Skilsmissemor: Er jeg den eneste, der køber mig til en renere samvittighed i julen?

Jeg må ganske enkelt lægge kortene på bordet og bekende min højtidssynd: I julen forvandler jeg mig til en ønskelisternes curlingmor og kompenserer for min dårlige samvittighed over min datters status som skilsmissebarn ved at gå all in på julegaver og fyre op for alt, hvad materialismens remmer og tøj kan holde.

Er jeg mon den eneste, der bruger julen som en anledning til at købe lidt aflad for alt det, jeg ikke synes, jeg gør godt nok?

Jeg ville ellers frygtelig gerne være højt hævet over den slags forældreskabsstrategier. For jeg synes bestemt, det lyder fantastisk, når jeg hører andre tale om at skrue ned for gaveræset: Børn skal ikke blive (for) forvænte! Altså bevares, de skal mærke julemagien og gerne have en chokoladesnemand eller et stykke med Paw Patrol i sokken, men ingen gider jo opdrage et utaknemmeligt og forkælet barn, der ikke kan se hyggen for bare gaver. Børnene skal først og fremmest lære, at julen er hjerternes fest og ikke en forbrugsfest, og julens succes skal ikke måles i prisen på julegaver eller ud fra logoet på den hoodie, der ligger under træet. Og som god og ansvarsbevidst mor skal man naturligvis lære dem om alle de små glæder, som ikke kan købes for penge.

Nå, men hvis du ikke allerede har gættet det, så kan jeg afsløre: Sådan en mor er jeg ikke. Eller rettere: Sådan en mor er jeg ikke kun. Godt nok vil jeg vove at påstå, at jeg har lært min datter en ting eller to om netop de dér små gratis glæder, for jeg er, hvis jeg selv skal sige det, dronning af alt, hvad der hedder julehygge og stemningsskaberi i december måned. Men ud over hyggequeen er jeg også bare en mor med en småsort samvittighed, som jeg altid ender med at forsøge at købe lidt hvidere i julen.

For mens julen bestemt er dejlig og hyggelig og familiernes fest, så kan den også være skilsmissefamiliernes mareridt, og jeg hader en lille smule, at min datter skal trækkes igennem rotationsordninger og skiftedage og pendling mellem en mor og en far, der begge to gerne vil have hende med til familiejulefrokoster. Hvor ville det da bare være nemmere for hende kun at have én familie.

Generelt fornuftig - bare ikke i julen

Nu kan jeg mærke, at jeg føler trang til lige at stoppe op et øjeblik og slå et par ting fast, inden både min datter og jeg fremstår som usympatiske julekapitalister.

For det første er jeg hverken rig eller noget, der bare ligner. Jeg er deltidstimelønnet med supplerende freelancearbejde on the side og har et budget, det ville være svært at få til at hænge sammen, hvis det ikke var for gode danske ord som børnetilskud og boligstøtte. Jeg er generelt fornuftigt økonomisk anlagt (du må bare helst ikke lige spørge til min pensionsopsparing), og jeg gør altid, som min far har lært mig, og går hjem og tænker en dag eller to over tingene, inden jeg bruger mine penge.

Men det gælder så altså bare ikke lige i julen, hvor der ikke er lige så langt fra tanke til handling, når den lille juledjævel på den ene skulder råber, at jeg godt liiiige kunne købe endnu en lille ting til min datter, mens juleenglen på den anden side forsøger at fortælle mig, at det ikke er gaverne, det kommer an på.

Det leder mig netop til mit andet punkt, som er, at min datter faktisk, så vidt jeg ved, ikke er spor utaknemmeligt anlagt. Jeg tvivler på, at hun ville registrere, hvis gavebudgettet blev reduceret, og hun ved godt, at jeg ikke har tænkt mig at forære hende det fjernsyn, den MacBook eller den dér allernyeste iPhone, som ellers står lige så højt på ønskelisten, som den gør for hendes klassekammerater.

Et plaster på såret

Men når alt det så er sagt, så er min datter alligevel godt vant. Hun har været skilsmissebarn, siden hun var fire år, og der har således været dobbelt op på både fødselsdags- og julefejringer og den dertilhørende gavehøst i efterhånden en del år. Derudover plejer hendes far og jeg at købe en gave eller to til hende sammen, så hun ligesom får fornemmelsen af, at hendes forældre stadig står samlet bag hende, selvom vi ikke længere er sammen. Og selvom hun såmænd nok ville foretrække en ikkesplittet familie, så er de ekstra gavekompensationer da absolut et plaster på det sår, som efterhånden nok snarere er et ar, hun har vænnet sig til at gå rundt med.

Plaster på såret-logikken er i hvert fald dén, jeg selv ender med at købe ind på. Det er den logik, der får mig til at samle til gavebunke fra oktober og frem og bruge Black Friday til at kunne købe lidt ekstra.

Jeg tror, jeg lyder enormt usympatisk. Det er jeg faktisk ikke – jeg er blot en mor, der pines en anelse af, at hendes datters julehjerte altid skal være delt i to. Og som forsøger at købe sig fra pinen, så længe økonomien kan holde til det.

Om skibenten

Signe Nordstrand er forfatter og korrekturlæser og har skrevet bøgerne En overspisers bekendelser (2019), og Alt det, de andre har (2020). 

Hun er bosat på Frederiksberg i København og delemor til Anna, som er født i 2010. 

Du kan følge hende her: @signenordstrand