Da børnene flyttede ud, rykkede følelserne ind hos Sonja: ”Hold op, hvor har jeg grædt”
Sonja Wolffsbrandt var slet ikke var forberedt på alle de tårer, følelser og den sorg, der fulgte med, da hendes søn flyttede hjemmefra. Men hun er ved at finde sine ben i det hele – ved at give plads til følelserne.
Hvornår fløj dine børn fra reden?
"Malika flyttede for 8 år siden. Der havde jeg stadig Oskar hjemme, så det var ikke hårdt på samme måde; der var det bare spændende at se hende tage hul på sit nye liv. Jeg var stolt af hende, og jeg syntes, hun var så sej. Vi tog det i etaper, fordi hun boede det sidste år hos sin far i naboopgangen til min lejlighed, så det var en blid overgang."
"Anderledes har det været med Oskar. Hans far døde, da han kun var et år gammel, så ham har jeg boet med og draget omsorg for som eneste forælder, og det har skabt et meget stærkt og tæt bånd mellem os. Malika har været delebarn mellem mig og hendes søde far, så der var vi to voksne om ansvaret. Det gør en stor forskel. Og så er piger også generelt mere modne og ansvarlige, så de er nemmere at slippe og sende ud i verden."
Hvordan er jeres relationer i dag?
"Oskar flyttede i oktober sammen med sin gode ven. Det er til et ”hood” han kender godt, ved siden af den skole han har gået på, og kun fire kilometer herfra. Det er trygt og godt og lige, som det skal være. Jeg er så stolt af ham, for han har selv klaret det hele, tegnet forsikring og rykket adresse. Men hold op hvor har jeg grædt. Det har været som at få revet en legemsdel af."
"Som mor er der intet, man ønsker mere, end at børnene kan stå på egne ben, men det er chokerende alligevel, når de så kan det. Jeg har haft hjemmeboende børn i 29 år, og selvom jeg godt vidste, at man kun har dem til låns, så er erkendelsen af, at det er sandt, alligevel overvældende. Der følger en kæmpe sorg med at give slip, og det er der mange, som ikke forstår."
Hvad har været det sværeste ved at sige farvel?
"At han har taget sin energi og flyttet den ud af hjemmet. Jeg oplever en stor tomhed. Helt bogstaveligt er der et tomt rum, som jeg skal lave noget skønt ud af, men jeg mangler også alle hans løjer, hans særlige humor og de spontane kys og kram. Og så har jeg også oplevet en mærkelig angst komme snigende – en angst for at blive glemt. Jeg ved, han har min ryg 100%, men helt irrationelt er jeg nok bange for, at han glemmer mig lidt."
Hvordan håndterer du de følelser?
"Jeg giver mig selv lov til at græde og sørge over det – men alene. Jeg indblander ham ikke i det, for han skal have lov til at komme videre. Jeg er også virkelig glad for, at jeg har en kæreste, for det ville være så tomt, hvis jeg sad helt alene tilbage i lejligheden."
Hvad er du lykkelig for er overstået?
"Jeg kan endelig slippe bekymringerne i forhold til alkohol, hjemmetider og alt det, der fylder, når man har store børn. Jeg sover hele natten og har ikke et halvt øre på døren. Og når man har været alenemor i den tid, hvor børnene er små, og hvor der er så meget praktik, som man står alene med hver dag uden aflastning; så tænker jeg nu tilbage på, at det var en vild tid."
Annonse
Hvad fylder du din tid med nu?
"Jeg føler ikke, at der er meget, som har ændret sig. Men det giver plads til mere kærestetid, og jeg kan blive en time længere på arbejdet, hvis jeg har brug for det. Jeg har også fået mulighed for at have 100 % uforstyrret alenetid. Det nyder jeg faktisk. Og så er jeg sammen med mine børn på en ny, mere voksen, måde. Der er opstået et andet nærvær, fordi vi ikke bare er sammen ved siden af hinanden, men tilvælger hinandens selskab. Så nu går vi ud på kunstudstillinger og spiser frokost, eller de kommer hjem og spiser middag. Det er sådan et dejligt samvær, der fylder mig helt op med lykke."
"Jeg vil stadig skabe tid til at være sammen med dem, men bare på en anden måde – det er ikke sådan, at nu er de flyttet, og så skal jeg realisere mig selv. Jeg vil også prioritere at se mine egne forældre mere, for de bliver jo ikke yngre. Derudover elsker jeg min virksomhed og alt det arbejde, jeg laver, så nu vil jeg nok bruge tiden på at udvikle nye tiltag. Og så får jeg også mere tid til min kæreste."
Hvad ville du ønske du havde vidst?
"At selvom alt er, som det skal være; og man ved, det sker, så kan man ikke forberede sig på de følelser, der kommer. Oskar vidste helt intuitivt, hvornår det var rigtigt for ham at flytte, mens beslutningen ramte mig som en hammer. Han ringede på vej hjem fra sin ven, da han havde set lejligheden, og jeg nåede at græde af, inden han kom hjem. Så måtte jeg være tapper igen. Når det sker, er det voldsomt, og man må bare tage en dag af gangen."
"Han siger, at jeg må ringe så meget, jeg vil, men jeg vil også gerne give ham plads. Og når jeg ikke lige har hørt fra ham, så får jeg pludselig en sms, hvor der står: ”Jeg elsker dig, mor”.
"Jeg ville måske godt have vidst, hvor mange følelser der kommer, når den dør lukker; særligt fordi det falder sammen med, at jeg er på vej i overgangsalder. Med den følger en enorm følsomhed, og når du så samtidig har en sorg over børn, der flytter hjemmefra, så er det overvældende."
"Men der er også masser af lyspunkter: I fredags inviterede min datter sig selv på mad og overnatning, for nu vidste hun, at der er tid og plads til det. Det var uventet og dejligt. Og det mindede mig om, at jeg nok skal finde mine ben i det hele – selvom det tager lidt tid."
