Storesøster er den fornuftige og lillebror er sjovest - men der er ét problem, vi glemmer

Måske har du hørt den før. Fortællingen om, at søskende får forskellige personlighedstyper, alt efter hvilken plads de har i flokken.

I korte, karikerede træk går det ud på, at den ældste er den ansvarsfulde og fornuftige, midterbarnet er ekspert i at mægle og forsone, og den yngste er fri, modig og kreativ. Og det er ikke, fordi der slet ikke er noget om snakken, siger Eva Gulløv, der er antropolog, forsker og medforfatter til bogen ”Hvad er søskende”. Mange af os kan nemlig genkende os selv i de efterhånden fasttømrede stereotyper.

Sagen er bare den, at det også er forklaringer, som hænger ved, fordi de er fængende, nemme at sælge og ikke mindst bundet op på en familiemodel, hvor alt er stabilt – og som for øvrigt ikke længere er den entydige, argumenterer hun.

“Det er en utrolig forenkling af, hvordan tingene egentlig er, og knyttet til et ideal om kernefamilien og blodets bånd som ’det rigtige’,” siger hun og fortsætter:

“Rigtig mange børn vokser op med flere hjem, hvilket vi sige, at de indgår i forskellige søskendegrupper – og de er for eksempel storesøster den ene uge og lillesøster den anden – og det overser vi tit i diskussionen af søskenderækkefølgen.

Vi glemmer, at den fortælling simpelthen ikke dur, når børn skifter roller og positioner, som så mange børn gør, og når de har så stærke relationer til hinanden på tværs af biologiske familier.”

Læs også

”Når man mister en søskende, er det vigtigste, at man ikke også mister sine forældre”

Vi kan altså ikke diskutere personlighedstyper løsrevet fra familieformen, mener Eva Gulløv. I stedet bør vi have blik for, hvad de forskellige positioner i familien gør ved søskende, hvorvidt man har en meget stor og bred søskendeflok eller en meget lille, og om den søskendeflok, man har, er en, man til dels selv står til ansvar for at holde kontakt med, eller om den er fuldstændig givet og stabil og entydig.

“Fordi vi har meget forskellige familietyper i dag, vil børns erfaringer også være meget forskellige. Og samtidig kan vi i forskningen se, at børn præger hinanden ret meget – og at det, ens søskende siger, kan betyde mere, end hvad ens forældre siger og forventer,” fortæller hun og henviser til det studie, hun sammen med kollegaerne Ida Wentzel Winther, Charlotte Palludan og Mads Middelboe Rehder gennemførte i 2014.

Her snakkede forskerne med i alt 93 børn om forholdet til deres søskende og fandt, at søskendeflokken ikke er et stabilt eller let afgrænset fænomen, og at det for mange børn i dag ændrer sig over tid i form, intensitet og karakter.

“Vores snakke med børnene understregede blandt andet, hvordan det er igennem hverdagen, man bliver forbundet og forpligtet på hinanden. Sådan at det betyder noget, hvem man spiser morgenmad med, eller hvem man skal skændes med om at tømme opvaskemaskinen,” forklarer Eva Gulløv.

“Og vi så også, at for eksempel børn, der vokser op i skilsmissefamilier, kan have en oplevelse af, at søskende er nogen, man ikke kan tage for givet og i nogle tilfælde skal gøre en indsats for at se,” uddyber hun.

Læs også

Søskende bliver klogere af at skændes

I medgang og modgang

En ting, der overraskede Eva Gulløv og hendes kolleger i forbindelse med undersøgelsen af søskendes forhold til hinanden, var, hvor lidt denne relation egentlig er værnet om, debatteret og hyldet – sammenlignet med voksen-barn-relationen.

“Tidligere var børn nogen, der bare ‘var’ i familien, men i dag er de kommet meget mere i centrum i familielivet – og i samfundet generelt. Og der er kommet en form for statusmarkering omkring ens børn; hvis de trives, er det tegn på en vellykket familie og et vellykket liv. Hvis det modsatte er tilfældet, frygter man som forældre, at andre kan se på det som en fallit. Også i skilsmissefamilier og med sammenbragte børn,” siger hun og fortsætter:

“Derfor var vi også nysgerrige på, hvad det indebærer i et børneperspektiv. Og når man hører historierne fra børnene, bliver man opmærksom på, hvordan vi lever i et samfund, hvor voksne ikke kun er meget optaget af deres børn, men i høj grad også af deres eget følelsesliv.” understreger hun og indskyder, hvordan det eksempelvis kommer til udtryk, når sammenbragte familier går i opløsning, og de splittede voksne kan være så opslugt af deres eget tarv i situationen, at de overser børnenes lyst til at bevare en relation til deres ikke-biologiske søskende.

Der ligger noget paradoksalt og måske gammeldags på lur her, for når vi som forældre beslutter at få mere end ét barn, er den væsentligste årsag ikke opfyldelsen af et behov hos os selv, men et ønske om at give vores barn/børn en søskende. Det fortæller psykolog Heidi Agerkvist, der blandt andet beskæftiger sig indgående med søskenderelationer og vejleder forældre om emnet.

“Der ligger et eller andet i vores kultur om, at det er ’synd’ for vores børn, hvis de ikke får søskende,” siger hun og påpeger, hvordan der samtidig ligger en forventning (og et håb) hos forældrene om, at børnene vil udvikle en god relation og få gavn af hinanden. Og at det er her – i vores voksenforsøg på at skabe de bedste betingelser for børnene og deres relation – vi skal være ekstra opmærksomme. Også når det gælder sammenbragte unger."

“Helt kort handler det om at undgå at sammenligne børnene, for noget af det allermest giftige for søskenderelationen er, hvis et barn har oplevelsen af at vokse op i skyggen af et andet. For eksempel et barn, der altid synes det rigtige, går i skole på den rigtige måde, er sjovest, har de rigtige venner osv.

Og som forældre kan man få sendt de signaler på mange måder. Hvis man for eksempel siger: ‘Ja, Julie er jo et rigtigt lille rodehoved, høhø, og Sofie har jo altid styr på tingene.’ Eller: ‘Nå, Julie, du kom simpelthen op i dag. Sofie har også stået og ventet på dig og er klar til at gå.’.

Det giver barnet fornemmelsen af, at det kunne være lidt federe, hvis det var mere som den anden, og et stykke hen ad vejen er børn så loyale over for deres forældre og deres søskende, at der kan gå noget tid, inden deres reaktion begynder at vise sig,” lyder forklaringen fra Heidi Agerkvist.

Ofte vil barnet først blive sur på sig selv og vende det indad, siger hun, og jo yngre barnet er, når det oplever sammenligningen, og jo længere tid det går med den, jo mere vil det vise sig i søskenderelationen. Også på sigt, understreger psykologen.

“Samtidig er det heller ikke særligt sjovt at være det foretrukne barn, fordi man kan se, at det er på bekostning af ens søskende. Og det kan snige sig langt ind i voksenlivet, hvor man for eksempel altid skal holde jul hos en bestemt, fordi han eller hun har ‘det perfekte hjem og det rigtige juletræ’,” lyder det.

Plads til forskellighed

Vender vi et øjeblik tilbage til de lettere forslidte forestillinger om personlighedstyper blandt søskende, vil Heidi Agerkvist gerne bakke dem op et stykke hen ad vejen. For der er noget om, at ældstebørn tit er meget ansvarlige og gode til overblik og struktur, fordi de er blevet tvunget ind i at udvikle den slags relativt tidligt – og det var det, der gav point, da lillesøster eller lillebror kom.

Og der er også en tendens til, at de yngste børn kan have en mere fri og klovneagtig rolle, fordi der er banet en vej, som de bare kan svinge ind på, pointerer hun. Men meget mere giver hun heller ikke for den model, og hun vil hellere hæfte sig ved, hvordan vi giver det enkelte barn mulighed for at være, ja, sig selv iblandt sine søskende.

Uafhængigt af kulturelle klichéer og størknede forventninger.

“Som forældre er det ens primære opgave at sørge for, at hvert barn føler sig elsket som den, det er, og samtidig med at vi skal undgå sammenligninger, er det afgørende, at vi kan gøre forskel på børnene – ikke på baggrund af deres placering i flokken, men ud fra den simple præmis, at børn bare ER forskellige,” bebuder hun og tilføjer, at det ikke handler om, hvilket barn der kan spise flest is eller orker flest forlystelser i Tivoli.

“Men hvis et barn er meget udadvendt og socialt, og det andet er mere indadvendt og prioriterer at være alene, vil det for eksempel være uretfærdigt at kræve, at de skal have lige mange legeaftaler og være lige meget ude eller hjemme,” lyder det.

Endnu en af psykologens anbefalinger går ud på, at man som forældre italesætter over for børnene, hvad de hver især er gode til – og betoner deres forskelle. På en kærlig facon, hvor de ikke får oplevelsen af at være forkerte, men hvor man giver dem plads til at have forskellige præferencer. Nøjagtigt som man som forældre kan være vidt forskellige og have brug for forskellige ting, bemærker Heidi Agerkvist.

Læs også

Hjælp dine børn til at blive lykkelige søskende

“På den måde kan man også slippe kampen for, at man skal have det ens med alle sine børn,” uddyber hun og forklarer, hvordan netop dét aspekt kan spille en stor rolle, når der kommer flere børn i familien; forældrenes oplevelse af, at de forstår og klikker bedre med et barn frem for et andet."

Endelig handler det ifølge Hedi Agerkvist om at give børnene en følelse af at høre til og i den forbindelse også anstrenge sig for at parkere kernefamilie-idealet.

“Til trods for at skilsmisseprocenten er høj, og der findes mange familieformer, har vi stadig en opfattelse af ‘den rigtige måde at være familie på’, og det kan give nogle børn en usikkerhed. Hvis Sofie for eksempel pendler mellem to familier, som hver især er en intakt familie, også når hun ikke er der, kan hun få fornemmelsen af, at de andre børn hører mere til end hun gør,” forklarer hun, og Eva Gulløv stemmer i:

“Vi kunne høre på de børn, vi interviewede i undersøgelsen, at de har en forståelse af, at noget bliver set på som mere rigtigt end noget andet, når det kommer til familieformer, og at biologien spiller ind på det punkt,” siger hun, ”og det fortæller noget om, at vi som voksne er med til at reproducere en normativ fortælling, der ikke nødvendigvis matcher virkeligheden, og overser, hvordan søskendeforhold kan være en kompliceret størrelse.”

I deres studie mødte Eva Gulløv og hendes kollegaer også fortællingen om sammenhængen mellem søskenderækkefølge og personlighedstyper, altså at storesøster for eksempel har forpligtelser og forventes at løse problemerne, imens lillebror altid kan ligge i læ. Men de så ikke noget entydigt mønster.

“Hverken i traditionelle kernefamilier eller i familier med sammenbragte børn,” siger Eva Gulløv. “Det var meget mere afhængigt af de forpligtelser og roller, som børnene specifikt fik, hvilket bekræfter, at det er svært at kigge på personlighed uden at kigge på de omstændigheder og den kultur, man vokser op i. Og de nuancer skal vi huske, når vi snakker om søskende,” fastslår hun.