Hej forår! Her er 10 skønne udendørs-eventyr for hele familien
Kan du mærke det – det spirende forår? Giv både dig selv og ungerne et ordentlig skud dagslys og weekendmagi med en udflugt i det blå. Gider I ikke trave den sædvanlige tur rundt i skoven, så lad dig inspirere af vores ti børnevenlige ture ud i forårslandet.
1. Gå fra planet til planet
Elsker dine unger alt, der handler om planeter, stjerner og solsystemet? Så skal I snøre skoene og finde den nærmeste Planetsti – dem er der nemlig hele 16 af fordelt over hele landet.
Planetstierne er alle forskellige i længde og terræn men har det til fælles, at de byder på sjov læring i børnehøjde om vores solsystem. Billedet her er fra Planetstien ved Brorfelde Observatorium, der er 1,4 km lang og som begynder ved Solen og slutter ved Neptun – og på bloggen Alleud.dk/planetsti finder du en fin oversigt over alle 16 planetstier.
2. Kunst i den midtjyske natur
Lad kunsten og naturen udfordre fantasien og bevæg jer ud i Deep Forest Artland i Døvling Meldgaard Skov ved Kibæk. Her bevæger I jer igennem Nordskoven og Sydskoven på en 3,5 km lang rute, hvor I ser spektakulære kunstværker som Falden Måne af Peter Land, det Gotiske skur af René Schmidt og Anna Holmbergs bro imellem træerne.
Det koster kun 20 kr., som betales via Mobilepay, når I ankommer, og midt i det hele finder i også naturlegepladsen Skovsnogen.
Læs mere på Deepforestartland.dk
3. Lydvandring på Langeland
Usynligt teater – det lyder ret magisk, ikke? Baggårdsteatret har skabt en eventyrlig lydvandring, hvor I går i fodsporene på den 12-årige H.C. Ørsted, der bliver en af Danmarks største videnskabsmænd.
Den app-baserede forestilling ’Mod strømmen’ er skabt til alle fra 8 år, og turen begynder på Gåsetorvet i Rudkøbing, hvor H.C Ørsted har sidste skoledag hos parykmageren og skal tage et valg om at drage ud i verden, bestå nogle prøvelser og gøre en stor opdagelse. En helt særlig måde at opleve landskabet og historien.
Hent app’en Baggårdsteatret og gå afsted. ”Mod Strømmen” koster 89 kr.
4. Hva’ det’ for en fugl?
En tur ud i den lokale skov kan give nye oplevelser, hvis man kigger og lytter efter fugle. Det er sjovt, lærerigt og kan spidse sanserne hos både børn og voksne.
Hent den gratis app DOFs fuglebog, hvor I kan finde frem til den fugl, I har set og oprette jeres egen liste, Min fuglebog, hvor I holder styr på alle de fugle, I har spottet.
5. Vandets veje på Sydfyn
I det blide, bakkede sydfynske landskab ved Faaborg ligger Kaleko Mølle, en vandmølle med rødder i 1600-tallet, der også er en del af Danmarks første børnevandrerute. Her er både vandbane og lytteposter, hvor I kan høre små, sjove fortællinger om vandets betydning for os, og så kommer I også forbi vandbanen, hvor man kan lave sin egen vandkraft.
Små dråber viser vej på de børnevenlige ture rundt i området på 2 eller 4 km.
Parker ved Kaleko Mølle eller Øhavsmuseet i Faaborg, og læs mere på Ohavsmuseet.dk
6. Sov i et stjerneshelter
En enkelt nat i naturen kan være en skøn og nærværende oplevelse og kræver ikke meget planlægning. Skal det være ekstra særligt kan I jo booke et af de nye stjerneshel - ters ved Observatoriet i Holbæk, hvor I kan ligge i ly og læ og kigge ud på måne og stjerner gennem shelterets kuppeltag.
Der er fire stjerneshelters, og når I booker det, har I det for jer selv – og så føl - ger der også en pose brænde og en trækvogn med, så i nemt kan gå de 700 meter fra parkeringspladsen ud til jeres stjernekiggerplads.
Der er plads til seks personer pr. shelter, som er isoleret – men åbent. Så husk varm trøje og en god sovepose og liggeunderlag. Det koster 450 kr. pr. nat.
Læs mere på Observatoriet.dk
7. Kullen & klipper i det svenske
Lige på den anden side af Øresund ligger Kullaberg, et af Sveriges mest spændende naturreservater. Brug en dag på at udforske klipperne, og bestig Håkull, der med sine 187 meter over havet byder på en storslået udsigt over kysten.
Her er også fyrtårn og et lille naturrum, hvor man kan lære om områdets natur. Kør til Arild og spis en is eller hop ind til den berømte café Flickorna Lundgren, hvor der er kagebord og Astrid Lindgren-stemning. Kullaberg ligger en halv times kørsel fra færgen i Helsingborg.
Læs mere på Visitskane.com
8. Tramp rundt om Orø
Lille Orø i Isefjorden er perfekt til en hyggelig weekendudflugt – her er vand, høj himmel og plads til store og små. Orø har fem fine trampestier, der tager dig rundt langs øens vandkant og på tværs. De er alle mellem to og fem kilometer, så I kan udvælge jer én eller snuppe dem alle sammen, alt efter dagsform.
Stierne er markeret med skilte og undervejs kan du læse informationstavler om Orøs natur og dyreliv. På Orø Strandcamping kan I spise en lækker frokost, hoppe i vandet og måske sove i telt? Trækfærgen lidt uden for Holbæk tager dig til Orø på seks minutter.
Tjek afgange på Østrefærge.dk og læs mere på Oroe.dk
9. Gamle kæmper
I Bredvig Mose, i Jægerspris Nordskov, står der tre gamle kæmper, nemlig de flere tusind år gamle egetræer Kongeegen, Storkeegen og Snoegen. Det er sjovt at tænke på, at egetræerne har set vikinger trampe forbi på vej til fjorden og man siger, at Kongeegen fik sit navn, fordi Frederik 7. og Grevinde Danner søgte ly for et tordenvejr i det store, hule træ.
Kongeegen er Danmarks ældste levende væsen og sandsynligvis Nordeuropas ældste og tykkeste træ med en omkreds på hele 14 meter – og det er da taget lige ud af et rigtigt eventyr.
Læs mere om turen til Kongeegen og videre ud i området på Fjordlandet.dk
10. Vadehavets hemmeligheder
Vadehavet er Danmarks største Nationalpark og har status som Verdensarv – og så er det et af de sidste rigtigt vilde naturområder, vi har. Det alene gør området et besøg værd, og I kan jo begynde jeres udforskning ved Vadehavscenteret i Ribe, hvor I kan lære om det helt særlige havmiljø og hoppe med på en af turene ud i det våde område.
Her er både tidevandsture og sælsafarier – husk langskaftede gummistøvler, spande og net, så I rigtigt kan studere alt det, I støder på undervejs.
Læs mere på Vadehavscentret.dk