Søskende: Kan jeg elske nummer to lige så højt?

Søskende: Kan jeg elske nummer to lige så højt?

Der kan gå lang tid, før du får de samme følelser for din nyfødte, som du har for den store. Og det er helt i orden.

Du kender din førstefødte helt ind til benet. Du ved, hvad du skal gøre for at få ham til at grine, du ved, hvordan du skal ae ham for at få ham til at falde til ro, og han er dit livs kærlighed. Så allerede mens du er gravid igen, kan tvivlen nage i baghovedet – kan den kærlighed, som fylder alt, deles med endnu et barn? Hvad nu hvis du ikke kan elske det nye barn lige så højt?

Bare rolig. Det kan du. Og bekymringen er slet ikke unormal, fortæller familiepsykolog Heidi Agerkvist.

– Det er en klassiker, at mødre er bekymrede for, om de har kærlighed nok til det her barn. Jo tættere en relation man har, og jo bedre man kender hinanden, desto flere detaljer er der at holde af, og derfor er det lettere at mærke kærligheden til det første barn. Det er helt naturligt. Men kærligheden er elastisk, den vokser bare. Man kan blive overrasket over, hvor meget kærlighed man rummer, siger hun.

Charlotte Højlund, journalist, forfatter og mor til syv, har været igennem det mange gange. Og hun oplever, at kærligheden er uendelig.

– Jeg har den samme kærlighed til alle mine syv børn. Man kan godt få en følelse af, at man kun har en bestemt portion kærlighed, som man så skal til at fordele på flere, men sådan er det ikke. Den portion vokser bare. Men jeg kan godt forstå, man har den tanke – specielt med den første. Det er jo første gang, man oplever den der totale, grænseløse kærlighed, siger hun.

Kærligheden er forskellig

Selv når det nye barn er ankommet, kan man føle, at man stadig elsker den første højst, og det kan føles forbudt at have den slags tanker om sin lille nye. Måske er det ubehageligt og svært at håndtere, men en måde at hjælpe sig selv på er at anerkende følelsen og give sig selv lov til at have den. For hvis du tænker logisk på det, så er det slet ikke underligt, fortæller Heidi Agerkvist.

– Du får jo en masse igen af den store, og I har en historie sammen. Den lille har højst givet dig et lille smil, og du skal jo først lære ham at kende. Det kan godt tage lang tid, siger Heidi Agerkvist.

Det er langt mere tabubelagt for mødre at have den følelse, når børnene er blevet ældre. Men det er der faktisk en del, der har, fortæller Heidi Agerkvist. Oftest handler det dog ikke om, at kærligheden til det yngste barn er mindre, men om at man simpelthen har forskellige forhold til sine børn, som kan være mere eller mindre komplicerede.

– Selv om vores børn kommer fra samme fabrik, så er de jo forskellige og trykker på forskellige knapper i os. Ofte vil man have flere ligheder og mere til fælles med nogle af børnene end andre. Det er et tabubelagt emne, som vi ikke rigtig vil være ved – men vi har rigtig meget at vinde, hvis vi tør udforske den følelse, siger hun og understreger, at man aldrig må give barnet skylden.

– Man må aldrig tørre den af på barnet og begynde at tænke på sine børn som det ‘nemme’ og det ‘svære’ barn, for det handler dybest set om nogle blå mærker, du selv har, som dit barn trykker på. Derfor skal du kigge på, hvad det er, barnet rammer i dig. Hvorfor kan han gøre dig så edderspændt rasende? Hvorfor bliver du let irriteret på ham?

Hvem elsker du mest, mor?

Charlotte Højlund har forskellige forhold til alle sine børn.

– Mine børn har jo forskellige personligheder. Der er nogle, man spiller bedre sammen med end andre på visse tidspunkter af deres liv. Det er også meget køns- og aldersbestemt, men selvfølgelig er der nogle, der ligner en selv mere end andre. Men det ene er ikke bedre end det andet. Jeg har børn, som både kan bringe det bedste og det værste frem i mig, og så er der dem, hvor det glider lidt nemmere, fortæller hun.

Hvis du stadig har en følelse af at holde mere af det ene barn end det andet, når de når op i skolealderen, så skal du gøre en indsats for at lære barnet at kende, mener familiepsykologen.

– Find ud af, hvad han er for en. Hvad er hans styrker, hvor bliver han usikker, hvad interesserer han sig for? Brug noget mere tid med det barn, du ikke synes, du kender så godt. Noget af det allerværste for selvværdet er, hvis det ene barn vokser op med en fornemmelse af at stå i skyggen af de andre søskende, og det er også rigtig skidt for søskenderelationen, siger Heidi Agerkvist.

Børn kan sagtens finde på at spørge, hvem mor elsker højst. Det er naturligt, at barnet lige vil sikre sig, at han er elsket og har en plads her i familien, siger Heidi Agerkvist. Her skal du for det første aldrig fortælle dit barn, at du måske elsker den ene højere. Og for det andet er det en god anledning til at kigge indad. For måske er barnet reelt i tvivl.

– Hvis der som udgangspunkt ikke er noget på spil mellem børnene, skal man som forælder ikke lægge så meget i det, men tage det for, hvad det er, nemlig et spørgsmål. Hvis der derimod er mange konflikter, jalousi eller anden form for kamp mellem børnene, kan sådan et spørgsmål være en melding fra barnet om, at ‘jeg er lidt usikker. Det føles, som om du bedre kan lide storebror. Kan du det?’. Så skal man som forælder stille sig selv spørgsmålet ‘kan jeg det?’. Hvad handler det i så fald om, og hvad kalder det på fra mig og fra os som familie? lyder det fra Heidi Agerkvist.