Hvad siger dit barns navn om dig? Og 12 andre spørgsmål til navneforskeren

”Navne. Vi har dem alle sammen. Mindst to – et fornavn og efter efternavn – og mange af os har flere. Vi har ikke selv valgt de navne, vi fik som små, men nogle af os vælger senere at ændre vores navn, når vi bliver gift, skilt, eller hvis vi føler, at vi ville være bedre tjent med et andet navn end det, vi har.”

Sådan indleder navneforsker Katrine Kehlet Bechsgaard sin nye bog ’Navne’. En bog, hvor hun dykker ned i vores fascination for navne og undersøger, hvor de kommer fra, og hvad navne egentlig betyder for os, der bærer dem.

Og dét er vi altså nysgerrige på!

Vi har derfor stillet 13 gode spørgsmål om navne til Katrine Kehlet Bechsgaard.

13 spørgsmål til navneforskeren

1. Hvorfor er vi så fascineret af navne?

Navne vedrører os alle sammen. Vi får dem af vores forældre, vi giver dem til vores børn, og vi bruger dem alle sammen hver eneste dag. Når vi siger navne, må vi også sige identitet, mode, smag, fordomme, generationsforskelle – blandt meget andet. Navne fortæller om den tid, vi lever i, og den måde, vi lever på. Og det er fascinerende, at selvom vi i princippet alle sammen har frit valg på alle navnehylder, er der alligevel mønstre i, hvem der vælger hvilke navne.

Navne er flettet sammen med vores identitet og de personer, vi er, som næsten intet andet. For de fleste af os vil det være en større omvæltning for vores grundlæggende identitet at ændre navn, end det vil være at flytte til et fremmed sted, få ny kæreste eller skifte karriere.

2. Hvad er et godt navn – og et dårligt?

Det er vidt forskelligt, hvad folk opfatter som et godt navn. Nogle vil gerne have deres navn for sig selv, mens andre godt kan lide at passe ind og hedde noget helt almindeligt. Nogle føler, at deres navn er forkert, fordi det på den ene eller den anden måde ikke passer til den person, de er, eller det liv, de lever. Mens andre er kede af deres navn, fordi det er besværligt. For eksempel kan en Aurora vil opleve, at hendes navn altid bliver bemærket for at være usædvanligt og svært at sige. En 30-årig Jørgen kan synes, det er træls at gå rundt med et navn, som han synes, passer bedre til en mand, der er dobbelt så gammel. Og en Louise kan være træt af, at der altid har været mindst to andre med samme navn i klassen og på arbejdspladsen. Andre tænker stort set ikke over, hvad de hedder. Og hvis man ikke tænker så meget over, hvad man hedder, er det nok, fordi man har et ”godt” navn, der passer til ens identitet.

3. Hvorfor er navne aldrig neutrale?

Navne er ikke neutrale, men indeholder information om, hvem vi er – og hvem vi gerne vil være. Vi putter folk i kasser ud fra, om de hedder Jimmy og Connie eller Carl-Christian og Anna-Bella.

Med navne og identitet kan man sige, at det går begge veje. Menneskers identitet kan smitte af på deres navn, sådan at omverdenen forbinder lige præcis dét navn med bestemte personlighedstræk og en bestemt baggrund. Som hvis man ikke kan lide navnet Julie, fordi man blev drillet af sådan én som barn. Omvendt kan et navn også være med til at forme den person, man udvikler sig til at blive. Gad vide, for eksempel, om man får større armbevægelser, når man hedder Maximillian eller Anastasia, end når man hedder Søren eller Maren?

4. Hvordan hænger vores navn sammen med vores identitet?

Navne skaber forventninger om, hvem der gemmer sig bag navnet. Når vi hører eller læser et navn uden at kende personen bag, danner vi os uvilkårligt et indre billede af vedkommendes alder, nationalitet, etnicitet, religion og sociale baggrund. Og ikke uden grund. Der er bare flere pensionister end teenagere ved navn Bente – og derfor slutter vi lynhurtigt, at Bente nok er en ældre dame. Læser vi om Hassan, forestiller vi os ikke en blond knægt, men en mørkhåret fyr med muslimsk baggrund. På samme måde forestiller vi os, at en Veerle van Dijk er hollænder, og at en Staffan Hagström må være svensker. Og vi gør os forestillinger om folks sociale baggrund, når vi hører, at de hedder Johnny, Bettina eller Kenneth.

Desværre kan folk møde fordomme og forskelsbehandling på grund af deres navn. Som når jobansøgninger med udenlandsk-klingende navne bliver sorteret fra. En undersøgelse lavet af TrygFondens Børneforskningscenter har også vist, at lærere er mindre tilbøjelige til at ville byde en Yousef velkommen i deres klasse end en Mathias.

5. Ville vores liv se anderledes ud med et andet navn?

Navne er så tæt knyttet til vores identitet, at det for de fleste af os nærmest er helt utænkeligt, at vi skulle have et andet fornavn. Men prøv alligevel at forestille dig, at du hed Connie eller Thorvald, Diego eller Fatima – hvordan ville dit liv have set ud? Gad vide, om folk havde opfattet dig på en anden måde, hvis du i løbet af dit liv havde præsenteret dig med et af de navne i stedet for det navn, du har? Og ville du mon have opfattet dig selv på en anden måde?

Hvis man er ked af sit navn, fordi det for eksempel er besværligt at udtale eller stave, kan det måske gøre livet lettere at ændre det. For eksempel kan det også for transkønnede personer gøre en stor forskel at skifte til et navn, der passer til det køn, de føler sig som. Samtidig kan en navneændring være et kraftigt og vigtigt signal til omverdenen. For mange transkønnede er det at vælge et nyt navn den første handling, der markerer deres nye identitet.

6. Hvorfor kan vi lide et navn, men ikke et andet navn?

Forskellige mennesker kan lide forskellige navne. Det handler et langt stykke hen ad vejen om, hvor gamle vi er, for vi er typisk mest tiltrukket af de navne, som vores bedste- og oldeforældres generation havde. Når vi selv får børn, er det ofte de gamle navne, der bliver gravet frem igen. Vi er typisk mindre vilde med de navne, som er meget udbredte i vores egen og især i vores forældres generation. Det er derfor, der ikke er ret mange Birgit’er og Mogens’er i vuggestuerne lige for tiden – men de skal nok komme, når de nuværende bedsteforældre bliver oldeforældre.

Vores kulturelle baggrund, bopæl, uddannelse og mange andre karakteristika er også med til at afgøre, hvilke navne vi bliver tiltrukket af. For eksempel er der flest børn med unikke navne i hovedstaden og færrest i Nordjylland og langs den jyske vestkyst. Så forældre i for eksempel Frederikshavn er mere tilbøjelige til at vælge modenavne som Emma og Lucas end forældre på for eksempel Vesterbro, som mere går efter usædvanlige navne som Sol og Atlas.

7. Hvorfor er navngivningen af vores børn en vigtig opgave?

I de fleste tilfælde hænger vi jo på vores navn hele livet. Det er derfor en stor opgave for forældrene at vælge et navn, for de signaler, som navnet sender, kommer til at påvirke barnets liv. Det vigtigste er selvfølgelig at vælge et navn, som man er glad for, og der er jo ingen, der ønsker at give deres børn navne, der er til gene for dem.

I øvrigt har vi også Navneloven, som siger, at et fornavn ikke må være upassende eller vække anstød, og det betyder, at navne, der kan være forbundet med noget negativt, ikke må bruges. Derfor må vi for eksempel ikke kalde vores børn for Satan, Idiot eller Fanden. Der er andre lande, som ikke har den slags lovgivning, og der er det et ekstra stort ansvar for forældre at vælge et navn, der ikke kan opfattes negativt.

8. Hvordan vælger vi som forældre navnet til vores børn?

Det er forskelligt, om folk vælger navn til deres barn inden fødslen, eller om de venter, til de har set barnet. Mange har en følelse af, at de lige skal se, om det navn, de har i tankerne, nu også passer til barnet. Og det er en særlig udfordring at vælge et passende navn til et lille menneske, man ikke kender endnu. For vil barnet få en stor personlighed og elske et sjældent navn som Maximus eller Gotfred? Eller vil det blive et stille gemyt, som hellere vil blende ind og hedde Ida og Laura? Det ved vi endnu ikke, når navnevalget skal træffes.

Generelt kan inspirationen til navnet komme alverdens steder fra. Lige fra jordemoderen, der deltog i fødslen, over den måned, som barnet er født i, til en kendt person, som forældrene godt kan lide. For eksempel har flere børn fået navnet Messi inden for de seneste år, og der må der næsten være tale om idolopkaldelse. Vi kan omvendt gå en stor bue uden om navnet på en plageånd fra barndommen, en sur lærer, eller andre vi ikke vil forbinde vores lille guldklump med.

9. Hvad fortæller vores valg af navne til vores børn om os?

De navne, som forældre vælger at give deres børn, afspejler deres baggrund, livsstil, og hvordan de gerne vil fremstille sig selv og deres barn. Forældrene til Atlas og Roxy har for eksempel sandsynligvis et større ønske om, at de selv og deres barn skal være unikke, end forældrene til Emma og William har.

Navne til vores børn er altså også en måde at vise verden, hvem vi er som forældre og som mennesker. De fortæller om alt fra, hvor i verden vi kommer fra til vores værdier. Er det for eksempel vigtigst for os, at et navn er lettilgængeligt og praktisk, som almindelige navne som Sofie og Mikkel? Eller vil vi hellere have, at det er særligt og originalt, som eksempelvis Yoko og Nobel? Er det vigtigst for os, at navnet er et klassisk dansk navn, som Mette og Søren, eller at det er internationalt og let at bruge i udlandet, som Lucas og Isabella? Og vil vi helst have et gammelt navn med historie, som Ingrid og Frederik, eller opfinde et nyt, som Mazon og Mali, der ikke tidligere er blevet brugt af andre?

Som det er tilfældet med andre livsstilsvalg, vi træffer om alt fra møbler til frisurer, er vores valg af børnenavne både præget af den ubevidste rygsæk, vi har med os gennem livet, og af en bevidst stræben mod at positionere os selv på en bestemt måde.

10. Hvordan ved man, om man har valgt det rigtige navn til sit barn?

For det meste er et navn rigtigt, bare fordi vi har valgt det. Kort tid efter vi har valgt et navn til vores barn, kan vi ikke forestille os, at han eller hun kan hedde andet. Men nogle gange har forældrene været i tvivl eller måske uenige om navnet, inden det blev valgt, og så kan tvivlen om navnet blive ved med at nage – det kunne man kalde for navneanger. Den tid vi lever i med så mange valgmuligheder – også på navnefronten – gør det heller ikke lettere at blive helt sikre på vores navnevalg. Det var bare noget sværere at vælge det forkerte navn, dengang det var almindeligt, at børn blev opkaldt efter en bedstefar eller bedstemor.

11. Hvordan synes vi, at vores børns navne skal passe sammen?

For mange forældre, der har flere børn, er det vigtigt, at børnenes navne passer sammen. Men det er meget forskelligt, hvad man så synes, der skal til for, at navnene passer sammen. For nogle er det et spørgsmål om, at navnene skal have samme forbogstav, som August og Alberte. For andre skal de for eksempel bestå af lige mange bogstaver, være associeret med samme tidsperiode, eller have samme ”stil”. Det kan også være, man holder sig til naturnavne som Birk og Ask eller Viola og Rosa. Omvendt er der også forældre, der synes, at navne matcher bedst ved netop ikke at matche for meget – sådan at de for eksempel undgår to pigenavne, der ender på -a.

En undersøgelse, jeg har lavet, tyder i øvrigt på, at det er vigtigere for forældre med børn, der er helsøskende, at børnenes navne skal passe sammen, end for forældre til børn med halvsøskende. Det skyldes nok, at navnene dermed er valgt med forskellige partnere, og måske også, at forældrene er gået væk fra tanken om kernefamilien med matchende børnenavne som en af markørerne for, at man tilhører en lukket familieenhed.

12. Hvad kalder vi ikke vores børn?

Vi giver generelt ikke vores børn navne, som er almindelige i vores egen eller vores forældres generation. Nogle gange kan navne fra vores egen generation stadig føles OK – for eksempel kan vi finde navne som Mikkel og Sofie i både småbørnsforældregenerationen og blandt små børn. Mens navne fra den nuværende bedsteforældregeneration føles helt forkerte til små buttede babyer. Tænk bare på navne som Preben, Karsten, Gitte og Anette – de er blandt de mindst populære til nyfødte for tiden.

Derudover er det forskelligt, hvilke navne forskellige mennesker går en stor bue udenom, og det fortæller mindst lige så meget om os, hvilke navne vi ikke kunne drømme om at vælge, som hvilke navne vi godt kan lide. Nogle går for eksempel langt uden om engelske navne som Kenny og Melanie, mens andre aldrig ville vælge et dobbeltnavn som Sofie-Amalie og Jens-Peter, et forældregenerationsnavn som Mette og Thomas eller et usædvanligt navn som Ludo eller Sne. Når vi på den måde lægger afstand til bestemte navne, handler det meget om, at vi vil lægge afstand til de personer, som vi forestiller os, vil bruge sådan nogle navne.

13. Hvad har et navn som ’Brian’ gjort galt?

Brian har ikke gjort noget galt, og der er ikke noget objektivt i vejen med navnet. Det er ikke sådan, at drengenavne, der begynder med b, er på fem bogstaver og slutter på n generelt opfattes som grimme eller dårlige. Men mange danskere har en forestilling om, at ’en Brian’ er en utilpasset rod, og hvis man ikke identificerer sig med den gruppe mennesker, der har sådan et barn eller ønsker de egenskaber for sit barn, vil man typisk undgå at bruge det.

Nogle Brian’er fortæller, at det godt kan være op ad bakke at have et navn, som vækker så mange fordomme. Til gengæld, som en Brian har sagt, kan man måske kun overraske positivt, når man har sådan et navn. Som med så mange andre navne er der selvfølgelig også forskel på, hvordan navnet opfattes, alt efter hvilket miljø man er i. Er man mekaniker og hedder Brian, studses der mindre over navnet, end hvis man er minister. Og i øvrigt kommer Brian med stor sikkerhed ind i varmen igen hos nybagte forældre om nogle årtier.

Om eksperten

Katrine Kehlet Bechsgaard er ph.d. i navneforskning og ekspert i, hvordan forældre i Danmark navngiver deres børn. Hun formidler om navne, som både underviser, foredragsholder og skribent.

Katrine Kehlet Bechsgaard har netop udgivet bogen "Navne".