Soeren Le Schmidt havde konstant dårlig samvittighed, da han blev far: ”Jeg havde en følelse af at være utilstrækkelig”
Far-rollen og familielivet er det vigtigste for Soeren Le Schmidt. Samtidig har han en karriere, der buldrer derudad, og hvordan finder man så balancen? I et stort interview med ALT for damerne fortæller han om dårlig samvittighed og ønsket om at være både en nærværende far og en dygtig designer.
Hvis du skal designe en kjole, som Dronning Mary skal have på i forbindelse med tronskiftet, arbejder du vel i døgndrift. Og du arbejder helt sikkert i weekenderne. Ikke sandt?
Nej, ikke hvis du er Soeren Le Schmidt. Han stod bag den hvide kjole, som dronningen havde på, da hun og familien trådte ud på balkonen på Christiansborg Slot kort tid efter, Kong Frederik var blevet udråbt. Men Soeren Le Schmidt holder fri i weekenderne.
Måtte omlægge sit arbejdsliv
Soeren Le Schmidt er ikke ”bare” designer for de royale – og andre højtstående personligheder. Han er også far til tvillingerne Mio og Marlon på to år, og dén titel tager han mere alvorligt end noget andet i sit liv. Derfor har han været nødt til at omlægge sit arbejdsliv.
”For mig var det slet ikke et spørgsmål, om jeg skulle prioritere at være far. Selvfølgelig skulle jeg det. Spørgsmålet var snarere, hvordan hverdagen skulle se ud fremadrettet,” fortæller han i ALT for damerne, som er på gaden nu.
Førhen havde Soeren Le Schmidt ofte arbejdsdage, der startede klokken fem om morgenen og sluttede sent om aftenen. Hans arbejde var indrettet på kundernes præmisser, og han tog gerne mål til en kjole klokken ni om aftenen.
Siden Soeren Le Schmidt og hans kone, Nikoline Barfod Le Schmidt, fik tvillinger for over to år siden, har han ikke haft weekendarbejde. Langt de fleste arbejdsdage starter tidligst klokken otte, og klokken halv tre går han hjem igen, så han kan hente sine sønner. En enkelt dag om ugen arbejder han sent. Men hans arbejde er ikke længere indrettet på kundernes præmisser, men derimod på familiens.
At balancere bleskift og tronskifte
Soeren Le Schmidt har arbejdet hårdt for at nå dertil i sin karriere, hvor han er i dag, og han elsker sit job, der samtidig er hans hobby. Derfor har det heller ikke været nemt at balancere bleskift, tronskifte og alle de mange andre projekter, han har gang i.
”Det var svært at finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert i den proces, for tidligere havde jeg ikke noget imod, at en kunde for eksempel kom klokken ni om aftenen. I den omlægning følte jeg, at jeg skuffede mine kunder, fordi jeg altid tidligere har været fleksibel og indrettet min arbejdstid på deres præmisser. Det var generelt en svær balancegang at opfylde både andres og mine egne forventninger til mig,” fortæller han.
Særligt i starten af sin karriere som far, var Soeren Le Schmidt plaget af dårlig samvittighed.
”Jeg var konstant ramt af virkelig dårlig samvittighed, uanset hvor jeg befandt mig. Når jeg var på arbejde, følte jeg mig skyldig over ikke at være sammen med min familie, og når jeg var sammen med dem, havde jeg dårlig samvittighed over for mine kunder og medarbejdere. Jeg havde hele tiden en følelse af at være utilstrækkelig,” siger han.
Fik ondt i maven af dårlig samvittighed
Da Soeren Le Schmidt blev far, ville han allerhelst være hjemme sammen med sin kone og børn, men samtidig var virkeligheden, at nogen i familien var nødt til at tjene penge. Og at det i starten af tvillingernes liv gav bedst mening, at det var ham. Derfor gik han hver dag på arbejde med ondt i maven.
”Det var helt klart værst i starten, da Nikoline var på barsel med de to små, og jeg skulle passe mit arbejde. Hver morgen, når jeg gik ud ad døren, havde jeg ondt i maven. For jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være at stå alene med to små børn og så se sin mand … bare smutte afsted på arbejde,” siger han.
Han tvivlede ofte på sig selv og på, om han gjorde det hele godt nok.
“Jeg tror, det er en generel ting, at man som far en gang imellem tvivler på, om man er god nok. Det gør jeg også selv, og når det sker, opstår der en usikkerhed indeni, som er ret uhåndgribelig. For der findes jo ikke noget facit på, hvornår man er en god nok forælder. Derfor blev jeg også bare nødt til at finde en balancegang, hvor jeg i hvert fald selv følte, at jeg gjorde det hele, så godt jeg kunne,” siger han.
Læs hele interviewet med Soeren Le Schmidt i ALT for damerne, som er på gaden nu. Her fortæller han mere om at både balancere og adskille karriere og familieliv.