At putte børn burde være en OL-disciplin
Når småbørn, søvn og mortid, skal gå op i en højre enhed, kræver det nogen gange ynde, styrke og ikke mindst ninjaevner.
Ungerne sover, Netflix kører, voksenslikket er fundet frem, og nu står den endelig på velfortjent afslapning efter en lang dag. Men hov, der er noget, der skratter i babyalarmen! Manden og jeg kigger på hinanden og afventer flere lyde. Pyha falsk alarm, sønnike har formentlig bare vendt sig. Netflix bliver atter tændt.
Nu kommer lyden igen, denne gang efterfulgt af et hyl… Shit! Jeg styrter op, kaster mig mod trappen, bestiger fem trin ad gangen, åbner døren og laver det flotteste, lydløse rullefald hen over sengen, hvor mit bryst til sidst møder Connors mund. Stilhed efterfulgt af lyden af at han sluger mælken. Pyha, mit hjerte pumper derudaf. Jeg nåede det, inden han vågnede helt op. Det er hårdt at være ‘Mor-Ninja’.
Mens jeg ligger og puster ud, undrer jeg mig en smule over, at der ikke findes et OL for mødre. Der er jo masser af konkurrencemuligheder. For eksempel disciplinen ‘Den lydløse og hurtige Ninja’ der på et splitsekund overkommer alle forhindringer, således at barnet ikke når at vågne helt op og derved kan sove videre.
Taber du i denne disciplin, befinder du dig lynhurtigt i en ny disciplin, der hedder ‘rokke-mor’, hvor du i længere tid går frem og tilbage med barnet i favnen (det kræver udholdenhed og styrke), mens du laver en rokkende bevægelse – ofte understøttet af sang.
Derefter en disciplin der kræver teknisk snilde, elegance og multitaskning. Her tænker jeg på, at lægge et sovende barn ned i tremmesengen, uden at barnet vågner. Dynen skal fjernes, håret skal vikles ud af barnets hånd, sutten skal blive i munden og alt skal selvfølgelig gøres med bare én hånd. Er det for nemt kunne man tilføje pusletaske, vinterjakke og et nøglebundt.
En anden oplagt disciplin ville være barnevognsræs. Her gælder det selvfølgelig ikke om at gå langt, men om at gå kortest, før barnet sover. Den lyder måske lidt kedelig, men den er fyldt med forhindringer på vejen, som larmende biler, mennesker der snakker, lysreguleringer hvor man bliver nødt til fortsat at rokke med vognen.
Jeg er ret sikker på, at der findes flere discipliner, der ville egne sig fremragende til et OL for ninja-mødre. Jeg er ret sikker på, at mine perfekt-timede rullefald ville give toppoint! Det er i hvert fald smukt.
Connor er nu færdig med at drikke, han vender sig om og sover sødt videre. Jeg lunter træt ned i stuen igen, manden er faldet i søvn på sofaen, og jeg må indrømme, at den varme seng trækker lidt mere end Netflix. Jeg er stædig, trykker play. Men hov, der noget der larmer i babyalarmen…
