem københavnere og vestjyder mærker de ikke.
"Nej, jeg har ikke oplevet det kulturchok, som mange snakker om, men der er blevet kigget mærkeligt på mig, når jeg har spurgt efter kikærtemel i butikkerne," erkender Henrik med et skævt smil.
Simone mærker forskellen.
"I København følte jeg ikke, at jeg fyldte meget, men det føler jeg her. Jeg er på udebane, men jeg synes, at vestjyderne er megaseje, og så smiler jeg, når nogen omtaler mig som "den bette københavnerpige"."
De griner ved bordet. Det er fredag, og snart kommer der besøg af de venner fra København, som der altid er plads til i Mathildes Klitgård, hvor der bor fem inkarnerede københavnere – som vist er på vej til at blive vestjyder.
