Søvn: Vi tester bogen, alle forældre taler om

Først var han tørstig, dernæst skulle dynen pakkes om ham, og nu græder han, fordi det gør ondt i lilletåen. Puttetid og mangel på søvn kan dræbe enhver forælders livslyst, men forfatterne bag bogen ‘Kaninen, der så gerne ville sove’ påstår, at de kan sende dit barn i drømmeland.

Som en anden Ole Lukøje kan du ved hjælp af gab og laaaaangsom højtlæsning drysse søvn i øjnene på dit barn. Kan det virkelig passe, at dit stemmeleje kan lulle arvingen hen? Eller er historien så kedsommelig, at junior hellere vil se bagsiden af sine øjenlåg? Bogen lover både gab og søvn fra de små, og det løfte kan vi ikke sidde overhørig. Vi har derfor testet godnathistorien på to børn.

Redaktionen tester

Journalist Julie Trolle Boding og sønnen Jacob 3 år

Lad mig starte med konklusionen: Jacob på tre år falder IKKE i søvn, når vi læser kaninbogen.

Vi har læst den fire gange, altså fire aftner på en uge, eller forsøgt at læse den i hvert fald. To af gangene har han simpelthen mistet interessen – og tålmodigheden – med bogen.

Efter tre sider, hvor der egentlig ikke sker noget, udover at vi bliver introduceret for Kalle Kanin, mister den treårige tålmodigheden. Jeg forsøger at overtale ham til liiiige at læse bare en side mere. Først begynder han at bladre helt vildt hurtigt fremad i bogen, så vi hurtigt kommer til side 27, hvor bogen slutter. Jeg finder tilbage til den side, vi er nået til, men han tager fat i bogen og lægger den væk. ’Du skal læse Peter Pedal og lastbilen, mor’, lyder dommen. ’

Peter Pedal og lastbilen fanger hans opmærksomhed på en helt anden måde. Der sker jo noget. Peter Pedal møder en andemor og hendes fem ællinger, som fører ham ud på et eventyr i parken, hvor Peter Pedal ser noget, han aldrig har set før, nemlig en lastbil. I Kaninbogen finder vi blot ud af, at Kalle Kanin har svært ved at falde i søvn. Og at han gerne vil besøge Onkel Troldmand. Det er faktisk, det væsentligste, der sker, på dobbelt så mange ord som i Peter Pedal-bogen.

En af bogens teknikker består i, at man skal sige barnets navn. For eksempel:

’Hr. Snegl sagde til dig, Jacob, …’. Her bliver jeg – hver eneste gang – afbrudt af Jacob, som siger: ’Mig? Sagde han det til mig, Jacob? Til mig?’

En anden teknik handler om at gabe, når teksten angiver det, og det har måske en lille effekt, for en af gangene efteraber Jacob mig og gaber selv.

På side 15 skal man fx læse: ’Slap af i fødderne, Jacob’. På det tidspunkt spørger Jacob, om han må få et Briotog at lege med.

To gange lykkes det at læse bogen til ende. Uden dog at få et sovende barn.

Hjemme hos os handler aftenputningen og den dertilhørende læsning mere om hygge, end om at Jacob skal falde i søvn, mens vi læser. Og når det mere handler om hygge, så er det sjovere at læse bøger, som Jacob synes er skægge – altså bøger med en lidt mere aktiv handling. Han får læst to bøger, får lidt mælk, vi snakker lidt, og så går jeg ind i stuen. Og inden for ti minutter falder han som regel i søvn. Vi er nok ikke desperate nok til at bruge en halv times tid på at læse den langsomlige kaninbog, når vores dreng nu ikke synes, den er så spændende.

Redaktionen tester

Chefredaktør Mette Hovmand-Stilling og Viggo 4 år

Jeg havde virkelig store forhåbninger til kaninbogen, for min søn på fire kan være meget længe om at falde i søvn. Så er han tørstig, så er han sulten, så skal han lige hente noget, og så vil han ned i stuen. Og han vil under ingen omstændigheder sover. Det kan ofte tage en time at lægge ham – og ofte falder jeg selv i søvn og vågner helt radbrækket i hans juniorseng. TÆNK, hvis han kunne sove efter tre sider!!

Vi går i gang. Han accepterer betingelserne: At vi kun læser den, hvis han ligger stille i sin seng og lytter. Han accepterer også lidt modvilligt, at han ikke skal rejse sig op og se billeder på hver side, men er alligevel nysgerrig og får mig til at holde tegningerne op for sig. Faktisk ville det være en del nemmere, hvis der slet ikke var tegninger i bogen, for så frister de ikke.

Jeg følger instruktionerne nøje. Jeg gaber og taler laaaangsomt, når der står, at jeg skal. Det kommenterer han ikke, men han studser over, at jeg hele tiden skal nævne hans navn, Viggo, i historien. ’Hvor står der Viggo, moar?’ ’’Det står der jo ikke. Du skal læse, hvad der rigtig står!.’ Ufedt, når drengen kan genkende sit eget navn og vil have beviser. Minuspoint på troværdighedskontoen til mig. I øvrigt vil han heller ikke høre historien om, at han skal sove, men kun om Kalle Kanin.

Kompromiset bliver, at vi læser videre, uden jeg nævner hans navn. Og så går det faktisk ret godt. Jeg bliver selv utroligt afslappet i min krop af at læse så langsomt og gabe af og til – og det i sig selv smitter sønnike. Han falder ikke i søvn under bogen, men jeg er overbevidst om, at han faldt hurtigere i søvn den aften, end han ellers ville have gjort, for han slapper helt klart af.

Den følgende aften gentager jeg succesen (uden at nævne hans navn) og med en halvhjertet accept af, at det kun er Kalle Kanin, der så gerne ville sove, og ikke ham. På tredjedagen mistede han interessen og ville hellere høre en anden bog. Nu kendte han jo historien – som er hyggelig, men en ret (for) enkel handling til en fireårig. Men jeg er blevet inspireret, for jeg kan vel bruge metoderne med den laaaangsomme læsning og gabene i andre bøger. Det vil jeg i hvert fald forsøge – og mon ikke, jeg kan få Kalle Kanin ind i godnathistoriebunken engang imellem?